Altid til tjeneste

af Uffe Jerner 10. januar 2014

Uudgrundelig
Mens jeg sidder ved skrivebordet og forsøger at sætte ord sammen ved hjælp af tastaturet foran mig, begynder Spike Jones at tale til mig. Jeg genkender straks henvendelsesformen: mjavus ordinari, den almindelige smalltalk. Det er med andre ord ikke noget vigtigt, det kan sagtens vente.

I øvrigt er Spike Jones kun en kat. Han vejer 5 kilo mod mine 75. Jeg har ingen kløer, men jeg kan skrive med ti fingre, konstruere sætninger og køre bil. Han har ingen tommelfi ngre, et begrænset ordforråd, og han ejer ikke noget transportmiddel. Så hvem bestemmer farten?

Men han mjaver ikke bare én gang. Han mjaver og mjaver og mjaver. Han går frem og tilbage foran mig og hen oooover tttttastatuuuuuuuuuret. Han forsøger at få øjenkontakt.

Da det ikke er muligt at frembringe udødelig prosa med en mishagsytrende kat traskende hvileløst omkring på bordet, giver jeg op og stiller ham det nærliggende spørgsmål:

– Jamen, hvad er der i vejen, Mr. Jones?

Øjeblikkelig springer han ned fra bordet, slår over i sin ’hurtig, hurtig, der er nogen, der er ved at drukne i søen’-dans og bener målbevidst hen mod døren, men forsømmer ikke at se sig jævnligt tilbage og løbe lidt hen imod mig for at sikre sig, at jeg er med: ’Skynd dig for fanden, der er ingen tid at spilde!’

Tøvende følger jeg efter. Havde det på fornemmelsen. Det drejer sig om madskålen.

Jeg bøjer mig ned og lader fingrene løbe gennem foderet.

– Se her, Mr. Jones, der er masser af mad tilbage. Ingen af de her budgetundergravende Hills Science Plan-piller med kyllingesmag er over 4 timer gamle. Og undskyld, jeg nævner det: Du er en kat.

Men nej. Det er åbenbart ikke bare, fordi det lugter forkert. Han cirkler uroligt rundt om mig: ’Gift, gift, mit personale er ude på at forgive mig! Hjælp mig, en stakkels, forsvarsløs, neutraliseret hankat. Hvordan kan man nænne det?’

Jeg ved, hvad det indebærer. Hvis jeg går tilbage til min Mac, vil han følge efter, og det hele kan begynde forfra. Så jeg hælder mere dyrlægegodkendt foder op i skålen.

Hvorefter han går sin vej. Med overdrevent langsomme bevægelser. Lidt efter lægger han sig ned på siden og begynder at slikke sig. Mad? Interesserer ham ikke.

Jeg udstøder et brølus frustrati. En naiv katteejers velkendte nødråb.

Der er 5 kommentarer:

  1. 10. januar 2014Rasmine skriver:

    Jeg kan ikke kattesprog, men jeg stoler på, at dine tolkninger er rigtige. Den kat er en løgnhals. Og det bliver belønnet!?
    De er skøre, de katteejere ;-)

  2. 10. januar 2014Peter Pedal skriver:

    Katte ville vælge levende foder.

    Du må have et rottebur og få et godt tag om en sprællende rottehale.

    Husk afdækning på gulvet først – kan købes i Røverkøb.

    Og velbekomme til katten.

  3. 10. januar 2014Uffe Jerner skriver:

    @Rasmine: Det sidste vælger jeg at overhøre.

    @Peter Pedal: Det ene udelukker ikke det andet. Husets katte er alle udekatte, og uden for huset tager man for sig af de omvandrende og -flyvende retter. Somme tider tager man dem med ind for at dokumentere sine færdigheder.

  4. 13. januar 2014mofling skriver:

    LIge præcis derfor, har jeg ikke kat :)

  5. 13. januar 2014Uffe Jerner skriver:

    Vi lever i et frit land :-)

Skriv en kommentar: