Skyggen i badeværelset

af Uffe Jerner 29. november 2011

Vid og sans

Ud af den ene øjenkrog ser jeg pludselig en mørk skygge, der glider hen over badeværelsesgulvet med lynets hast, men da jeg vender mig om, kan jeg ikke få øje på noget. Jeg lægger tandbørsten fra mig og gransker gulvet minutiøst. Der er intet unormalt at se. For en sikkerheds skyld ser jeg også efter bag ved håndklædereolen, der står næsten helt inde i det ene hjørne. I samme øjeblik jeg rører reolen, farer skyggen diagonalt hen over gulvet igen og bliver standset af det modsatte hjørne, der forhindrer den i at komme videre. Nu sidder der en skovmus i hjørnet og kigger op på mig.

Jeg rækker ud efter et håndklæde. Det er min plan at fange musen ved at kaste håndklædet hen over den, men musen er for hurtig. Før håndklædet rammer gulvet, er den er igen ovre under håndklædereolen. Tror jeg. Jeg kan ikke finde den.

Efter ti minutters søgen opdager jeg, at musen sidder og kryber sammen bag radiatoren på det beslag, der holder radiatoren fast til væggen. Her kan jeg ikke nå den, og jeg henter et kosteskaft, som jeg kan stikke ind i mellemrummet mellem radiatoren og væggen og pirke til musen med. Inden kosteskaftet strejfer den, er den væk igen og sporløst forsvundet.

Jeg tager stakken med håndklæder og giver mig til at folde hver enkelt håndklæde ud efter tur. Det tager yderligere fem minutter og giver ikke noget resultat.

Så hører jeg en lyd. En lille lyd, bare en svag skraben. Den kommer fra toilettet, og da jeg slår låget op, ligger musen og gisper i vandkanten. Jeg løber ud af badeværelset for at hente noget at fiske den op med.

Da jeg kommer tilbage, gisper musen ikke længere. Den ligger livløs i vandet.

Der er 6 kommentarer:

  1. 30. november 2011Uden Relevans skriver:

    Aw…da jeg var barn tvang jeg min far til at slippe en markmus løs, jeg havde fanget den ved at sætte en spand over den. Farmand ville baske den med skovlen, men det ville jeg ikke have.

    Takket være mig er der nu 45000 flere mus i Nordsjælland, hvis det da var en hunmus.

  2. 30. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Det er i orden! Jeg ville have gjort det samme, men kom altså for sent …

  3. 1. december 2011Wildskud skriver:

    Frygt ej at stå i lort til albuerne. Du kunne tænkes at være redningsplanke for en, der står i lort til halsen.

  4. 1. december 2011Uffe Jerner skriver:

    Noteret.

  5. 3. december 2011Thomas skriver:

    1 point for ikke at skrive “musestille”.

  6. 3. december 2011Uffe Jerner skriver:

    :-)

Skriv en kommentar: