Omvendt jul

af Uffe Jerner 24. december 2013

Min morbrors 190SL

En af fordelene ved at have nået min akrofobiske alder er – ud over at butiksansatte under 20 er begyndt at sige De og hr. til en – at det næsten er legitimt at tvangsindlægge sine omgivelser til den samme historie igen og igen. Ingen nænner at afbryde, uanset hvor mange gange de har hørt den, fordi de tror, at man ikke kan huske alle de gange, man allerede har fortalt den. De skulle bare vide! Men jeg har altså én god julehistorie, så hvorfor ikke benytte dagen i dag til at fortælle den en gang til. Det vil samtidig løfte sløret for, hvad en Mercedes 190SL, årgang 1961, har med julen at gøre:

Da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt, hvad der var britisk, og yndede at føre sig frem i engelsk oberst/landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til sit navn.

Der var selvfølgelig tilsvarende stil over juleaften. Påklædningen var smoking og lang kjole, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul med løftet glas og diskrete nik. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen altid stod på engelsk julekalkun all inclusive.

Én jul står særlig klart i min erindring:

Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødt til at køre hen efter en større ovn hos en smed i Ganløse, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til vildfremmede mennesker denne højhellige aften.

Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190SL, der lige nøjagtig havde plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held lige være i ovnen.

På det tidspunkt var klokken allerede mange, og kalkunen skulle have knapt fem timer i den lånte ovn, så vi måtte arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i den et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig adskillige gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: Den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet og slukkede lyset, slukkede hun også for ovnen.

Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele dyret.

God jul.

Der er 2 kommentarer:

  1. 26. december 2013Peter Pedal skriver:

    Da jeg var dreng, boede vi i en sammenrullet avis på gaden.

    Til jul fik vi stegte skosåler og et lag tæsk – hvis vi var heldige.

  2. 27. december 2013Uffe Jerner skriver:

    Det forklarer meget.

Skriv en kommentar: