Blodig formiddag

af Uffe Jerner 21. november 2011

Damn!

Det varme vand i vaskekummen får spejlet til at dugge. Jeg tørrer spejlet af med håndklædet, og et øjeblik efter står jeg igen ansigt til ansigt med mig selv. Den nederste halvdel af ansigtet er dækket af barberskum, bortset fra læberne. I højre hånd holder jeg skraberen, som jeg lige har sat et nyt barberblad i. Jeg har barberet mig på den måde i mere end tredive år. Det er ikke noget, jeg har lært af andre. Jeg har fundet ud af, hvordan man bærer sig ad ved at forsøge mig frem, og jeg har aldrig skåret mig.

I går opdagede jeg, at den måde, jeg har barberet mig på i alle årene, er helt forkert. En illustreret artikel i et blad beskrev i detaljer, hvordan en korrekt vådbarbering skal udføres. Det meste stemte overens med min egen metode, men på ét punkt har jeg hver dag begået den samme fejl. Barberbladet skal følge skæggets groretning under hele barberingen, men under hagen har jeg altid ført skraberen imod groretningen. Desuden er jeg ikke sikker på, at jeg altid har holdt barberbladet i en vinkel på nøjagtig tredive grader som foreskrevet.

I dag har jeg sat mig for, at jeg vil følge artiklens anvisninger. Jeg fører skraberen op til højre kind, hvor jeg altid begynder, lader barberbladet trænge gennem skummet i en vinkel på tredive grader og trækker skraberen nedad. Barberbladet glider let de første tre centimeter, men stopper derefter brat. Det har sat sig fast i huden, og jeg mærker en sviende smerte.

Jeg lægger skraberen fra mig på kanten af vaskekummen, bøjer mig forover og skyller skummet af ved at pjaske vand på kinderne med begge hænder. Da jeg har tørret ansigtet, river jeg et hjørne af et stykke toiletpapir og presser det mod flængen. Det hvide papir bliver hurtigt helt rødt.

Jeg skifter det og bestemmer mig til at blive hjemme.

Der er 4 kommentarer:

  1. 21. november 2011Uden Relevans skriver:

    En ny kost fejer bedre, men den gamle kender hjørnerne?

    Jeg har bestilt en ny shaver i julegave, jeg er ikke skrabermand.

  2. 21. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Tillykke, Morfar! Den slags er desværre langt over mit niveau …

  3. 23. november 2011Thomas skriver:

    Jeg barberer mig under bruseren – uden brug af skum. Først den ene vej og så den anden vej. Atjuw atjuw og skomagerdreng. Har ingen ide om hvad som kommer først eller sidst, eller retning. Mærker efter i ansigtet og tager forskellige retninger til alt er klaret.

  4. 23. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Thomas, du er en hård hund!

Skriv en kommentar: