Nytårsstatus

af Uffe Jerner 1. januar 2014

Set i bakspejlet
Sådan set var det jo i går på årets sidste aften, jeg skulle have nedfældet årets milepæle. Uheldigvis blev jeg overmandet af af noget, der ligner præstationsangst, men det kan også have været ganske almindelig magelighed. Det beklager jeg mange gange, men nu er jeg til gengæld rigtig i hopla, og det er du uden tvivl taknemmelig for, for jeg ved jo, hvor meget mit liv, levned og velbefindende ligger dig på sinde.

Man plejer at fokusere på det positive, når man gør nytårsstatus, men alt for ofte glemmer vi at glæde os over alle de negative tildragelser, vi ikke har været udsat for. Så her er årets positive negativliste i 10 uprioriterede punkter:


  • Jeg er ikke blevet interviewet i Deadline af Martin Krasnik
  • Jeg er ikke blevet droppet af nogen af mine venner, fordi jeg ikke har anskaffet mig en iPhone 5s
  • Jeg har ikke været på skiferie og er ikke kommet hjem med et brækket ben
  • Jeg har ikke været indlagt på noget hospital, og jeg er ikke blevet fejlopereret
  • Der er ikke nogen, der har serveret stegt lever for mig
  • Jeg er ikke kørt tør for kølervæske på motorvejen og blevet samlet op af Falck siden begyndelsen af december
  • Min kat er ikke blevet kørt over
  • Mit hus er ikke blæst omkuld eller brændt ned
  • Jeg er ikke blevet beskyldt for at opføre mig upassende ved mindehøjtideligheder for udenlandske statsmænd
  • Nytårsaften betyder ikke noget særligt for mig, og derfor har jeg ikke ondt i hovedet i dag.

Kan man forlange mere?

2 kommentarer

Bag duggede briller

af Uffe Jerner 31. december 2013

Vinterens svøbe
Det har været den mildeste december i mands minde med forsvindende få temperaturmæssige afstikkere til nulpunktet og derunder. Men som erfaren brillebærer kan jeg konstatere, at den omgivende luft ikke desto mindre har været kølig nok til at få glassene til at dugge og berøve én orienteringen totalt, når man bevæger sig fra det fri ind i en lun stue, hvor brændeovnen er godt oppe i omdrejninger.

Jeg diskuterede engang problemstillingen med min ligeledes brillebærende frisør, som påstod, at man kunne eliminere irritationsmomentet ved at træde baglæns ind i det opvarmede hus. Så ville brilleglassene ikke dugge det mindste.

– Er det lige så effektivt, som hvis man lægger sig på ryggen med et tændt stearinlys i munden og en marineret sild på maven? spurgte jeg sarkastisk. Og så talte vi ikke mere om det.

Det ligger nu et par år tilbage, men hans råd må have lagret sig et sted i min underbevidsthed, for i går da jeg stod uden for hoveddøren og lige havde sat nøglen i låsen, kom jeg i tanker om tricket og besluttede mig for at lade dets anvendelighed komme an på en prøve. Jeg åbnede døren, og da jeg havde forvisset mig om, at Madame ikke var i nærheden, vendte jeg mig om, strakte det ene ben så langt bagud jeg kunne, tog resolut et skridt baglæns og væltede en gulvvase med et brag.

Men det virkede!

Jeg skal ikke kunne sige, hvilke naturkræfter der er oppe mod hinanden, når en bebrillet person går fra kulde til varme på den omtalte naturstridige måde, for den slags forstår jeg mig ikke på. Til gengæld forstår jeg udmærket, hvorfor kattene tog benene på nakken og forsvandt om bag sofaen som nytårsraketter.

1 kommentar

Et kort møde

af Uffe Jerner 30. december 2013

Baldersvej
Jeg sidder på et møntvaskeri et sted uden for byen og læser i en bog, mens jeg venter på en kogevask. Der er ikke andre end mig i vaskeriet, indtil der kommer en dreng på 10-11 år ind ad døren. Han går direkte hen og stiller sig op foran mig og spørger høfligt, om han må spørge om noget. Egentlig vil jeg helst bare læse videre i min bog, men jeg er også høflig og nikker.

– Ved du, hvor Baldersvej ligger?

Det gør jeg ikke, men jeg har et kort liggende ude i bilen. Jeg lægger bogen fra mig, og vi følges ud for at undersøge sagen.

– Jeg skal nemlig mødes med en, der bor dér. Vi skal i biografen, oplyser drengen.

Baldersvej viser sig at ligge mindst en halv times gang fra møntvaskeriet.

– Åh nej! udbryder han, da jeg viser ham vejen på kortet. Han kan på ingen måde nå det, inden filmen begynder.

Om lidt bliver det mørkt. Jeg kunne køre ham derhen på under ti minutter, men forkaster tanken i samme øjeblik som jeg får den. Små drenge skal ikke køre rundt i skumringen med fremmede mænd, de møder tilfældigt i afsidesliggende møntvaskerier. Og mænd skal holde sig langt væk fra mindreårige drenge, de ikke er fædre til. Sådan er det bare, det ved enhver. Man skulle fandme nødig mistænkes for noget. Børn skal også lære at disponere deres tid.

Så går jeg ind og samler mine ting sammen. Lidt senere sætter jeg drengen af på Baldersvej og kører tilbage til min kogevask.

Måske skulle man skære lidt ned på avislæsningen.

2 kommentarer

En tegnebog forsvinder

af Uffe Jerner 27. december 2013

Distraktion
Nogle ville måske kalde det åndsfraværelse, men det lyder mindre charmerende, og eftersom det er mig selv, det drejer sig om, foretrækker jeg ordet ‘distraktion’. Det, jeg taler om, er fx når man sidder en rødglødende sommerdag i S-toget og har taget jakken af og lagt den på det tomme sæde ved siden af for at koncentere sig om at læse i den bog, man har med. Det lykkes så godt, at man pludselig helt tilfældigt opdager, at toget allerede holder på den station, hvor man skal af, hvorefter man styrter ud af toget for at undgå at blive transporteret videre til den næste station, hvor man intet har at gøre. Vel ude på perronen drager man et lettelsens suk over, at man nåede det – og øjeblikket efter pibler koldsveden frem på panden, fordi det går op for en, at jakken, inklusive tegnebogen med alle overlevelsesnødvendige plastickort og likvider, har fortsat rejsen alene.

Det skete for mig for femten år siden, men dramaet endte lykkeligt. Jeg forestillede mig vanemæssigt det værst tænkelige, men både jakke og tegnebog med uberørt indhold blev et par timer senere indleveret på endestationen, og min tiltro til menneskeheden blev automatisk opgraderet ved samme lejlighed.

I dag var jeg tæt på se mig nødsaget til at støve den gamle misantropi fra før den nævnte hændelse af. Jeg var henne for at fylde benzin på bilen, og da jeg havde betalt, kørte jeg videre til købmanden. Men da jeg skulle til at stå ud af bilen, var tegnebogen væk og absolut ingen steder at se. Tilbage til tanken i en helvedes fart, men her kendte de ikke noget til nogen tegnebog. En eller anden måtte have tilegnet sig den i et ubemærket øjeblik, da jeg lagde den fra mig på disken. Tilbage til privatboligen i en endnu mere helvedes fart og få spærret dankortet.

Da jeg havde sundet mig lidt, syntes jeg alligevel, at jeg ville prøve tanken igen. Nej, stadig ingen tegnebog, men damen bag disken – Vivi – tilbød at se overvågningsbåndet igennem for at få opklaret, hvad der var sket. Og der så man lige så tydeligt mig vandre ud af forretningslokalet med tegnebogen sikkert i hånden.

Altså måtte den være i bilen.

Det var den også. Der må stadig have været både liv og initiativ i den ko, der i sin tid lagde skind til tegnebogen, for en gennemgribende ransagning af bilens indre afslørede, at tegnebogen havde sneget sig ned på gulvet til højre for passagersædet og lagt sig bekvemt og næsten usynligt til rette mellem sædet og døren.

Jeg sender Vivi en dybfølt tak for, at mit forholdsvis milde menneskesyn er intakt. Tænk, at hun gad.

For resten er jeg ikke helt så indædt en modstander af overvågningskameraer, som jeg har været. Og Madames ubeherskede latter tager vel af med tiden.

5 kommentarer

Omvendt jul

af Uffe Jerner 24. december 2013

Min morbrors 190SL

En af fordelene ved at have nået min akrofobiske alder er – ud over at butiksansatte under 20 er begyndt at sige De og hr. til en – at det næsten er legitimt at tvangsindlægge sine omgivelser til den samme historie igen og igen. Ingen nænner at afbryde, uanset hvor mange gange de har hørt den, fordi de tror, at man ikke kan huske alle de gange, man allerede har fortalt den. De skulle bare vide! Men jeg har altså én god julehistorie, så hvorfor ikke benytte dagen i dag til at fortælle den en gang til. Det vil samtidig løfte sløret for, hvad en Mercedes 190SL, årgang 1961, har med julen at gøre:

Da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt, hvad der var britisk, og yndede at føre sig frem i engelsk oberst/landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til sit navn.

Der var selvfølgelig tilsvarende stil over juleaften. Påklædningen var smoking og lang kjole, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul med løftet glas og diskrete nik. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen altid stod på engelsk julekalkun all inclusive.

Én jul står særlig klart i min erindring:

Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødt til at køre hen efter en større ovn hos en smed i Ganløse, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til vildfremmede mennesker denne højhellige aften.

Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190SL, der lige nøjagtig havde plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held lige være i ovnen.

På det tidspunkt var klokken allerede mange, og kalkunen skulle have knapt fem timer i den lånte ovn, så vi måtte arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i den et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig adskillige gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: Den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet og slukkede lyset, slukkede hun også for ovnen.

Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele dyret.

God jul.

2 kommentarer

O, lad det stå

af Uffe Jerner 1. august 2012

01

Der er mange træer på vores grund. Mange høje træer. Det vil sige, der er ikke så mange, som der har været, og nu er der ét mindre. I sensommernattens underfundige halvmørke lagde det sig uden påviselig årsag til hvile på tværs af indgangen, og nu ligger det og venter på at blive parteret og fjernet af folk, der tager sig af den slags.

Vi købte huset på grund af de høje træer. I Danmark mener de fleste, at træer er til for at fældes, og det tog os lang tid at finde en grund i området, der ikke havde været udsat for en massakre. Men vi var glade, da det endelig lykkedes. Ja, euforiske! Det var som at bo midt i skoven, så tæt stod træerne. Det var det, vi havde drømt om.

– Det bliver skønt, når I får fældet alle de træer, sagde vores venner.

Vi har ikke fældet et træ frivilligt i den tid, vi har boet her, men det er tyndet voldsomt ud i bestanden siden den famøse novemberstorm i 1999. Vi vågnede om morgenen, trak gardinerne fra og kiggede ud på ti gigantiske træer, der lå på kryds og tværs i haven. Vi var grædefærdige. Flere af træerne havde så store og tykke stammer, at de hver især ville have pulveriseret taget, hvis de havde ramt huset. Det ville det træ, der væltede i nat, også have gjort, men det skete ikke. Ligesom det heller ikke skete alle de andre gange.

Jo, vi har været heldige, det har vi da. Men jeg savner vores faldne træer. Hvert eneste af dem.

12 kommentarer

Motorvejens herskere

af Uffe Jerner 1. februar 2012

02

En ganske almindelig motorvej med jævn trafik på en ganske almindelig dag uanset tidspunkt. Du vil gerne forbi ham, der ligger foran dig i overhalingsbanen. Måske kører han for langsomt uden at tænke over det, måske nyder han landskabet, eller måske har han bare 187 betonfliser i bagagerummet, som han skal bruge til sin nye terrasse i sommerhuset.

Hvad gør du? Måske kører du helt op bag ham, så der højst er to centimeter til hans bagsmæk, og demonstrerer på den måde din villighed til at risikere en ulykke, der vil sende jer begge direkte til de evige overhalingsbaner på få sekunder. Eller du giver ham måske hornet og en maskingeværsalve med det lange lys, så adrenalinproduktionen også stiger hos ham. Samtidig kan du kompensere for, at de betragter dig som en grå og inferiør eksistens inde på kontoret. De skulle bare se dig nu i åben kamp med en Corolla.

Og hvis han ikke giver sig, laver du en halsbrækkende overhaling indenom og svinger så tæt ind foran ham som overhovedet muligt, når du er forbi ham, ryster voldsomt på hovedet og banker dig på panden. Så forstår han nok, hvor stor en idiot han er.

Der er selvfølgelig rimelige begrundelser for at gøre som du gør:

  1. Du har et døende barn på bagsædet, og det er livsvigtigt, at det kommer på hospitalet snarere end straks.
  2. Der er ikke noget punkt 2.

Forestil dig nu, at det er dig, der sidder ved rattet i bilen foran, og der ligger en kraftidiot lige bag ved dig, der blinker og dytter som en besat. Du kører de tilladte 110 kilometer i timen, så du har retten på din side. Det er vigtigt at have ret. Det har idioten bagved ikke. Han overtræder reglerne, men heldigvis håndhæver du dem som den retskafne borger, du er. Du skal nok vise ham, hvordan man kører. Man kunne kalde din adfærd passiv aggression, men du kalder det at være i din gode ret. Du kunne også vælge at trække ind i den inderste vejbane, så han kunne komme forbi. Men hvorfor i alverden skulle du det? Der er kampe, der er værd at kæmpe og krige, der er værd at vinde.

Det er ikke nogen af de ovennævnte. Heller ikke selv om du har en BMW med sænket undervogn og brede dæk.

33 kommentarer

Når mænd græder

af Uffe Jerner 20. januar 2012

03

Rigtige mænd græder jo ikke. Og dog. Der findes situationer, fx begravelser, hvor det nærmest er upassende ikke at græde eller i det mindste fælde en diskret tåre, også selv om man er en mand. Spørgsmålet er bare, hvad det helt nøjagtigt er for tilfælde, hvor det er o.k. at vise, at ens hjerte ikke er gjort af uforgængeligt materiale.

Når jeg tager emnet op, er det fordi det forekommer mig, at min egen tilbøjelighed til at kaste et mere eller mindre gennemblødt håndklæde i ringen er taget til med årene. Om det skyldes, at jeg er blevet voksen og følsom, eller at jeg bare er blevet et sentimentalt gammelt fjols, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald bliver mine tårekanaler skyllet igennem oftere nu end før.

For det første er der visse film, der sætter standhaftige mænd på en hård prøve. Især amerikanerne er eksperter i at få én på gyngende grund ved hjælp af velvalgte og -placerede musikstumper. Her har jeg heldigvis oparbejdet en vis rutine i at bevare fatningen, fordi det er alt for gennemskueligt, at der bliver spekuleret i mine blødeste punkter. Og det går slet ikke an for en mand at sidde og flæbe over en kærlighedsfilm med tydelig adresse til et kvindeligt publikum. Skal man tude over en film, kan jeg kun komme i tanker om en lille håndfuld, hvor det er muligt at bevare værdigheden, hvis man bliver taget på fersk gerning med en fugtig øjenkrog. Finding Forrester, Døde poeters klub, Den grønne mil, den slags.

Men hvordan så med det virkelige liv? Her stødte jeg for nylig på en liste over legitime tårefældningssituationer for mænd, der tog sig nogenlunde sådan ud:

Når du frier til dit livs kærlighed, og hun siger ja.
Når I står ved alteret og lige er blevet viet.
Når du har deltaget i den sidste fodboldkamp, du nogen sinde kommer til at spille.
Når din elskede bil – især den første – bliver totalskadet.
Når din elskede hund eller hest dør.

O.k., tænkte jeg, da jeg nåede til sidste punkt, men hvad så med ens kat? Eller når katten kommer hjem efter seks døgn på farten, hvor man har svævet i total uvished om dens skæbne?

Aj. Det går sgu ikke.

15 kommentarer

Erotikken er død

af Uffe Jerner 12. januar 2012

04

I mange år har jeg haft min gang i en virksomhed, som for ikke så længe siden flyttede sit domicil til nye, arkitekttegnede stål- og glasbygninger i en betonørken uden for byen. Nu ligner det hovedsædet i et forsikringsselskab i stedet for det mediehus, det er. Det stereotype, kønsløse bygningsværk ville garanteret have fået Jacques Tati til at vende begge tommelfingre i vejret, og det ville have kriblet i hans øvrige fingre efter at komme til at lave Playtime II, hvis han ikke så effektivt var afskåret fra det.

Før udflytningen var vi et par hankønsvæsener, der løftede øjenbrynene en anelse over, at nogle af herretoiletterne var udstyret med klemmeanordninger og tilhørende poser beregnet til hygiejnebind. Det gør vi ikke længere, for i det nye domicil er toiletterne ikke kønsopdelte – der er fri adgang for alle trængende overalt, og der hænger poser med unævneligt indhold i hvert eneste aftrædelsesrum.

Man kan vel sige, at der i det mindste er indført toiletmæssig ligestilling på arbejdspladsen, men jeg synes ikke, det er nogen god idé at fraternisere på den måde på toiletfronten. Hvis vi skal opretholde bare et minimum af mystik og respekt – tilsammen kaldet erotik – i omgangen med det andet køn, går det simpelt hen ikke, at der slet ingen hemmeligheder er for høre- og andre sanser. Selv om jeg måske nok kan have en mistanke om, at der ikke er den helt store forskel på maskuline og feminine lydeffekter på det pågældende område, har jeg ikke lyst til at få det dokumenteret så direkte og utvetydigt. Godt nok er der både vægge mellem båsene og døre, der kan lukkes, men som enhver ved, lader lydisoleringen i nybyggeri meget tilbage at ønske.

Jeg mindes med gru et højskoleophold i min tidlige ungdom, hvor der var den samme joviale tilgang til toiletspørgsmålet. En dag, da jeg stod og vaskede hænder efter endt mission, kom holdets mest sexede og indtagende pige ind ad døren, vrikkede forbi mig med et ’hej’ og låste sig inde i et af aflukkerne, hvor der var åbent både foroven og forneden. Øjeblikket efter lød der en eksplosion derindefra, som fik ruderne til at klirre. Behøver jeg at sige, at resten af mit højskoleophold var spoleret på grund af distraherende associationer, der trængte sig på, hver gang jeg så hende? Hvor jeg tidligere havde gjort alt, hvad jeg kunne for at løbe ind i hende, havde jeg nu travlt med at undgå hende for enhver pris.

Kort sagt: jeg er alvorligt bange for, at fælles toiletter er en tikkende bombe under pardannelsen på større arbejdspladser (og højskoler), og på længere sigt vil det gå ud over reproduktionen, der i forvejen er hastigt på retur. Lad os få de kønsopdelte toiletter tilbage, så vi kan sikre menneskehedens bevarelse i hvert fald et par generationer endnu.

Til gengæld er jeg villig til at se igennem fingre med hygiejnebindsposer på herretoiletterne.

8 kommentarer

Tung var min barndoms tærte

af Uffe Jerner 9. januar 2012

05

Da jeg for uhyrligt mange år siden trådte mine barnlige hjemmesko i udkanten af Aalborg (‘futsko’ på de breddegrader) var der noget, der hed en dagmartærte, som man købte hos bageren om søndagen, når man skulle have gæster. Det var en flerepersoners tung og klistret, rund konstruktion af wienerbrødsdej med nogle mindre, glasurbelagte cirkler ovenpå, og den dryppede uhæmmet af fedtstof, når man spiste af den.

En rødglødende sommerdag i midten af det forrige århundrede, da jeg stod ude på gaden i en københavnsk forstad og betragtede det sørgelige syn af alle vores sammenstuvede møbler, der ét for ét blev båret fra flyttebilen og ind i det tomme hus, som skulle være vores fremtidige hjem, blev jeg af min mor sendt til bageren efter en dagmartærte til kaffen. Jeg var seks år og forbandt ikke ordets første led med et pigenavn, og jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad en tærte var. I øvrigt udtaler nordjyder, som vi jo var, ikke ‘e’ i enden af et ord, så for mig var ’dejmortært’ bare det kodeord, der skulle til for at udløse den aktivitet i en bagerbutik, som var forudsætningen for at man kunne forlade butikken igen med den kage, man havde haft i tankerne, da man sagde ordet.

Men på den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, og det gjorde ingen forskel, at jeg blev ved med at gentage mit ’dejmortært’. Tårerne var for længst begyndt at brænde bag øjeæblerne, da jeg i sidste øjeblik, inden gråden fik overtaget, opdagede dét, jeg var kommet efter, i vinduet. Jeg pegede på dagmartærten og sagde halvkvalt: ’Så’n én’. ’Nårh,’ svarede damen, ’en smørkage!’ og en sten så tung som kagen selv faldt fra mit hjerte.

Siden har jeg ikke taget hverken ‘dejmortært’ eller ‘dagmartærte’ i min mund, lige så lidt som jeg nogen sinde er stødt på ordet her på højre side af Storebælt. Men hvad skimtede jeg ud af øjenkrogen forleden dag under mit indkøbsraid sådan rundt regnet 50 år efter, da jeg på ilsomt fjed passerede bagerafdelingen i Kvickly? Et skilt med følgende ordlyd:

UGENS TILBUD
DAGMARTÆRTER
PR. STK. 34,-

Jeg gennemstrømmedes selvsagt af blandede følelser ved synet af skiltet, men modstod alligevel fristelsen til at hjemføre et eksemplar af den famøse tærte. I den mellemliggende tid har min myndige frue nemlig for længst belært mig om konsekvenserne af at sætte tænderne i den slags livstruende klumper af transfedtsyrer.

Derfor vil jeg nøjes med at glæde mig over, at afstanden mellem landsdelene også sprogligt er blevet kortere i de mellemliggende år og vente spændt på at høre om de første politianmeldelser mod Kvickly for uagtsomt manddrab på grund af fremstilling og salg af dødbringende tærter. Og i øvrigt bede til, at jeg ikke selv en skønne dag får en i hovedet.

6 kommentarer