Underlige aftenlufte

af Uffe Jerner 3. december 2011

Glædelig jul

Julefrokosten er et aftenselskab, og det er mørkt, allerede da jeg ankommer til det fine hotel med udsigt over sundet. Jeg kender kun få af deltagerne, der alle er diskret velklædte og præsenterer deres partnere og sig selv i korrekt rækkefølge. Luften er mættet af parfume og dyr aftershave.

Jeg har fået en kvindelig præst til bords, som skiller sig ud fra selskabet på flere måder. Hendes påklædning er mindre prætentiøs, og hvis hun bruger parfume, har den kun begrænset rækkevidde. I hvert fald bemærker jeg den ikke. Vi taler godt sammen, men efter en halv times tid bliver jeg distraheret af en syrligt-rådden lugt, og hverken jeg eller min borddame lader sig mærke med det. Lugten forsvinder ikke, og det er ikke muligt at lokalisere den. Tilmed tager den til i styrke, og efter endnu et kvarters tid finder jeg et påskud for at gå udenfor og trække frisk luft.

Der er ikke andre på terrassen. Jeg står i den kolde aften og kigger over på parkeringspladsen, der ligger på den anden side af den sjappede græsplæne, jeg skråede over, da jeg ankom. Lugten, som jeg har forsøgt at undslippe, er der stadig.

Jeg bøjer højre ben og vender foden opad, så jeg kan se min skosål. I svangen sidder der en stor, blød hundelort.

Der er 4 kommentarer:

  1. 3. december 2011Thomas skriver:

    Jeg bemærker mig at du er oppe og post blogindlæg kl 11 efter en julefrokost. Ikke så skidt..

  2. 3. december 2011Uffe Jerner skriver:

    Vi er nogle, der godt kan more os uden osv.

  3. 3. december 2011Wildskud skriver:

    ….. og det er så derfor såvel dette som hint etablissement løber tør for den ene vin og må ty til en anden, som aftenen skrider frem? -Som tjeneren i øvrigt åbenbart heller ikke kan hitte ud af at hælde i det rigtige glas ? Jo, det emmer skam af mådehold…..

  4. 3. december 2011Uffe Jerner skriver:

    Opmærksomme og forstående læsere er altid en fornøjelse.

Skriv en kommentar: