Tung var min barndoms tærte

af Uffe Jerner 9. januar 2012

05

Da jeg for uhyrligt mange år siden trådte mine barnlige hjemmesko i udkanten af Aalborg (‘futsko’ på de breddegrader) var der noget, der hed en dagmartærte, som man købte hos bageren om søndagen, når man skulle have gæster. Det var en flerepersoners tung og klistret, rund konstruktion af wienerbrødsdej med nogle mindre, glasurbelagte cirkler ovenpå, og den dryppede uhæmmet af fedtstof, når man spiste af den.

En rødglødende sommerdag i midten af det forrige århundrede, da jeg stod ude på gaden i en københavnsk forstad og betragtede det sørgelige syn af alle vores sammenstuvede møbler, der ét for ét blev båret fra flyttebilen og ind i det tomme hus, som skulle være vores fremtidige hjem, blev jeg af min mor sendt til bageren efter en dagmartærte til kaffen. Jeg var seks år og forbandt ikke ordets første led med et pigenavn, og jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad en tærte var. I øvrigt udtaler nordjyder, som vi jo var, ikke ‘e’ i enden af et ord, så for mig var ’dejmortært’ bare det kodeord, der skulle til for at udløse den aktivitet i en bagerbutik, som var forudsætningen for at man kunne forlade butikken igen med den kage, man havde haft i tankerne, da man sagde ordet.

Men på den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, og det gjorde ingen forskel, at jeg blev ved med at gentage mit ’dejmortært’. Tårerne var for længst begyndt at brænde bag øjeæblerne, da jeg i sidste øjeblik, inden gråden fik overtaget, opdagede dét, jeg var kommet efter, i vinduet. Jeg pegede på dagmartærten og sagde halvkvalt: ’Så’n én’. ’Nårh,’ svarede damen, ’en smørkage!’ og en sten så tung som kagen selv faldt fra mit hjerte.

Siden har jeg ikke taget hverken ‘dejmortært’ eller ‘dagmartærte’ i min mund, lige så lidt som jeg nogen sinde er stødt på ordet her på højre side af Storebælt. Men hvad skimtede jeg ud af øjenkrogen forleden dag under mit indkøbsraid sådan rundt regnet 50 år efter, da jeg på ilsomt fjed passerede bagerafdelingen i Kvickly? Et skilt med følgende ordlyd:

UGENS TILBUD
DAGMARTÆRTER
PR. STK. 34,-

Jeg gennemstrømmedes selvsagt af blandede følelser ved synet af skiltet, men modstod alligevel fristelsen til at hjemføre et eksemplar af den famøse tærte. I den mellemliggende tid har min myndige frue nemlig for længst belært mig om konsekvenserne af at sætte tænderne i den slags livstruende klumper af transfedtsyrer.

Derfor vil jeg nøjes med at glæde mig over, at afstanden mellem landsdelene også sprogligt er blevet kortere i de mellemliggende år og vente spændt på at høre om de første politianmeldelser mod Kvickly for uagtsomt manddrab på grund af fremstilling og salg af dødbringende tærter. Og i øvrigt bede til, at jeg ikke selv en skønne dag får en i hovedet.

Der er 6 kommentarer:

  1. 10. januar 2012wildskud skriver:

    Således har jeg selv stået i fortvivlelse over at måtte konstatere, at en bagerbutik i Dalum (Odense) ikke havde spandauer på programmet, for der efter at konstatere, at sådan en slambert altså hedder en fastelavnsbolle, -og på dén konto modtaget fornærmelsens lynende øjne, da jeg udtrykte min forbløffelse…… Endvidere har jeg set en stakkels Silkeborgensisk bagerjomfru blive overdænget med mishagsytringer, på sjællands tungemål, fordi hun var så imbecil, at hun ikke fattede, at trøfler altså hedder romkugler.
    Særligt beklageligt finder jeg det, i øvrigt, at man i de jydske “sevenelleven”-butikker har bestemt sig for, at den ellers så fortrinlige Kjøwenhawnerbirkes, nu skal hedde Jysk The-birkes….. -med H.

  2. 10. januar 2012Uffe Jerner skriver:

    I sandhed horrible eksempler! ‘Foreningen til Fælles Fodslaw i Bagerbranchen uden Hensyn til Geografisk Placering’ bør snarest indkalde til stiftende generalforsamling.

  3. 10. januar 2012Peter Pedal skriver:

    Jeg kan desværre ikke læse din sikkert udmærkede posting, fordi den giver mig en ubændig trang til wienerbrød.

    Jeg køber det aldrig mere, og sådan må det gerne være.

  4. 10. januar 2012Uffe Jerner skriver:

    Keep up the good work!

  5. 11. januar 2012camlarsch skriver:

    Det minder mig om, da min veninde fra Jylland var flyttet til København. For at sondere terrænet måtte vi jo besøge den lokale bager, og hun stod nysgerrigt og kiggede på deres udvalg. Og hendes blik faldt på en for hende ukendt type kage.
    “Hvad mon det er for en?”, spurgte hun på ravjysk.
    Bagerjomfru af tyggegummityggende, teenagetype nærmest himlede, da hun svarede: “Det’ da et studenterbrød!”
    Min veninde rødmede betragteligt, og jeg grinede så meget, at jeg næsten ikke kunne forstå hendes forklaring af, at de altså ser anderledes ud på den anden side af Storebælt.

  6. 11. januar 2012Uffe Jerner skriver:

    Studenterbrød, ak ja! Gad vidst om det findes endnu …

Skriv en kommentar: