Hold nu kæft

af Uffe Jerner 31. oktober 2011

Shhh...

Når man altid har arbejdet i kommunikationsbranchen, kan det virke besynderligt og selvmodsigende, hvis man for det meste befinder sig allerbedst, når man er alene og ikke behøver at kommunikere med nogen. Ikke desto mindre er det sådan, jeg ofte har det. På den anden side er tilværelsen fuld af selvmodsigelser. Den overlæge, der udskrev mig fra hospitalet, da jeg fik fjernet blindtarmen, havde for eksempel en pakke grøn Cecil stikkende op af brystlommen. Og sådan er der så meget.

Jeg nævner hospitalsopholdet, fordi det var her, det for alvor gik op for mig, hvor meget jeg sætter pris på ensomhed og ordløse stunder. Det er ikke meget privatliv, man har, når man i en uge skal ligge på en femsengsstue med fire, måske fem storsnorkere (hvoraf den femte er uinteressant i denne sammenhæng, eftersom det var mig selv). Men også om dagen er ikke-støj en mangelvare, og man kommer til at holde meget af sine medbragte, overdimensionerede og meget synlige hovedtelefoner, som man kan tage på, når man vil signalere, at man ikke er tilgængelig. Ingen kan jo se, at de ikke er sluttet til noget som helst, og at det ikke er en interessant udsendelse på P1 om salamandres kønsliv, man lytter til, men bare stilheden.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mit forhold til fester er problematisk, især dem, hvor man stort set ingen kender, og hvor smalltalken er den eneste gangbare kommunikation. Sammenlagt har jeg tilbragt utallige timer på terrasser og i baghaver på jagt efter et par minutters ensomhed, for det bliver sjældent til mere end et par minutter ad gangen. I løbet af forbløffende kort tid er der altid nogen, der opdager en, og et øjeblik efter har man selskab af en anden festdeltager, der påstår, at han også hader smalltalk, men på ingen måde lever op til påstanden. Fem minutter senere har alle dem, der tror, at de endelig har spottet festens cool kids, indfundet sig, og så står vi alle sammen som sild i en tønde på terrassen med skuldrene oppe om ørerne og hakker tænder, mens vi overbyder hinanden i enighed om, at smalltalk ved gud er det latterligste tidsspilde i verden. Indtil vi opdager, at vi ikke selv har andet at byde på og sjosker tilbage til festen – hvis den da ikke er afgået ved døden i mellemtiden.

Nej, det er sådan set ikke, fordi jeg ikke bryder mig om at være sammen med andre mennesker, men jeg vil bare gerne selv have indflydelse på hvornår, og jeg foretrækker små, sluttede selskaber. Med andre ord: fordi jeg ikke har lyst til at være i stue med 87 af dine nærmeste venner, betyder det ikke, at jeg ikke synes om dig. Lad os drikke en kop kaffe sammen, men lad være med at tage nogen med, og lad os holde det under en time.

Der er 9 kommentarer:

  1. 31. oktober 2011Uden Relevans skriver:

    “Hvad laver du herude?”

    Jeg står her lidt alene.

    “Fedt! Må jeg være med!”

    Doh doh doh….

  2. 31. oktober 2011Uffe Jerner skriver:

    Tak, Morfar!

  3. 1. november 2011Uden Relevans skriver:

    Ingen årsag.

  4. 11. november 2011Gabrielle B skriver:

    Alt det der kan jeg godt forstå, men ike hvorfor du så tar på fest med halvtres personer ;)
    Bli ved med at elske det lille parti…

  5. 11. november 2011Uffe Jerner skriver:

    @Gabrielle: Af forskellige årsager gør man somme tider ting, der ikke står øverst på ens ønskeliste, og man får invitationer, som det ville være hjerteløst at takke nej til. Det hænder også, at en fest udvikler sig til en sublim oplevelse. Man kan aldrig vide :-)

  6. 11. november 2011Gabrielle B skriver:

    Ja du; festen som sublim opplevelse . det ku ha vaeret i tressernes höjdepunkt, ellers ved jeg kun nogen midsommersaften, og – uden praleri – min egen halvtresårsfest.
    Ja, ja, jeg er ikke helt misnatropisk ;)

  7. 11. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Det troede jeg skam heller ikke :-)

  8. 13. november 2011Laila Pedersen skriver:

    Det jeg ikke bryder mig om er starten på store fester, hvor man ikke kender særlig mange eller kun værten! Så står man der en flok mennesker med hver sin velkomstdrink og tjekker hinanden ud. Jeg hader velkomstdrinken. Men man skal jo starte et sted. Det jeg ikke bryder er de formelle øvelser, der ligesom skal overståes, når vi lidt stive-i-betrækket danskere der ikke kender hinanden, faktisk skal drikke os pilstive før vi tør åbne os lidt op og have det sjovt med hinanden. Den sidste store fest jeg var til startede dog med et brag: En mand kommer ud på terassen – han er den 5 ankomne ud af ialt 20 der kom – han satte sig ned og lavede en isbryder: Nå, hvornår kommer stripperne og hvem kan give mig en stribe! Så startede festen – på den fede måde:-)
    Noget andet er, at planlagt hygge giver mig røde knopper. Jeg er også så priviligeret, at jeg er enlig uden unger og kan derfor være spontan og hygge mig når jeg har lyst med hvem jeg nu har lyst til at drikke kaffe med. .Jeps, der ér fedt at være alene. At bo alene. Hvis jeg trænger til menneskeligt selskab opsøger jeg det, hvadenten det er venskaber eller bare lidt menneskelarm omkring mig siddende på en cafe med hovedet i en bog. Jeg forstår godt de par der vælger, at bo hver for sig. Ikke at alle partout så skal eller burde gøre det, men jeg er den type menneske, der har brug for at trække mig og blot være mig. Jeg nyder faktisk mit eget selskab – hvilket jeg tror er en fordel i mange af livets sammenhænge og de ting man kan komme ud i i dette skønne, men nogle gange grusomme og skøre liv vi alle står midt i. Nå, jeg røg vist ud af lidt forskellige tangenter her! Tak for din altid både sjove og inspirende tanker herinde:-) Venligst filosofinden.

  9. 13. november 2011Uffe Jerner skriver:

    Selv tak – og tak for uddybningen.

Skriv en kommentar: