Det farlige liv på nettet

af Uffe Jerner 27. november 2011

Seler og livrem

Hvis man vil være lykkelig, er der tre ting, man skal undgå at skifte ud alt for ofte, fordi det giver en farlig masse bøvl: sin ægtefælle, sin bopæl og sin computer. De to første punkter kan man altid indrette sig efter med lidt snilde. Det er punkt tre, der er udfordringen. En computer begynder at degenerere fra det øjeblik, man tilslutter den, og blive langsommere og langsommere for hver dag. Man opdager det ikke, fordi det sker så småningom, og efter et par år har man vænnet sig til, at man kan gå ud og lave en kop kaffe i den tid, der går fra man har tændt computeren, til at man kan komme til at se sin mail. Man ved godt, at det ikke er, som det skal være, men man skyder det fra sig, fordi man ved af erfaring, hvad der venter en, hvis man giver computeren dødsstødet og skal til at rigge en ny til. Og kaffen skal man jo have alligevel. Og så travlt har man jo heller ikke. Og den fungerer jo trods alt efter hensigten. Sådan da.

I sidste uge var jeg nået dertil, hvor jeg kunne tilberede en treretters menu og indtage den uden at være helt sikker på, at computeren var klar til brug, når jeg også havde vasket op og drukket en kop kaffe. Så nu har jeg fået ny computer.

Egentlig gik det forbløffende hurtigt med at få flyttet filer og programmer over. Det, der tog tiden, var at registrere, huske, holde rede på og indtaste brugernavne og koder på hvad som helst. Og så var det, jeg kom til at tænke på, hvor lidt vi stoler på hinanden, når det gælder computere og internetforbindelser. Når vi ikke sidder ved computeren, er det utroligt så meget tillid, vi har, især når det er bekvemt for os at have tillid. Om sommeren, når det er for varmt, lader jeg gladelig døren stå åben ud til haven om natten, og i princippet kan hvem som helst vade ind. Vi sætter os ind i bilen og bevæger os med mindst en kilometer i minuttet på stærkt trafikerede veje fyldt med mennesker, der befinder sig i en ukendt følelsesmæssig og kemisk tilstand. Hele tiden kommer vi så tæt på dem, at bare en lille, utilsigtet bevægelse kan slå os og en hel masse andre mennesker ihjel, og alligevel gør vi det, fordi det er hurtigere end at tage bussen. Vi har tillid. Og det mest utrolige af det hele er, at det som regel går godt. Der sker ikke noget, og vi slipper levende fra det. Vi spiser på restauranter uden først at inspicere køkkenet. Vi sætter os op i flyvende metalcylindre og rejser tusindvis af kilometer og stiger ind i taxaer med folk ved rattet, som vi overhovedet ikke kender. Måske har de skumle hensigter, og der er ingen Norton eller McAfee til at redde os.

Det er et under, at nogen af os overhovedet har overlevet så længe som det tager at lave en kop kaffe.

Der er 2 kommentarer:

  1. 2. december 2011Anne Lindholt Ottosen skriver:

    Søde kære Uffe,

    Du skrev altså det samme, da du skiftede computer sidst. ;-) (Og dine overvejelser gjorde et stort indtryk på mig, så derfor kan jeg huske det.)

  2. 3. december 2011Uffe Jerner skriver:

    Jeg er ked af, hvis det har mistet sin værdi i mellemtiden.

Skriv en kommentar: