Støver det stadig?

af Uffe Jerner 13. november 2011

De higer og søger ...

Så endte det alligevel med, at jeg pudsede hornbrillerne, iførte mig den gamle, sildebensvævede tweedjakke og tog på BogForum, for den slags trækker jo altid i en gammel læsehest. Ikke så meget på grund af bøgerne og alt gøglet, men det er altid hyggeligt at trave en runde i manegen og hilse på gamle kolleger, så man kan forvisse sig om, at der stadig er verdener, hvor alt står stille, og intet forandrer sig. Sådan er det, og sådan skal det være. Bogverdenen tegner sig stadig for en pæn share, når det gælder blege, verdensfjerne særlinge, den lugter stadig af gammel skuffe, og alligevel har den samtidig et skær af glamour over sig. Lidt i hvert fald.

I et svagt øjeblik kan man godt komme til at længes tilbage, og så er det, at der er brug for at minde sig selv om, hvordan det var at være forlagsredaktør. De fleste mennesker har en forestilling om, at sådan en sidder fordybet fra morgen til aften ved sit skrivebord og redigerer bøger, og alting foregår adagio ma non troppo. Not! En forlagsredaktør tilbringer dagen med at besvare mails, tage telefoner, koordinere kalendere, slukke ildebrande, nurse forfattere og sikre sig, at alle de andre afdelinger og trykkeriet foretager sig det, de skal. Det gør de ikke. Imens vokser bunkerne med manuskripter støt, og aftenerne og weekenden går med at ræse mere end læse dem igennem.

Fritid er med andre ord ikke et begreb, der opereres med i forlagsredaktørens tilværelse. Til gengæld er lønnen lav, men ganske vist væsentlig højere end en gennemsnitsforfatters. Det er muligvis en slags kompensation for, at det altid er forfatteren, der løber med æren for de sproglige ansigtsløftninger og behændige omrokeringer i teksten, som han tror er hans egne, men i virkeligheden er et resultat af redaktørens lyssky virksomhed. En forlagsredaktør, der ikke kan leve med mørkets gerninger og trives under anonymitetens kåbe, har valgt den forkerte profession.

Det glamourøse er med andre ord til at overse. Eller rettere var til at overse, for man kan håbe på, at et og andet trods alt har ændret sig i mellemtiden. Dengang for tyve år siden var der godt nok ind imellem redaktører, der fik arbejdstiden til at gå med at hænge ud på cafeerne og rende til reception med Suzanne Brøgger og Ib Michael i ét væk. Men der var med garanti flere, der stjal mælk og toiletpapir på kontoret for at få økonomien til at hænge sammen og kun gik til receptioner, fordi der var gratis pindemadder.

Endnu ingen kommentarer.

Skriv en kommentar: