Mit liv som installationskunstner

af Uffe Jerner 7. november 2011

Forleden så jeg en hårrejsende historie på nettet om en tysk rengøringskone på et kunstmuseum i Dortmund, som ved en fejltagelse var kommet til at rengøre et plettet gummitrug, der viste sig at være en del af en kunstinstallation til 6 millioner kroner. Nu hvor hun har fjernet pletterne, er kunstværket kaput, fordi det er umuligt at føre det tilbage til sit oprindelige udtryk.

Et øjeblik troede jeg, at installationens ophavsmand var mit store forbillede Marco Evaristti, der på sine gamle dage var nået frem til et mindre spektakulært formsprog, men heldigvis tog jeg fejl. Gennem årene har Evaristti som bekendt spredt lys og glæde på sin vej med guldfisk i blendere, heroin, kanyler, ligposer, henrettelse, rotter, terror, prostituerede, blod, bildæk, smadrede køretøjer, lemlæstede trafikofre, aids, sperm, blodtransfusion, hygiejnebind, skydevåben, bomber, kemikalier, brugte kondomer og lolitadukker. Kritikere har kaldt hans værker hule provokationer og selvpromovering, men intet kunne være mere forkert. Der må trods alt være lettere måder at gøre sig bemærket på end ved egenhændigt at påtage sig det slidsomme arbejde med at levere sæd til over 100 reagensglas i en installation. Seneskedehindebetændelse er ikke noget at spøge med.

Det var et scoop, dengang Evaristti brugte tre millioner på at opkøbe originale malerier og litografier af kunstnergruppen COBRA for selv at male på dem. Til gengæld ærgrer det mig den dag i dag, at han måtte opgive sin plan om at fodre guldfisk med det frysetørrede lig af en henrettet amerikansk fange, fordi fangen desværre fik omstødt sin dødsdom.

Men for nu at komme til sagen har jeg selv ladet mig inspirere af Evaristtis værker her i weekenden med nogle installationer, jeg har arbejdet på i flere minutter. Min tanke er at reaktualisere kunstens relevans i et nutidigt kulturelt rum gennem mit valg af temaer og materialer ud fra den betragtning, at finkulturens æstetiske erkendelse er forankret i en moralsk indstilling, der forudsætter afsavn og afstandtagen fra den naturlige og sociale verdens nødvendigheder. Gennem mine værker vil jeg åbne for æstetisk erkendelse og nye perceptionsformer:

  • Min første installation er en elinstallation. Jeg har sat strøm til en gammel Wegner-stol, og herefter er det op til publikum, om de tør sætte sig i den. De får selvsagt kun muligheden én gang.
  • Jeg har spærret en kat inde i en vaskemaskine. Katten hedder Emma, og installationen har jeg kaldt Trilemma, eftersom publikum har hele tre valgmuligheder: kulørt-, fin- eller kogevask.
  • For en rundelig sum har jeg købt den originale Mona Lisa. Jeg har ikke gjort noget ved selve maleriet, men jeg har hængt det op med lærredet ind mod væggen og bagsiden udad. Herefter kan publikum selv afgøre, om jeg er en skelsættende kunstner, eller om jeg er fuld af fis.

Endelig har jeg en vision om at købe de islandske håndskrifter og tegne tændstikmænd i dem, men det er foreløbig kun på idéplanet.

Der er 6 kommentarer:

  1. 7. november 2011Marlene skriver:

    Fantastisk.
    Ser pludselig en oplagt forretningsmulighed for Fritz Hansen i en masse amerikanske fængsler – eksport af elektriske Wegner-stole. Den sidste dannelsesrejse…
    Ps. Findes der nogle efterretninger om, hvorvidt seneskedehindebetændelsen blev anerkendt som arbejdsskade? Ja det mangler da bare.

  2. 7. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Ja, kun fantasien sætter grænser. Med hensyn til hvad den omtalte lidelse førte med sig, bliver jeg dig desværre svar skyldig.

  3. 8. november 2011A skriver:

    Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Nøjes med at tænke på Molly. Molly var engang min kat. Indtil hun druknede i vaskemaskinen. Det er rigtigt.

  4. 8. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Stakkels Molly. Jeg sværger på, at jeg ikke havde noget med det at gøre.

  5. 8. november 2011A skriver:

    Det ved jeg godt. Min Bonusmor gjorde det. Ikke med vilje godt nok. Men alligevel.

  6. 8. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Hun skulle skamme sig.

Skriv en kommentar: