Dér røg det forsæt

af Uffe Jerner 1. januar 2012

06

Sagen er, at i de sidste tyve år eller mere har jeg haft det samme nytårsforsæt: jeg vil begynde at ryge. Jeg satser altid på at blive piberyger. Cigaretter er vulgære og lugter infamt, og der er for meget show-off i en cigar. En pibe er en passende mellemting, hvor man stort set selv kan bestemme lugten i røgeriet, og piber kan være de rene kunstværker. En overgang var jeg stamkunde i de hellige haller hos Anne Julie og Pibe Dan, og jeg har stadig en hel skuffe fuld af lækre, håndskårne sundhedstrusler, der ud over at repræsentere en formue ligger og frister mig jævnligt til at tage den skikkelige uskik op.

For der er ikke bare noget indiskutabelt maskulint, men også noget autoriseret hyggeligt og forsonligt ved piberygning. Der er bare det ved det, at det er fandens besværligt, og derudover er jeg et ekstremt eksempel på mænds manglende evne til at multitaske. Hvis jeg ryger, ryger jeg, og så gør jeg ikke noget andet. Hvis jeg alligevel gør noget andet, går piben ud med det samme. Det gør den for resten som regel alligevel, og så skal der askes og renses og stoppes og tændes igen i én uendelighed. For ikke at tale om de gange hvor man opdager, at det faktisk er asken, man sidder og pulser på, og man så småt begynder at mærke den faretruende prikken i hovedbunden, koldsveden på panden og svimmelheden, der gør én ude af stand til at foretage sig noget som helst fornuftigt eller for den sags skyld ufornuftigt resten af aftenen.

Det er én gang lykkedes mig at holde et stop kørende uafbrudt i næsten tre kvarter. Det var dengang, Nordisk Tobakskollegium af uransagelige årsager inviterede mig til at være æresdommer ved DM i langtidspiberygning som ’den inkarnerede piberyger’, jeg ifølge indbydelsen var. Det må være en spasmager, der har givet dem et falsk tip, men jeg slog til, og i solidaritet med konkurrencedeltagerne, som jeg lige netop kunne ane gennem tågerne nede i salen, bakkede jeg med i de første 43 minutter, da min 3 grams ammunition definitivt slap op. Jeg har dokumentation for bedriften, men ikke for den hudløse tunge, jeg vendte hjem med, og som var skyld i, at jeg ikke kunne smage forskel på en hakkebøf og en piratos i fjorten dage efter.

Ellers er det kun blevet til sporadiske tilløb. Det plejer at gå med mit nytårsforsæt som det plejer at gå med den slags: den første uges tid forløber problemfrit, men så begynder jeg at falde lidt af på den, og inden jeg får set mig om, er jeg tilbage i den gamle skure med ikke at få røget noget som helst.

I år er det gået helt skævt. Vi er nu næsten et døgn inde i det nye år, og jeg har overhovedet ikke fået begyndt endnu. Jeg må nok bide i det sure æble og se i øjnene, at jeg aldrig bliver piberyger.

Jeg har det ikke i mig.

10 kommentarer

Same procedure …

af Uffe Jerner 26. december 2011

07

Vi har én juletradition i vores topersoners kernefamilie. Den foregår 2. juledag, og det er ikke julen, der er anledningen, men en fjern tantes fødselsdag. Hun fejrer den hvert år ved at invitere os på en toptunet julefrokost på Dragørs bedste, dyreste og mest funky restaurant sammen med et par håndfulde andre mennesker i hendes bekendtskabskreds. De samme hvert år.

Traditionen træder i kraft allerede sidst på formiddagen, hvor jeg ifører mig ulastelig mellemgrå habit, højglanspolerede sorte sko, en lyseblå manchetskjorte og et storblomstret silkeslips. Det udløser hver gang den samme, lakoniske kommentar fra Madames side:

– Åh nej.

Inden vi tager af sted, husker jeg at klaske et skvæt Issey Miyake aftershave på kinderne, og Madame minder mig om konsekvenserne:

– Jeg sover ikke sammen med dig, når du lugter som et bordel.

Rejsen til Dragør tager en time og tre minutter, den samme tid som det tager at genopfriske hovedtrækkene i sidste års frokostkonversation. Når vi er kommet frem, hilser vi høfligt på alle, tager plads ved bordet og fortsætter samtalen hvor vi slap sidste år, for jeg får altid svigerdatteren til tantens overbo til bords, og Madame altid hendes mand. Vi ser dem kun den ene gang om året, men efter sytten sæsoner og en hel del flere fadøl og snapse er det ikke småting, vi ved om hinanden. De har nogenlunde samme alder som os, vores afkom er lige gamle, og mens vi har spist os gennem stimer af marinerede sild, hele andefarme og spandevis af risalamande, er børnene flyttet hjemmefra, blevet voksne og sluppet mere eller mindre helskindet gennem diverse forgreninger af uddannelsessystemet. Lageret af samtaleemner er uudtømmeligt, og i tilgift får jeg et resumé af dagens prædiken, for min genbo ved bordet er sognepræst, hvad han for resten skjuler overbevisende godt med et frisprog, der almindeligvis anvendes på helt andre arbejdspladser end hans.

Inden vi tager hjem, konstaterer jeg med tilfredshed, at det ikke bare er deltagerne i vores egen julefrokost, der er de samme som sidste år, men også de tavse spisere ved de andre borde i restauranten: den kendte redaktør fra ugebladet med alle de kendte er en sikker genganger, og heller ikke den rødmossede oberst med verdens mest gennemskuelige hentehår har svigtet denne gang.

På vejen hjem resumerer vi dagens højdepunkter og diskuterer, om manden med hentehåret nu også er oberst, som jeg påstår.

– Han kunne lige så godt være en gas- og vandmester med for højt blodtryk, siger Madame traditionen tro.

Oppustede og vel hjemme bliver vi igen i år enige om at springe aftensmaden over og gå tidligt i seng. Jeg husker at vaske ansigtet omhyggeligt. Jeg lugter ikke af bordel, men muligvis en anelse af kølervæske eller er det dildsnaps? Madame konstaterer, at jeg går an. Og vi nøjes med at sove.

Man skal værne om sine juletraditioner. Ikke mindst når man kun har en enkelt.

4 kommentarer

Læs ikke dette indlæg

af Uffe Jerner 15. december 2011

08

Vær venlig at læse overskriften én gang til. Hvis du er nået så langt som hertil og stadig agter at fortsætte, er du selv ude om det, hvis du føler, at du spilder tiden.

Sagen er, at min særlige rådgiver i alle vigtige spørgsmål gennem et langt liv, Jeronimus Haengeroev, principielt ikke synes, at man skal skrive blogindlæg om alt det, man ikke bryder sig om, selv om det er en udbredt sport. Somme tider er der bare ingen vej udenom, og derfor har jeg besluttet at stille min blog til rådighed for hans synspunkter. Rent undtagelsesvis, forstås.

Nu kommer det: Jeronimus kan ikke fordrage vittigheder. Jo, selvfølgelig synes han, det er sjovt, når en sætning spontant gribes i luften af nogen, vendes og returneres som et uventet smash i et spil badminton. Det er bare meget få, der behersker kunsten og da som regel kun i heldige øjeblikke.

Hvad der derimod er aldeles usjovt er omhyggeligt konstruerede og på forhånd udtænkte vittigheder. Altså når en eller anden i en forsamling – eller endnu værre: på tomandshånd – begynder med: ‘Det var en russer, en englænder og en dansker, der …’ Så krummer Jeronimus’ tæer sig automatisk under fodsålerne, han bliver fjern i blikket og begynder at tænke på, hvad han skal have med i madpakken i morgen, hvornår han kan få bilen til service, om der er optændingsbrænde nok til i aften eller noget helt fjerde, der kan holde ham vågen, indtil vittigheden er overstået. Men han er ude af stand til at koncentrere sig om at høre efter. Og alligevel er han nødt til at lade som om, at det er en ustyrlig morsom historie, han er blevet tvangsindlagt til, smile forventningsfuldt undervejs og slå en høj latter op til sidst. Hvis han bevarer det stenansigt, der stemmer bedst overens med den sindstilstand, vittigheden forårsager hos ham, overholder han ikke de sociale spilleregler, og han bliver opfattet som uhøflig eller direkte uforskammet.

Man kan træne sig op til at overleve den slags serieproducerede vittigheder, der altid er i omløb, hvis bare det er en mand, der fortæller dem. Det er almindeligt accepteret, at mænd optræder som simple, grove og udannede cementhjerner, når de skal være morsomme. Men når kvinder, der burde være klogere, gør det samme, er det fuldstændig ubærligt – synes altså Jeronimus. Hvorfor det forholder sig sådan, aner han ikke, men han er åben for forklaringer.

For resten er der kun én ting, der er mere kedsommeligt end forudsigelige/umorsomme vittigheder: teorier om, hvad der er sjovt eller ikke sjovt. Lad dette indlæg være et skræmmeeksempel.

2 kommentarer

Hørt i Netto

af Uffe Jerner 14. december 2011

09

Kassedame ved kasse 1: – Ja, det bliver 792,50.

Kunde: – 792! Hold da op! Kan man ikke arbejde det af?

Kassedame ved kasse 2 (vender sig om mod kunde): – Det tager en uge …

4 kommentarer

Dobbeltgængeri

af Uffe Jerner 8. december 2011

10

En morgen for et par år siden, da jeg kom kørende på Farummotorvejen, fik jeg pludselig øje på en af mine gamle studiekammerater i en bil, der flettede ind fra en tilkørsel. For sjovs skyld lagde mig bagved et stykke tid for at overbevise mig om, at jeg ikke tog fejl. Der var ingen tvivl. Nogle dage senere så jeg ham igen, og møderne på motorvejen fortsatte med jævne mellemrum, uden at han vist på noget tidspunkt lagde mærke til mig. Så skete det en dag, at vi tilfældigvis kørte ind på den samme benzintank, og han stod ud af bilen. Det var ikke ham.

En anden gang kom jeg ud fra den bygning, hvor jeg arbejdede, og fik øje på en fyr, som jeg et øjeblik troede var en fra it-afdelingen. Han var bare ti år ældre og tyve kilo tungere end sidst, jeg havde set ham, og det var få dage siden. Medmindre han havde været utrolig hård ved sig selv, kunne det altså ikke være ham.

I går midt på Rådhuspladsen kom en vildfremmed kvinde op på siden af mig og spurgte skælmsk og med et stort smil, om jeg var ved at være færdig med julegaveindkøbene. Først troede jeg bare, at det var et udslag af den almindelige julegalskab, men efter en absurd ordveksling viste det sig, at hun mente, at vi kendte hinanden fra Randers. Indtil jeg oplyste, at jeg kun har været i Randers én gang i mit liv, og da var jeg otte år gammel.

Men somme tider er der bare ikke noget at gøre.

En skønne dag, da jeg sejlede med Hundested-Rørvig-færgen, lagde jeg mærke til to fyre, der sad og hviskede sammen, mens de nikkede i retning af mig. Efter et stykke tid kom de hen til mig, og den ene af dem spurgte: ’Er det ikke dig med dyrene, ham dér, der tegner i fjernsynet …?’ Efterhånden gik det op for mig, at de troede, at jeg var Jens Olesen. Det benægtede jeg, men de blev ved, og jeg stod fast på, at jeg ikke var Jens Olesen. ’Lad nu bare være,’ sagde den anden, ’det er sgu da dig, det kan vi da se.’ Til sidst løb mit gode hjerte af med mig, og for ligesom at komme dem en anelse i møde fortalte jeg, at jeg en enkelt gang tilfældigvis havde truffet Jens Olesen, men i øvrigt havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

’Ja ja,’ sagde den første og så på mig med et smørret grin, der tydeligt signalerede, at ham skulle jeg ikke tro, at jeg kunne løbe om hjørner med, ’den er go’ med dig!’

Så opgav jeg.

6 kommentarer

Bar røv i december

af Uffe Jerner 6. december 2011

Baller

Det er lykkedes mig at finde læ på stranden, men mågen, der hænger i luften lige over mig, kommer ikke ud af stedet, selv om den bevæger vingerne. Det blæser voldsomt, og det er isnende koldt. Jeg står mellem to klitter og ser ud over stranden, som er helt øde, så langt øjet rækker. Skummende bølger slår ind over strandbredden og går larmende i opløsning.

Jeg drejer hovedet væk et øjeblik, og da jeg igen ser ned på stranden, står der en spinkel skikkelse på bredden med ryggen til. Skikkelsen er indhyllet i et tæppe, og efter hårlængden at dømme er det en kvinde. Hun bliver stående og kigger ufravendt ud over havet. Efter et minuts tid giver hun slip på tæppet, som glider ned og lægger sig som en bunke oven på sandet. Nu står hun helt nøgen i kulden.

Hun løber ud i vandet med bævrende balder.

2 kommentarer

Underlige aftenlufte

af Uffe Jerner 3. december 2011

Glædelig jul

Julefrokosten er et aftenselskab, og det er mørkt, allerede da jeg ankommer til det fine hotel med udsigt over sundet. Jeg kender kun få af deltagerne, der alle er diskret velklædte og præsenterer deres partnere og sig selv i korrekt rækkefølge. Luften er mættet af parfume og dyr aftershave.

Jeg har fået en kvindelig præst til bords, som skiller sig ud fra selskabet på flere måder. Hendes påklædning er mindre prætentiøs, og hvis hun bruger parfume, har den kun begrænset rækkevidde. I hvert fald bemærker jeg den ikke. Vi taler godt sammen, men efter en halv times tid bliver jeg distraheret af en syrligt-rådden lugt, og hverken jeg eller min borddame lader sig mærke med det. Lugten forsvinder ikke, og det er ikke muligt at lokalisere den. Tilmed tager den til i styrke, og efter endnu et kvarters tid finder jeg et påskud for at gå udenfor og trække frisk luft.

Der er ikke andre på terrassen. Jeg står i den kolde aften og kigger over på parkeringspladsen, der ligger på den anden side af den sjappede græsplæne, jeg skråede over, da jeg ankom. Lugten, som jeg har forsøgt at undslippe, er der stadig.

Jeg bøjer højre ben og vender foden opad, så jeg kan se min skosål. I svangen sidder der en stor, blød hundelort.

4 kommentarer

Skyggen i badeværelset

af Uffe Jerner 29. november 2011

Vid og sans

Ud af den ene øjenkrog ser jeg pludselig en mørk skygge, der glider hen over badeværelsesgulvet med lynets hast, men da jeg vender mig om, kan jeg ikke få øje på noget. Jeg lægger tandbørsten fra mig og gransker gulvet minutiøst. Der er intet unormalt at se. For en sikkerheds skyld ser jeg også efter bag ved håndklædereolen, der står næsten helt inde i det ene hjørne. I samme øjeblik jeg rører reolen, farer skyggen diagonalt hen over gulvet igen og bliver standset af det modsatte hjørne, der forhindrer den i at komme videre. Nu sidder der en skovmus i hjørnet og kigger op på mig.

Jeg rækker ud efter et håndklæde. Det er min plan at fange musen ved at kaste håndklædet hen over den, men musen er for hurtig. Før håndklædet rammer gulvet, er den er igen ovre under håndklædereolen. Tror jeg. Jeg kan ikke finde den.

Efter ti minutters søgen opdager jeg, at musen sidder og kryber sammen bag radiatoren på det beslag, der holder radiatoren fast til væggen. Her kan jeg ikke nå den, og jeg henter et kosteskaft, som jeg kan stikke ind i mellemrummet mellem radiatoren og væggen og pirke til musen med. Inden kosteskaftet strejfer den, er den væk igen og sporløst forsvundet.

Jeg tager stakken med håndklæder og giver mig til at folde hver enkelt håndklæde ud efter tur. Det tager yderligere fem minutter og giver ikke noget resultat.

Så hører jeg en lyd. En lille lyd, bare en svag skraben. Den kommer fra toilettet, og da jeg slår låget op, ligger musen og gisper i vandkanten. Jeg løber ud af badeværelset for at hente noget at fiske den op med.

Da jeg kommer tilbage, gisper musen ikke længere. Den ligger livløs i vandet.

6 kommentarer

Det farlige liv på nettet

af Uffe Jerner 27. november 2011

Seler og livrem

Hvis man vil være lykkelig, er der tre ting, man skal undgå at skifte ud alt for ofte, fordi det giver en farlig masse bøvl: sin ægtefælle, sin bopæl og sin computer. De to første punkter kan man altid indrette sig efter med lidt snilde. Det er punkt tre, der er udfordringen. En computer begynder at degenerere fra det øjeblik, man tilslutter den, og blive langsommere og langsommere for hver dag. Man opdager det ikke, fordi det sker så småningom, og efter et par år har man vænnet sig til, at man kan gå ud og lave en kop kaffe i den tid, der går fra man har tændt computeren, til at man kan komme til at se sin mail. Man ved godt, at det ikke er, som det skal være, men man skyder det fra sig, fordi man ved af erfaring, hvad der venter en, hvis man giver computeren dødsstødet og skal til at rigge en ny til. Og kaffen skal man jo have alligevel. Og så travlt har man jo heller ikke. Og den fungerer jo trods alt efter hensigten. Sådan da.

I sidste uge var jeg nået dertil, hvor jeg kunne tilberede en treretters menu og indtage den uden at være helt sikker på, at computeren var klar til brug, når jeg også havde vasket op og drukket en kop kaffe. Så nu har jeg fået ny computer.

Egentlig gik det forbløffende hurtigt med at få flyttet filer og programmer over. Det, der tog tiden, var at registrere, huske, holde rede på og indtaste brugernavne og koder på hvad som helst. Og så var det, jeg kom til at tænke på, hvor lidt vi stoler på hinanden, når det gælder computere og internetforbindelser. Når vi ikke sidder ved computeren, er det utroligt så meget tillid, vi har, især når det er bekvemt for os at have tillid. Om sommeren, når det er for varmt, lader jeg gladelig døren stå åben ud til haven om natten, og i princippet kan hvem som helst vade ind. Vi sætter os ind i bilen og bevæger os med mindst en kilometer i minuttet på stærkt trafikerede veje fyldt med mennesker, der befinder sig i en ukendt følelsesmæssig og kemisk tilstand. Hele tiden kommer vi så tæt på dem, at bare en lille, utilsigtet bevægelse kan slå os og en hel masse andre mennesker ihjel, og alligevel gør vi det, fordi det er hurtigere end at tage bussen. Vi har tillid. Og det mest utrolige af det hele er, at det som regel går godt. Der sker ikke noget, og vi slipper levende fra det. Vi spiser på restauranter uden først at inspicere køkkenet. Vi sætter os op i flyvende metalcylindre og rejser tusindvis af kilometer og stiger ind i taxaer med folk ved rattet, som vi overhovedet ikke kender. Måske har de skumle hensigter, og der er ingen Norton eller McAfee til at redde os.

Det er et under, at nogen af os overhovedet har overlevet så længe som det tager at lave en kop kaffe.

2 kommentarer

Liv og død i overhalingsbanen

af Uffe Jerner 25. november 2011

Wroom

I bakspejlet kan jeg se en sort bil nærme sig med stor fart, og på et øjeblik ligger den så tæt bag ved mig, at jeg ikke kan se nummerpladen. Bilen forsøger at presse mig, men jeg har ikke mulighed for at sætte hastigheden op. Foran mig kører en halv snes andre biler i kø på landevejen, som er smal og bugtet, oversigtsforholdene er dårlige, og der kommer hele tiden modkørende biler. Føreren af den sorte bil bag mig ryster demonstrativt på hovedet.

På et lige stræk er der pludselig fri bane overfor, men der er en høj bakke forude. Den sorte bil flytter sig i et ryk over i den modsatte vejbane, passerer mig med brølende motor og fortsætter med at overhale de næste biler. Kort før bakken er der et helle. Den sorte bil kører venstre om, og et øjeblik efter er den på vej op ad bakken, mens den overhaler den ene bil efter den anden.

Lige inden den når toppen, vokser førerhuset på en lastbil op bag bakken. Den sorte bil speeder op og fortsætter direkte mod lastbilen, der tænder alle projektører. De øredøvende kompressorhorn på taget tuder uafbrudt. Jeg ser for mig, hvordan den sorte bil frontalt rammer lastbilens kølergitter og forestiller mig lyden af metal mod metal og glas, der knuses. Men det sker ikke. I sidste øjeblik får den sorte bil presset sig ind foran den forreste bil i køen og forsvinder op over bakken. Lastbilens horn høres stadig.

To kilometer længere henne er der rødt lys. Jeg stopper og giver mig til at vente på grønt bag ved den sorte bil.

7 kommentarer