Hold nu kæft
af Uffe Jerner 31. oktober 2011
Når man altid har arbejdet i kommunikationsbranchen, kan det virke besynderligt og selvmodsigende, hvis man for det meste befinder sig allerbedst, når man er alene og ikke behøver at kommunikere med nogen. Ikke desto mindre er det sådan, jeg ofte har det. På den anden side er tilværelsen fuld af selvmodsigelser. Den overlæge, der udskrev mig fra hospitalet, da jeg fik fjernet blindtarmen, havde for eksempel en pakke grøn Cecil stikkende op af brystlommen. Og sådan er der så meget.
Jeg nævner hospitalsopholdet, fordi det var her, det for alvor gik op for mig, hvor meget jeg sætter pris på ensomhed og ordløse stunder. Det er ikke meget privatliv, man har, når man i en uge skal ligge på en femsengsstue med fire, måske fem storsnorkere (hvoraf den femte er uinteressant i denne sammenhæng, eftersom det var mig selv). Men også om dagen er ikke-støj en mangelvare, og man kommer til at holde meget af sine medbragte, overdimensionerede og meget synlige hovedtelefoner, som man kan tage på, når man vil signalere, at man ikke er tilgængelig. Ingen kan jo se, at de ikke er sluttet til noget som helst, og at det ikke er en interessant udsendelse på P1 om salamandres kønsliv, man lytter til, men bare stilheden.
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mit forhold til fester er problematisk, især dem, hvor man stort set ingen kender, og hvor smalltalken er den eneste gangbare kommunikation. Sammenlagt har jeg tilbragt utallige timer på terrasser og i baghaver på jagt efter et par minutters ensomhed, for det bliver sjældent til mere end et par minutter ad gangen. I løbet af forbløffende kort tid er der altid nogen, der opdager en, og et øjeblik efter har man selskab af en anden festdeltager, der påstår, at han også hader smalltalk, men på ingen måde lever op til påstanden. Fem minutter senere har alle dem, der tror, at de endelig har spottet festens cool kids, indfundet sig, og så står vi alle sammen som sild i en tønde på terrassen med skuldrene oppe om ørerne og hakker tænder, mens vi overbyder hinanden i enighed om, at smalltalk ved gud er det latterligste tidsspilde i verden. Indtil vi opdager, at vi ikke selv har andet at byde på og sjosker tilbage til festen – hvis den da ikke er afgået ved døden i mellemtiden.
Nej, det er sådan set ikke, fordi jeg ikke bryder mig om at være sammen med andre mennesker, men jeg vil bare gerne selv have indflydelse på hvornår, og jeg foretrækker små, sluttede selskaber. Med andre ord: fordi jeg ikke har lyst til at være i stue med 87 af dine nærmeste venner, betyder det ikke, at jeg ikke synes om dig. Lad os drikke en kop kaffe sammen, men lad være med at tage nogen med, og lad os holde det under en time.
Der er 9 kommentarer: