De galante pindsvin

af Uffe Jerner 19. november 2011

En blandet fornøjelse

Vi var et lille, sluttet selskab, der havde forvildet os ind på en semimondæn restaurant nord for København. Sådan et sted, hvor tjeneren andægtigt redegør for en hvilken som helst rets tilblivelse i detaljer, fra råvarernes indlevering i køkkenet om morgenen over kokkens eksistentielle kvaler sidst på eftermiddagen til det endelige, sublime resultat, der nu befinder sig på tallerkenen foran en. Vinen skænkes op i elegante, alt for rummelige glas, men kun så bunden netop er dækket, og man må gribe til selvtægt, når tjeneren har vendt ryggen til.

Vores tjener overholdt ritualerne til punkt og prikke. Til at begynde med. Men én flaske vin er lige i underkanten til fire, der kender hinanden godt og ikke har set hinanden længe, og da vi kom til flaske nummer to, indtraf katastrofen.

Det viste sig at være etablissementets sidste flaske Ripasso, vi havde delt, hvorfor man desværre så sig nødsaget til at anbefale os en anden vin af en fuldstændig anden herkomst og karakter. Eftersom vi ikke havde noget andet valg, accepterede vi forslaget, og da der stadig var en anelse tilbage i glassene, da vi bestilte den supplerende flaske, blev der stillet fire friske glas på bordet ved siden af de fire, der stod der i forvejen. Herefter blev der hældt op. Det gik fint med de tre første glas, men ved det fjerde, som var mit, blev vores tjenende ånd øjensynlig ramt af et mentalt strømsvigt og mistede overblikket over de otte glas. Jeg fik derfor skænket op i mit gamle glas oven i Ripassoen, uden at tjeneren registrerede fejltagelsen. Det gjorde vi andre til gengæld, og vi skulle lige til at fremsætte en indigneret protest i kor – der var trods alt tale om en ikke helt ubetydelig udskrivning – da vores blikke i et nanosekund strejfede hinanden og hjalp os til en rask beslutning: ‘Vi bider smerten i os og siger ingenting!’ lød den uhørlige, men utvetydige musketered. Vi nænnede ganske enkelt ikke at udsætte vores mundskænk for ydmygelsen.

Den mindeværdige oplevelse er årsagen til, at jeg nu uimodsagt kan gøre gældende, at en utilsigtet Ripasso/Beaujolais-sammenstikning under de rette omstændigheder og med lidt god vilje smager ganske fortrinligt, for det ville aldrig falde nogen med forstand på de dele ind at efterprøve påstanden.

Til gengæld er jeg ikke sikker på, at den kollektive overbærenhed ville have indfundet sig med helt samme styrke, hvis ikke tjeneren havde været både munter, behagelig, ung, smuk og … af hunkøn.

Der er 2 kommentarer:

  1. 19. november 2011Twomasc skriver:

    Lyder som noget jeg kunne finde på. Ah, at tæller sine svagheder som dyder. Men forstår ikke din brug af ordet pindsvin..

  2. 19. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Det gør jeg egentlig heller ikke – brugte bare en gammel/forældet talemåde. Se eventuelt http://i44.tinypic.com/29bj910.gif

Skriv en kommentar: