En ignorants bekendelser

af Uffe Jerner 16. november 2011

Andagt

Som barn hadede jeg at gå på museum. Desværre tyder noget på, at jeg er gået i stå i min udvikling på et tidligt tidspunkt, for det har ikke ændret sig mærkbart med årene. Den stillestående luft, alle spadseredragterne og den dødlignende atmosfære giver mig stadig åndenød, og tiden slæber sig af sted som en gangbesværet dræbersnegl, der forsøger at slå tiden ihjel uden større entusiasme. Måske skyldes mit ubehag, at hovedattraktionen på de fleste museer er malerier, og her følger en tilståelse, som bør forblive en hemmelighed mellem dig og mig af hensyn til det image, jeg forsøger at skabe mig: malerier har aldrig kunnet aftvinge mig bare en svag skygge af interesse andet end som et dekorativt indslag i boligindretningen. Somme tider.

Jeg er sikker på, at det kan være en overordentlig hyggelig beskæftigelse at stå og male på et stykke lærred for den, der fører penslen, og måske kan vedkommende endda stive selvtilliden en smule af, når det lykkes at få figurerne på lærredet til at ligne noget, der kan genkendes fra virkeligheden. Medmindre selvfølgelig, at penselføreren fra starten har givet afkald på den mulighed ved at bekende sig til den nonfigurative kunst, hvor det kan være fuldstændig ligegyldigt, hvad det ligner, bare man selv er fornøjet med farvesammensætningen og penselstrøgenes placering i forhold til hinanden. Heller ikke den fornøjelse kunne jeg drømme om at underkende, men beklageligvis er der endnu ingen, der har formået at få den til at forplante sig til mit følelsesregister. Kort sagt: malerier siger mig ikke noget som helst, og jeg ved godt, at jeg er en ignorant, but that’s the way it is.

Alligevel hænder det – som nu i går – at jeg frivilligt betræder en museumsbygning, hvor der hænger malerier på væggene. Når man lever i et parforhold, hører det med til arrangementet, at man af og til gør noget sammen, som den anden har lyst til, uden at man nødvendigvis selv er ovenud begejstret. Man gør det, fordi man sætter pris på selskabet, og på et tidspunkt bliver balancen forhåbentlig genoprettet. Noget for noget.

I den forbindelse har jeg udviklet en effektiv overlevelsesstrategi, som jeg gerne videregiver:

Mine studier i selvhjælpslitteraturen har lært mig, at man altid skal give sig selv en belønning, når man har ydet en særlig indsats eller overstået noget ubehageligt, og det er vigtigt at kende belønningen, inden man giver sig i kast med projektet, så man har noget at se frem til. Derfor aftaler jeg altid med Madame på forhånd, at vi afslutter den museale horisontudvidelse med at indtage et udsøgt måltid på museets som regel udmærkede spisested.

Desværre ligger der en times ørkenvandring eller mere forude, inden vi når så langt, men jeg har opdaget, at man kan afkorte tiden mentalt ved hjælp af en lille gætteleg. I stedet for at betragte malerierne på væggen, studerer jeg det udtryk, der står malet i ansigterne på museumsgæsterne, når de ærefrygtigt bevæger sig fra den ene ophængte ramme til den anden. Herefter går det ud på at gætte, hvem af de besøgende, der er til stede udelukkende af interesse for kunstværkerne, og hvem af dem, der kun er med, fordi de har lavet den samme aftale med deres ledsager som jeg. Det giver altid nogle interessante diskussioner, når vi er i mål og har sat os til rette med kniv og gaffel, og vinen perler i glasset.

Louisianas restaurant er kongen, men cafeen på Ordrupgaard er heller ikke af vejen.

Der er 2 kommentarer:

  1. 18. november 2011Bettina Sandfær-Andersen skriver:

    Hehe, du er bestemt ikke ene om den holdning til museer :)

  2. 18. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Bettina, du er en ven!

Skriv en kommentar: