Når mænd græder

af Uffe Jerner 20. januar 2012

03

Rigtige mænd græder jo ikke. Og dog. Der findes situationer, fx begravelser, hvor det nærmest er upassende ikke at græde eller i det mindste fælde en diskret tåre, også selv om man er en mand. Spørgsmålet er bare, hvad det helt nøjagtigt er for tilfælde, hvor det er o.k. at vise, at ens hjerte ikke er gjort af uforgængeligt materiale.

Når jeg tager emnet op, er det fordi det forekommer mig, at min egen tilbøjelighed til at kaste et mere eller mindre gennemblødt håndklæde i ringen er taget til med årene. Om det skyldes, at jeg er blevet voksen og følsom, eller at jeg bare er blevet et sentimentalt gammelt fjols, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald bliver mine tårekanaler skyllet igennem oftere nu end før.

For det første er der visse film, der sætter standhaftige mænd på en hård prøve. Især amerikanerne er eksperter i at få én på gyngende grund ved hjælp af velvalgte og -placerede musikstumper. Her har jeg heldigvis oparbejdet en vis rutine i at bevare fatningen, fordi det er alt for gennemskueligt, at der bliver spekuleret i mine blødeste punkter. Og det går slet ikke an for en mand at sidde og flæbe over en kærlighedsfilm med tydelig adresse til et kvindeligt publikum. Skal man tude over en film, kan jeg kun komme i tanker om en lille håndfuld, hvor det er muligt at bevare værdigheden, hvis man bliver taget på fersk gerning med en fugtig øjenkrog. Finding Forrester, Døde poeters klub, Den grønne mil, den slags.

Men hvordan så med det virkelige liv? Her stødte jeg for nylig på en liste over legitime tårefældningssituationer for mænd, der tog sig nogenlunde sådan ud:

Når du frier til dit livs kærlighed, og hun siger ja.
Når I står ved alteret og lige er blevet viet.
Når du har deltaget i den sidste fodboldkamp, du nogen sinde kommer til at spille.
Når din elskede bil – især den første – bliver totalskadet.
Når din elskede hund eller hest dør.

O.k., tænkte jeg, da jeg nåede til sidste punkt, men hvad så med ens kat? Eller når katten kommer hjem efter seks døgn på farten, hvor man har svævet i total uvished om dens skæbne?

Aj. Det går sgu ikke.

Der er 15 kommentarer:

  1. 20. januar 2012Anne Lindholt Ottosen skriver:

    Jeg er overhovedet ikke kattemenneske, men jeg vil mene, at det er fuldstændig på sin plads at vådte kræet pels i den situation.

  2. 20. januar 2012Peter Pedal skriver:

    Hvad med at dyrke de magiske øjeblikke, hvor man ikke nødvendigvis græder?

    Hmm…gråd giver nok en forløsning, som er god for os – men hvis man ikke orker/tør græde ofte nok, så kan man dyrke de store øjeblikke – f. eks. i scener som disse:

    http://www.youtube.com/watch?v=rtW1BGzQFvU (den bliver fjernet fra youtube så snart den bliver opdaget af censuren).

    Eller hvad med denne? http://www.youtube.com/watch?v=Y5LQxrZccQE
    – Husk at vælge 720p-kvalitet.

    ..

    Ved nærmere eftertanke tror jeg, at det er godt at dyrke de dybe følelser på en forløsende måde – fremfor at svælge i dem og lade sig trække ned af dem.

    Eller hvad? Anyone?

  3. 20. januar 2012Uffe Jerner skriver:

    @Anne: O.k. Tak.

    @Peter Pedal: Jo. Ja. Men er det noget, man selv styrer?

  4. 20. januar 2012Jeppe Morgenthaler skriver:

    Jeg er bare 34 og jeg synes allerede jeg kan mærke at jeg er mere grådlabil end da jeg var 20.

    Jeg mistede min første jævnaldrende ven sidste år. Der var vi 300 mennesker der græd sammen. Det var en vanvittigt stærk følelse. Rester af den genopstår, bare ved at jeg skriver det her.

    Og da jeg sammen med 2 (mande-) venner så dokumentaren om Eva Cassidy for en del år siden sad vi alle 3 og blev lidt stille og sku’ lige rømme os inden vi sagde noget, da programmet var slut.

    Så sent som i dag kunne jeg mærke at tårekanalerne stod på spring til at gå i aktion da jeg så den her: http://www.youtube.com/watch?v=J7rxbeOTQ30 – mest i de tilfælde hvor datteren henvender sig direkte til faderen.

    Musik kan gøre det – også Song To The Siren, som Peter linker til. I det hele taget Liz Frasers stemme. Den har det der dybe nærvær og en følsomhed der ‘får mig’ hver gang.

    For 15 år siden ville jeg nok uden at lyve have frasagt mig en sådan følsomhed. I dag er det bare en helt naturlig del af mig.

  5. 20. januar 2012Jeppe Morgenthaler skriver:

    OBS: Dumt YouTubelink (var lidt ude af sync). Dette er bedre: http://www.youtube.com/watch?v=Mo6tb-vNAC4

  6. 20. januar 2012Uden Relevans skriver:

    Åh jeg tror at katte har et hemmeligt internet hvor de poster billeder af os, imens de er væk.

    græde…..da min Mor døde,,,,ikke siden.

  7. 21. januar 2012Uffe Jerner skriver:

    @Jeppe: Jeg læste din blogpost om din ven sidste år. Og blev berørt …

    @Uden Relevans: Det har de sgu nok :-)

  8. 21. januar 2012Peter Pedal skriver:

    -> Uffe: Nej, du har måske ret. Jeg kan ikke selv finde ud af at styre det, opsøge det og opnå det (forløsning), men jeg troede måske, at andre kunnne – eller at jeg selv kan en dag, hvis jeg tager mig sammen :-)

  9. 21. januar 2012capac skriver:

    Nu ved jeg jo, at du ikke er kattemenneske, så…. Og i øvrigt er det forbandet upraktisk at græde, når man går med briller. Det er forstyrrende nok, at ens tårekanaler går i selvsving, bare fordi må får træk i øjet på en spadseretur… Mænd græder ikke, Uffe. Lad os holde fast i det. Snøft.

  10. 21. januar 2012Uffe Jerner skriver:

    Hørt, capac. Snøft!

  11. 20. februar 2012Laila Pedersen skriver:

    En gammel ven tudede, da jeg forleden sendte ham følgende digt:

    Dejser om og falder ind i dig
    i tanken om ikke andet
    forsvinder helt ind i dig
    der er varmt, som solskin,
    griber mig selv i at stille spørgsmålstegn
    ved ordet kongedruer
    og om det er tilfælde,
    at jeg altid vil være forelsket i dig.

    Venligst Laila :-)

  12. 20. februar 2012Laila Pedersen skriver:

    Til en, der ikke mere er. Det kan godt være, at man skulle have kendt ham, men har en tendens til at få folk af begge køn til at græde over mine ord.

    Tak, for at du gennem årene troede på mig.

    Du så et eller andet i mig, kunne jeg se i dit blik, noget jeg stadigvæk ikke selv er klar over hvad er.

    Jeg fatter heller ikke verden og hvorfor den er skruet sammen som den nu er – og det gør ondt langt inde i min sjæl, at mennesket ikke er bedre mod hinanden end de er.

    Jeg ser og opfatter alt omkring mig, som en stor menneskelig svamp og ved samtidig, at jeg ikke kan gøre en verdens forskel. Jeg kan kun med den skrøbelighed jeg bærer på, kun være der for mine kære og nære.

    Du gjorde altid et stort indtryk på mig, som det menneske du var. Tak for det, ven.

    I går sad jeg ved et busstoppested og følte mig for første gang, som en filosof. Biler kørte rundt, mennesker løbetrænede og mennesker slentrede hen af vejen, motorcykler og knallerter kørte forbi og busser var fuld af mennesker, der var på vej et sted hen. Mennesker over det hele. Mennesker der alle søger mening i tilværelsen på den ene eller den anden måde. Mennesker der var på vej hen til det, der giver mening for dem og mennesker der var i vildrede indeni dem selv og ikke kunne finde vej til der hvor de ønsker at være. Alle sammen blot mennesker, der gør deres bedste for at overleve deres egen eksistentielle suppedas, vi alle rummer. Verden eller naturen er så ufattelig smuk i sig selv, men i hast og jag glemmer mennesker tit, at meningen og skønheden ved livet ligger lige foran deres fødder. En solsort i sang, en kat der strejfer omkring med et gavtyveblik i øjnene, æbletræer i blomst, vintergækker der springer op gennem den hårde og kolde jord, sne, regn, solen, månen og marker fuld af hvede. Hvis livet ikke giver fundamental mening for mennesket, hvorfor gør verden eller naturen i sig selv, så? Vi mennesker burde være mere som naturen, når den er smukkest, nemlig når den er i blomst, når den er på vej fra det ene sted til det andet. Mennesket i udvikling er mindst ligeså smukt, som den smukkeste buket blomster. I mine øjne om ikke andet. Vi er alle på vej et sted hen, vi er alle i udvikling. For nogle går det lidt sløvt, andre tager syvmileskridt gennem hele deres liv og for helt tredje går det stødt og roligt gennem hele livet. Ikke alle mennesker er smukke indeni, men langt de fleste er. De få, der er farlige & helt uden menneskelighed – må vi vise, at vi kan stå sammen på kryds og tværs af nationalitet og kulturer. Kun på den måde, kan livet give mening. Kun på den måde kan vi vise vores historie taknemmelighed for de kampe de har taget for vores skyld og kun på den måde kan vi være fremtiden bekendt og vise den vores umiddelbare respekt.

    Tak for dit altid inspirerende væsen.

    Laila.

  13. 20. februar 2012Uffe Jerner skriver:

    Tak for digtet. Laila. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var ham.

    Også tak fordi du delte brevet.

  14. 21. februar 2012Laila Pedersen skriver:

    :-)

  15. 8. maj 2012Laila Pedersen skriver:

    Om en ung mand,der græd indeni.
    ‘
    Jeg kan stadig se din ensomhed
    kredse om din krop og dit ansigt
    et fjernt solsystem så langt væk
    fra os andre
    jeg kan stadig huske din tavshed
    et gigantisk skrig efter nærhed og varme
    så meget du ville os, men ikke kunne
    jeg mindes dine øjne, søgende og ængstelige,
    som en forældreløs dyreunge blandt rovdyr
    det var os, der var rovdyrene, os andre, der var de andre,
    der var det andet, det store tomme,
    vil vil ikke, du ville os gerne, men turde ikke,
    åh, min gamle ven, hvor er du nu?
    Er du stadig bange? Er du blevet hel igen?
    Du var smuk i al din angst
    En sort rose, jeg aldrig vil glemme,
    ven, jeg håber du har lært, at danse
    at dine sønderskudte vinger igen kan
    få dig til at svæve,
    at du er elsket, at du føler dig elsket,
    for du er en ener ligeså sikkert
    at solen bor i dit hjerte

Skriv en kommentar: