Liv og død i overhalingsbanen

af Uffe Jerner 25. november 2011

Wroom

I bakspejlet kan jeg se en sort bil nærme sig med stor fart, og på et øjeblik ligger den så tæt bag ved mig, at jeg ikke kan se nummerpladen. Bilen forsøger at presse mig, men jeg har ikke mulighed for at sætte hastigheden op. Foran mig kører en halv snes andre biler i kø på landevejen, som er smal og bugtet, oversigtsforholdene er dårlige, og der kommer hele tiden modkørende biler. Føreren af den sorte bil bag mig ryster demonstrativt på hovedet.

På et lige stræk er der pludselig fri bane overfor, men der er en høj bakke forude. Den sorte bil flytter sig i et ryk over i den modsatte vejbane, passerer mig med brølende motor og fortsætter med at overhale de næste biler. Kort før bakken er der et helle. Den sorte bil kører venstre om, og et øjeblik efter er den på vej op ad bakken, mens den overhaler den ene bil efter den anden.

Lige inden den når toppen, vokser førerhuset på en lastbil op bag bakken. Den sorte bil speeder op og fortsætter direkte mod lastbilen, der tænder alle projektører. De øredøvende kompressorhorn på taget tuder uafbrudt. Jeg ser for mig, hvordan den sorte bil frontalt rammer lastbilens kølergitter og forestiller mig lyden af metal mod metal og glas, der knuses. Men det sker ikke. I sidste øjeblik får den sorte bil presset sig ind foran den forreste bil i køen og forsvinder op over bakken. Lastbilens horn høres stadig.

To kilometer længere henne er der rødt lys. Jeg stopper og giver mig til at vente på grønt bag ved den sorte bil.

Der er 7 kommentarer:

  1. 25. november 2011Lone Nielsen skriver:

    Et gæt: Det var en mand……. ?

  2. 25. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Det kan du bande på, at der var.

  3. 26. november 2011Pernille skriver:

    Mit mantra i sådanne situationer er:
    “Når det sker, lad det være en soloulykke”

  4. 26. november 2011Uden Relevans skriver:

    @Pernille. Amen! og lad det være en mur i stedet for et træ. ^^

  5. 1. december 2011Wildskud skriver:

    Jeg oplever tilsvarende næsten dagligt på min tur fra Hammel til Århus Centrum….. Jeg Plejer for provokations skyld, når jeg har haft gestikulationskontakt med en sådan et tågehorn af en bilist forud for en hassarderet overhaling, at investere et par minutter i en lille omvej, udelukkende for at trække stille og roligt op ved siden af ham i højre- eller venstresvingsbåsen og hilse venligt på ham og med et lettere perfidt, men stadig venligt, blik at informere ham om, at jeg skam nåede frem i tide. Det er lejlighedsvist lykkedes mig at nå ham (for det plejer at være mænd) ved næste lyskryds og holde bag ved, ivrigt stirrende i hans bakspejl, i håbet om at få øjenkontakt, og vinke ivrigt og tutteluuuu-agigt. Den slår aldrig fej…. Man kan tydeligt se sikringsgruppe A-14 fise af i låget på ham…… Kostelig underholdning hver gang og stort set gratis.

  6. 1. december 2011Uffe Jerner skriver:

    Tak for tippet!

  7. 3. december 2011Twomasc skriver:

    Tænker tit det samme som Pernille.. Og noget med at få renset ud i genpoolen.. Håber ikke idioten har unger..

Skriv en kommentar: