En tegnebog forsvinder

af Uffe Jerner 27. december 2013

Distraktion
Nogle ville måske kalde det åndsfraværelse, men det lyder mindre charmerende, og eftersom det er mig selv, det drejer sig om, foretrækker jeg ordet ‘distraktion’. Det, jeg taler om, er fx når man sidder en rødglødende sommerdag i S-toget og har taget jakken af og lagt den på det tomme sæde ved siden af for at koncentere sig om at læse i den bog, man har med. Det lykkes så godt, at man pludselig helt tilfældigt opdager, at toget allerede holder på den station, hvor man skal af, hvorefter man styrter ud af toget for at undgå at blive transporteret videre til den næste station, hvor man intet har at gøre. Vel ude på perronen drager man et lettelsens suk over, at man nåede det – og øjeblikket efter pibler koldsveden frem på panden, fordi det går op for en, at jakken, inklusive tegnebogen med alle overlevelsesnødvendige plastickort og likvider, har fortsat rejsen alene.

Det skete for mig for femten år siden, men dramaet endte lykkeligt. Jeg forestillede mig vanemæssigt det værst tænkelige, men både jakke og tegnebog med uberørt indhold blev et par timer senere indleveret på endestationen, og min tiltro til menneskeheden blev automatisk opgraderet ved samme lejlighed.

I dag var jeg tæt på se mig nødsaget til at støve den gamle misantropi fra før den nævnte hændelse af. Jeg var henne for at fylde benzin på bilen, og da jeg havde betalt, kørte jeg videre til købmanden. Men da jeg skulle til at stå ud af bilen, var tegnebogen væk og absolut ingen steder at se. Tilbage til tanken i en helvedes fart, men her kendte de ikke noget til nogen tegnebog. En eller anden måtte have tilegnet sig den i et ubemærket øjeblik, da jeg lagde den fra mig på disken. Tilbage til privatboligen i en endnu mere helvedes fart og få spærret dankortet.

Da jeg havde sundet mig lidt, syntes jeg alligevel, at jeg ville prøve tanken igen. Nej, stadig ingen tegnebog, men damen bag disken – Vivi – tilbød at se overvågningsbåndet igennem for at få opklaret, hvad der var sket. Og der så man lige så tydeligt mig vandre ud af forretningslokalet med tegnebogen sikkert i hånden.

Altså måtte den være i bilen.

Det var den også. Der må stadig have været både liv og initiativ i den ko, der i sin tid lagde skind til tegnebogen, for en gennemgribende ransagning af bilens indre afslørede, at tegnebogen havde sneget sig ned på gulvet til højre for passagersædet og lagt sig bekvemt og næsten usynligt til rette mellem sædet og døren.

Jeg sender Vivi en dybfølt tak for, at mit forholdsvis milde menneskesyn er intakt. Tænk, at hun gad.

For resten er jeg ikke helt så indædt en modstander af overvågningskameraer, som jeg har været. Og Madames ubeherskede latter tager vel af med tiden.

Der er 5 kommentarer:

  1. 27. december 2013Peter Pedal skriver:

    Jeg har glemt:
    – En stationær PC i en kælder i en ejendom, hvorfra jeg flyttede. Det var ikke helt gratis.
    – En bærbar PC i et S-tog. Den blev fundet af DSB i en skraldespand – og overdraget til mig med DSB-hastighed (dvs. et par måneder efter).
    – En bærbar PC i bus 18.
    – En Nokia 2110 på bagsædet af en taxa.
    – To mobiltelefoner andre steder (jeg har glemt hvor).

    Jeg kan anbefale at glemme ting, som er totalforsikrede. Det kan være en udmærket forretning.

    Jeg kan også anbefale at finde ting og derefter give dem væk. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles bare fjong.

    I øvrigt er jeg tingfinder (fordi jeg lægger mærke til uventede detaljer). Jeg har blandt meget andet fundet:
    – En fuldt funktionel Commodore 64 + diskettestation, da jeg var avisbud som dreng. Den var nok så varm, at man skulle have asbesthandsker på for at bruge den, men det var jeg for ung til at vide noget om.
    – Penge på kørebanen på Langebro. Det var lidt farligt at gå ud på kørebanen efter dem, men det lykkedes (selvom det blæste).
    – Penge på gulvet i bus 6A.
    – Penge på cykelstien på Vesterbrogade.
    – En pung på Gammel Torv. Den viste sig at tilhøre en kollega, som jeg straks kunne ringe til (!).
    – En pung – husker ikke hvor (!).
    – En mobiltelefon på Roskilde Festival. Den var så indsmurt i mudder, at jeg ikke nænnede at forlange findeløn.
    – En mobiltelefon på Rådhuspladsen. Ejeren ville sgutte udbetale findeløn (det svin).
    – En mobiltelefon på Smallegade. Jeg fik en flaske knaldgod Zinfandel i findeløn. Faktisk var det noget af det bedste vin, jeg har smagt.
    – Et sygesikringsbevis i Skovlunde. Det gav også en flaske vin, men den var knapt så god.

    Jeg kender en, der fandt et stort bundt Dollar-sedler på havnen i Sydney. De rakte til at købe en brugt bil og køre tværs over Australien.

    Findeløn kan man vist kun håbe om i Danmark. Det er vist noget med, at den bliver fastsat af politimesteren…altså i teorien. Engang indleverede jeg en dametaske med en pung til en politibetjent…sammen med tyven, som så blev anholdt. Politimanden bad mig om selv at tage min findeløn i pungen. Det kan jeg ikke huske om jeg turde. Er der en jurist til stede?

  2. 27. december 2013Peter Pedal skriver:

    PS:

    Jeg kan også anbefale at glemme alt om pungen (altså den af læder, hvis du forstår hvad jeg mener??).

    Jeg har ikke brugt en pung i mindst 10 år, og det fungerer strålende.

    I lommen har jeg tre plastickort i et dertil indrettet etui købt på eBay – og som regel et par hundrede kroner i sedler.

    Jeg mister kun penge, når jeg sidder i en dyb sofa (så falder de ud af lommen).

    Pas på pengene!

  3. 27. december 2013Uffe Jerner skriver:

    Hold da op!

    Min favoritdrue er Primitivo, som jo er identisk med Zinfandel, selv om både italienere og amerikanere stædigt holder fast i, at der er tale om to forskellige sorter. Dem om det.

    Med hensyn til politimanden må det have været en forklædt spøgefugl på vej til fastelavnsfest.

    Og selvfølgelig dropper jeg aldrig min tegnebog.

  4. 27. december 2013Peter Pedal skriver:

    Tasketyven samlede jeg som rickshaw-chauffør op i Gothersgade en nat kl. lidt i to.

    Han var atypisk, idet han tydeligvis havde brug for (hurtig) transport og ikke så meget en forlystelse (som de fleste andre fulde mennesker i nattelivet efterspørger).

    Han var ikke så retorisk velfunderet. Han talte særdeles gebrokkent dansk, idet han kun kunne sige ‘Nørrebrort’. Jeg spurgte om han mente Nørrebro eller Nørreport, hvortil han svarede ‘Nørrebrort’.

    Jeg kørte ham op ad Gothersgade ved Kongens Have, og jeg undrede mig over hvad der mon foregik på bagsædet. Jeg fandt efterhånden ud af, at min passager sad og smed ting ud fra cyklen.

    Jeg har før oplevet, at passagerer har smidt MINE ting ud fra MIN taske, som altid var at finde under sadlen. Det medførte som regel, at der faldt brænde ned – men i dette tilfælde var jeg mere varsom med at hidse mig op, fordi jeg frygtede at blive slået til pindebrænde.

    Til alt held var der sket et mindre trafikuheld ved søerne, og der var politi til stede. Jeg kørte op på fortovet (!) og hen til en af politisterne. Jeg forklarede ham situationen, og han sagde til min passager:

    ‘It is ten minutes past two, and you are under arrest for theft’.

    Derefter fik jeg udleveret pungen i tasken og tog muligvis min findeløn – sådan som polinimanden beordrede. Eller også havde jeg samvittighedsbetingede hæmninger. Jeg husker det ikke.

    Måske er det aktiv glemsel:

    http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE2168617/hjerne-madsens-bog-om-hukommelse-er-svaer-at-huske/

    I hvert fald kørte jeg tilbage ad ruten til kvarteret omkring Boltens Gård i Gothersgade for at finde de ting, som den gebrokne mand havde smidt ud. Jeg husker ikke om jeg fandt ret meget af det.

    Da jeg stod kl. 02.40 og spiste aftensmad, ringede politimanden til mig. Han spurgte, om jeg altid checkede cyklen for efterladenskaber efter hver tur. Jeg tænkte lidt over spørgsmålet, før jeg svarede bekræftende. Det var næsten rigtigt – i hvert fald havde jeg tidligere på natten lagt cyklens tæpper på plads ved Amaliehavens havnekaj, da jeg satte en pige af der.

    Historien melder ikke noget om, hvad der skete med tasketyven. Men hvis jeg ser ham igen, så stjæler jeg hans taske.

  5. 27. december 2013Uffe Jerner skriver:

    En minithriller! Tak for den.

Skriv en kommentar: