Arkiverede indlæg februar, 2015

Tilbage til forside

Livet er for kort til lange underbukser

02/3/2015

Snelandskab
Sådan tænkte jeg i hvert fald engang. Men så sidder man en dag i sin landlige afsondrethed og kigger ud ad vinduet på sneen, der falder og falder og fornemmer tiden, der går og går, og ens kone spørger om ikke man vil med ud og indtage det hvide landskab, mens det stadig kan lade sig gøre. Inden vi sner inde, og mens det stadig er smukt.

Egentlig sidder man lige så godt, og sneen har dæmpet alle lyde, som i øvrigt er få herude i vandkanten. Man har mest lyst til at tænde op i brændeovnen, skutte sig og finde en bog i reolen, der ender godt og tilbringe eftermiddagen i den røde chesterfield med en kop udmærket te inden for rækkevidde. Men det går jo ikke. Man må have frisk luft, og man er nødt til at røre sig, man skulle jo nødig svinde helt ind. Så man siger nødtvungent ja og håber på, at det lyder, som om man mener det oprigtigt.

Så tager man godt med tøj på, for der er ikke noget, der hedder dårligt vejr. Den store, tykke uldsweater fra dengang i Skotland, polarekspeditionsjakken med den pelskantede hætte, de terrængående støvler med skistøvlesnøring, halstørklæde, vanter. Man træder ud ad hoveddøren og indser, at det ikke går med de tynde jeans, man har på. Og så er det, at ens kone minder en om de lange, sorte underbukser i økologisk uld, man købte for en formue engang for længe siden for alle tilfældes skyld, og som man har været for forfængelig til at skænke en tanke sidenhen. Måske skulle man tage dem på.

Man gør det modvilligt og stævner ud i kulden, og da man et par timer senere vender tilbage i skumringen til den veltempererede brændeovn, er man blevet så afhængig af den lune og lådne lårbeklædning, at man beholder de lange underhylere på, fryder sig over uforudsete små glæder og erkender, at ens kone havde ret.

Vinteren er for lang til korte underbukser.

2 kommentarer