Arkiverede indlæg januar, 2014

Tilbage til forside

Fredløs

01/13/2014

Time out
I mit stille sind kan jeg engang imellem undre mig over, hvordan det er lykkedes Madame at få uddelegeret alle huslige indkøb til en ægtefælle, der afskyr at gå i butikker. Ikke desto mindre har det været sådan i adskillige år, og for at begrænse forbandelsens omfang har jeg valgt at få det overstået på en fast ugedag, nærmere bestemt om mandagen. Illusionen om, at jeg har hele resten af ugen til fri disposition, er meget værd.

Hver mandag arbejder jeg mig derfor igennem de otte obligatoriske butikker – det vil sige dem med de uundværlige dagligvarer – plus det løse i form af fire-fem specialbutikker, som det er nødvendigt at betræde på grund af særlige omstændigheder eller behov, der er indtruffet eller opstået i ugens løb – urmageren, skomageren, apoteket osv. Som regel skal jeg desuden på biblioteket og betale bøder, og posthuset plejer også at have et par pakker liggende, som man har forsøgt at aflevere, mens der ikke var nogen hjemme, hvis man skal tro, hvad der står på sedlen.

Og så en destination, som fortjener sit eget afsnit, fordi den uden konkurrence er rutens højdepunkt, og som jeg af samme grund aldrig springer over: Shell-tanken. Ikke fordi jeg nødvendigvis mangler benzin, men et par liter er der vel altid plads til, og det giver mig et bæredygtigt påskud for lige at komme til at købe en kop udmærket kaffe og en croissant som et dulmende plaster på det åbne, væskende indkøbssår. Kort sagt en velfortjent belønning, som jeg tildeler mig selv, umiddelbart inden jeg sætter kursen mod den sidste forretning på ruten, den lokale købmand. Vejen, der fører derhen, går nemlig gennem den smukkeste skov med den hemmeligste og fredeligste rasteplads i verden, som kun jeg kender. Her kan jeg sidde helt for mig selv på alle årstider med dampende kaffe, knasende croissant, slukket motor og nedrullet vindue, snuse ind og samle nyt livsmod. På den måde overlever jeg mirakuløst hver uge det endeløse indkøbsraid.

I formiddags, da jeg sad på min rasteplads og tænkte på ingenting, akkompagneret af stilheden, trillede en falmet-rød Toyota ind og standsede op, motoren blev slukket og vinduet rullet ned. Croissanten havde jeg spist, men der var stadig en halv kop kaffe tilbage og mindst to minutters, nu tabt, uforstyrret ro. Et øjeblik overvejede jeg at stå ud af bilen og gå hen og spørge føreren af bilen, om han nogen sinde havde hørt om privatlivets fred og dets ukrænkelighed, og hvad fanden han egentlig bildte sig ind. Og om han ville være så venlig at forsvinde. Omgående. Men jeg var for tung om hjertet. Kunne kun lige nøjagtig tage mig sammen til at starte bilen og køre slukøret hjem.

Jeg har stadig ikke vænnet mig til min nye status som fredløs. Vi bliver nok nødt til at have en alvorlig ægteskabelig snak om, hvem der køber ind for fremtiden.

7 kommentarer

Altid til tjeneste

01/10/2014

Uudgrundelig
Mens jeg sidder ved skrivebordet og forsøger at sætte ord sammen ved hjælp af tastaturet foran mig, begynder Spike Jones at tale til mig. Jeg genkender straks henvendelsesformen: mjavus ordinari, den almindelige smalltalk. Det er med andre ord ikke noget vigtigt, det kan sagtens vente.

I øvrigt er Spike Jones kun en kat. Han vejer 5 kilo mod mine 75. Jeg har ingen kløer, men jeg kan skrive med ti fingre, konstruere sætninger og køre bil. Han har ingen tommelfi ngre, et begrænset ordforråd, og han ejer ikke noget transportmiddel. Så hvem bestemmer farten?

Men han mjaver ikke bare én gang. Han mjaver og mjaver og mjaver. Han går frem og tilbage foran mig og hen oooover tttttastatuuuuuuuuuret. Han forsøger at få øjenkontakt.

Da det ikke er muligt at frembringe udødelig prosa med en mishagsytrende kat traskende hvileløst omkring på bordet, giver jeg op og stiller ham det nærliggende spørgsmål:

– Jamen, hvad er der i vejen, Mr. Jones?

Øjeblikkelig springer han ned fra bordet, slår over i sin ’hurtig, hurtig, der er nogen, der er ved at drukne i søen’-dans og bener målbevidst hen mod døren, men forsømmer ikke at se sig jævnligt tilbage og løbe lidt hen imod mig for at sikre sig, at jeg er med: ’Skynd dig for fanden, der er ingen tid at spilde!’

Tøvende følger jeg efter. Havde det på fornemmelsen. Det drejer sig om madskålen.

Jeg bøjer mig ned og lader fingrene løbe gennem foderet.

– Se her, Mr. Jones, der er masser af mad tilbage. Ingen af de her budgetundergravende Hills Science Plan-piller med kyllingesmag er over 4 timer gamle. Og undskyld, jeg nævner det: Du er en kat.

Men nej. Det er åbenbart ikke bare, fordi det lugter forkert. Han cirkler uroligt rundt om mig: ’Gift, gift, mit personale er ude på at forgive mig! Hjælp mig, en stakkels, forsvarsløs, neutraliseret hankat. Hvordan kan man nænne det?’

Jeg ved, hvad det indebærer. Hvis jeg går tilbage til min Mac, vil han følge efter, og det hele kan begynde forfra. Så jeg hælder mere dyrlægegodkendt foder op i skålen.

Hvorefter han går sin vej. Med overdrevent langsomme bevægelser. Lidt efter lægger han sig ned på siden og begynder at slikke sig. Mad? Interesserer ham ikke.

Jeg udstøder et brølus frustrati. En naiv katteejers velkendte nødråb.

5 kommentarer

Mirakler er hverdagskost

01/9/2014

Wroom!
På benzintanken er der to rækker af standere, der danner tre baner til kundernes biler. Da jeg er færdig med at tanke fra rækken længst væk fra butikken og skal ind og betale, må jeg altså krydse de to af banerne.

I den første er der ingen biler. I den anden holder en bil nogle meter fra mig med motoren i gang, men den vender bagenden til og er tilsyneladende ved at køre ud fra tanken i retning væk fra mig. Da jeg er lige ved at være nået over til butikken, speeder bilen pludselig op og kommer drønende baglæns direkte imod mig og er så tæt på, at sidespejlet strejfer mit ærme. Han har ikke set mig. Der sker ikke noget, men havde jeg været et halvt sekund langsommere, var indlægget her måske aldrig blevet til noget.

Da jeg fik min normale puls igen, havde jeg en fornemmelse af, at der måtte være nogen et eller andet sted, som havde holdt hånden over mig.

Et mirakel.

Dudley E. Littlewood, der var matematiker ved universitetet i Cambridge, fik en lov opkaldt efter sig. Han ræsonnerede som så: Et menneske har måske en oplevelse i sekundet, hvilket rundt regnet giver en million oplevelser pr. måned. Hvis man som Littlewood definerer et mirakel som en hændelse, der er så usædvanlig, at den måske indtræffer for hver millionte hændelse, vil man statistisk set opleve et mirakel om måneden. Så måske er et mirakel ikke rigtig noget at tale eller skrive om. Dertil kommer, at man selvfølgelig skal tænke på, at den millionte hændelse jo lige så godt kunne vise sig som miraklets absolutte modsætning.

Men jeg er nu glad for, at det faldt ud til min fordel denne gang.

Og jo, det var en BMW med brede fælge og sænket undervogn.

2 kommentarer

Ægget der forsvandt

01/7/2014

Æggedans

Som uofficiel rekordindehaver i lænestolesidning kommer jeg i sentimentale stunder til at tænke tilbage på lænestolene i mit liv. For eksempel købte jeg engang i midten af firserne for 400 kroner gennem en annonce i Politiken et originalt, sort læderæg, som passede perfekt til min stramme, maskuline og asketiske ungkarlestil.

Så blev jeg gift, men Arne Jacobsens æstetik faldt ikke umiddelbart i Madames mere autentiske og rustikke smag, og Ægget blev derfor lånt ud til en bekendt, som ikke havde noget imod at have det stående. I øvrigt manglede han en stol.

Som årene gik, blev min myndige frue lidt mere tolerant og funky hvad møbeldesign angår og mente nu, at det nok godt kunne gå an at lade det forstødte møbel indgå i boligindretningen, hvis jeg da stadig insisterede.

Altså ringede jeg til stolens midlertidige administrator for at aftale hvordan og hvorledes. Og derved blev det.

– Den brasede sammen for et par år siden, oplyste han, – så jeg kørte den på affaldspladsen.

Det er jeg ham på sin vis taknemmelig for. For i mellemtiden er stolens værdi jo steget med rundt regnet 19.000 procent til 76.385 kroner ifølge pålidelig prisliste, og hvem bryder sig om at få skumle, bjærgsomme gæster, mens man ikke er hjemme, bare på grund af en stol – som man ikke har mere, når man kommer hjem igen?

Ikke jeg.

0 kommentarer

Kunsten at tigge

01/3/2014

Håndklaver
Der sad en ung, slavisk udseende og meget smilende harmonikaspillerske på en ølkasse foran supermarkedet og spillede, så jeg aldrig har hørt noget lignende. Selv om jeg ikke er nogen stor ynder af harmonikamusik, var jeg så overvældet af hendes talent, at jeg blev stående i ti minutter for at se og høre hende bearbejde det malabariske instrument. En sand virtuos. Hun fik sin tyver, og det gjorde hun i øvrigt også af de fleste andre forbipasserende.

Ellers er det sjældent nogen nydelse, når der står en bedrøvelig harmonika- eller violinspiller af diffus herkomst foran Kvickly lørdag formiddag. Undertiden er det en vild overdrivelse at tale om musik, medmindre det er totalt avantgardistisk freestyle, man har i tankerne. Der bliver trykket, hevet eller filet rubato, molto enerverende, så man får fandens travlt med at komme hen i bilen og smække døren hårdt i. Selvfølgelig drejer det sig heller ikke om musikken, men om de penge, det giver at pirke til velbjærgede danskeres dårlige samvittighed, når de kommer ud fra supermarkedet med deres svingende fulde indkøbsvogne. Forretningskonceptet bygger på medlidenhed, ikke på talent.

Det er sådan set i orden, og det er en ærlig sag at tigge. Det kan være nødvendigt. For min skyld må hvem som helst gerne komme rejsende hertil og tjene en årsløn (eller hvor meget det efterhånden er blevet til ifølge pølsemanden på den anden side af gaden) på syv minutter. De behøver ikke være de rene sataner på en harmonika, bare de ikke lader, som om de kan noget, de ikke kan. Et skilt, hvor der står ’Jeg kan hverken spille på det ene eller det andet, men gi’ noget alligevel’, og jeg punger gladelig ud.

Hvilket minder mig om en nat i min glade ungdom på det gode værtshus Parnas. Vi sad nogle stykker omkring et bord og drak øl, da der kom en ældre mand hen til os og fremviste sin håndflade, hvorpå der lå en flunkende ny femkrone. 

– Er der ikke en af d’herrer, der kan spæde fem kroner til? spurgte han og tilføjede hurtigt: – Så har jeg ti!

Det fik han.

0 kommentarer

Nytårsstatus

01/1/2014

Set i bakspejlet
Sådan set var det jo i går på årets sidste aften, jeg skulle have nedfældet årets milepæle. Uheldigvis blev jeg overmandet af af noget, der ligner præstationsangst, men det kan også have været ganske almindelig magelighed. Det beklager jeg mange gange, men nu er jeg til gengæld rigtig i hopla, og det er du uden tvivl taknemmelig for, for jeg ved jo, hvor meget mit liv, levned og velbefindende ligger dig på sinde.

Man plejer at fokusere på det positive, når man gør nytårsstatus, men alt for ofte glemmer vi at glæde os over alle de negative tildragelser, vi ikke har været udsat for. Så her er årets positive negativliste i 10 uprioriterede punkter:


  • Jeg er ikke blevet interviewet i Deadline af Martin Krasnik
  • Jeg er ikke blevet droppet af nogen af mine venner, fordi jeg ikke har anskaffet mig en iPhone 5s
  • Jeg har ikke været på skiferie og er ikke kommet hjem med et brækket ben
  • Jeg har ikke været indlagt på noget hospital, og jeg er ikke blevet fejlopereret
  • Der er ikke nogen, der har serveret stegt lever for mig
  • Jeg er ikke kørt tør for kølervæske på motorvejen og blevet samlet op af Falck siden begyndelsen af december
  • Min kat er ikke blevet kørt over
  • Mit hus er ikke blæst omkuld eller brændt ned
  • Jeg er ikke blevet beskyldt for at opføre mig upassende ved mindehøjtideligheder for udenlandske statsmænd
  • Nytårsaften betyder ikke noget særligt for mig, og derfor har jeg ikke ondt i hovedet i dag.

Kan man forlange mere?

2 kommentarer