Arkiverede indlæg december, 2013

Tilbage til forside

Bag duggede briller

12/31/2013

Vinterens svøbe
Det har været den mildeste december i mands minde med forsvindende få temperaturmæssige afstikkere til nulpunktet og derunder. Men som erfaren brillebærer kan jeg konstatere, at den omgivende luft ikke desto mindre har været kølig nok til at få glassene til at dugge og berøve én orienteringen totalt, når man bevæger sig fra det fri ind i en lun stue, hvor brændeovnen er godt oppe i omdrejninger.

Jeg diskuterede engang problemstillingen med min ligeledes brillebærende frisør, som påstod, at man kunne eliminere irritationsmomentet ved at træde baglæns ind i det opvarmede hus. Så ville brilleglassene ikke dugge det mindste.

– Er det lige så effektivt, som hvis man lægger sig på ryggen med et tændt stearinlys i munden og en marineret sild på maven? spurgte jeg sarkastisk. Og så talte vi ikke mere om det.

Det ligger nu et par år tilbage, men hans råd må have lagret sig et sted i min underbevidsthed, for i går da jeg stod uden for hoveddøren og lige havde sat nøglen i låsen, kom jeg i tanker om tricket og besluttede mig for at lade dets anvendelighed komme an på en prøve. Jeg åbnede døren, og da jeg havde forvisset mig om, at Madame ikke var i nærheden, vendte jeg mig om, strakte det ene ben så langt bagud jeg kunne, tog resolut et skridt baglæns og væltede en gulvvase med et brag.

Men det virkede!

Jeg skal ikke kunne sige, hvilke naturkræfter der er oppe mod hinanden, når en bebrillet person går fra kulde til varme på den omtalte naturstridige måde, for den slags forstår jeg mig ikke på. Til gengæld forstår jeg udmærket, hvorfor kattene tog benene på nakken og forsvandt om bag sofaen som nytårsraketter.

1 kommentar

Et kort møde

12/30/2013

Baldersvej
Jeg sidder på et møntvaskeri et sted uden for byen og læser i en bog, mens jeg venter på en kogevask. Der er ikke andre end mig i vaskeriet, indtil der kommer en dreng på 10-11 år ind ad døren. Han går direkte hen og stiller sig op foran mig og spørger høfligt, om han må spørge om noget. Egentlig vil jeg helst bare læse videre i min bog, men jeg er også høflig og nikker.

– Ved du, hvor Baldersvej ligger?

Det gør jeg ikke, men jeg har et kort liggende ude i bilen. Jeg lægger bogen fra mig, og vi følges ud for at undersøge sagen.

– Jeg skal nemlig mødes med en, der bor dér. Vi skal i biografen, oplyser drengen.

Baldersvej viser sig at ligge mindst en halv times gang fra møntvaskeriet.

– Åh nej! udbryder han, da jeg viser ham vejen på kortet. Han kan på ingen måde nå det, inden filmen begynder.

Om lidt bliver det mørkt. Jeg kunne køre ham derhen på under ti minutter, men forkaster tanken i samme øjeblik som jeg får den. Små drenge skal ikke køre rundt i skumringen med fremmede mænd, de møder tilfældigt i afsidesliggende møntvaskerier. Og mænd skal holde sig langt væk fra mindreårige drenge, de ikke er fædre til. Sådan er det bare, det ved enhver. Man skulle fandme nødig mistænkes for noget. Børn skal også lære at disponere deres tid.

Så går jeg ind og samler mine ting sammen. Lidt senere sætter jeg drengen af på Baldersvej og kører tilbage til min kogevask.

Måske skulle man skære lidt ned på avislæsningen.

2 kommentarer

En tegnebog forsvinder

12/27/2013

Distraktion
Nogle ville måske kalde det åndsfraværelse, men det lyder mindre charmerende, og eftersom det er mig selv, det drejer sig om, foretrækker jeg ordet ‘distraktion’. Det, jeg taler om, er fx når man sidder en rødglødende sommerdag i S-toget og har taget jakken af og lagt den på det tomme sæde ved siden af for at koncentere sig om at læse i den bog, man har med. Det lykkes så godt, at man pludselig helt tilfældigt opdager, at toget allerede holder på den station, hvor man skal af, hvorefter man styrter ud af toget for at undgå at blive transporteret videre til den næste station, hvor man intet har at gøre. Vel ude på perronen drager man et lettelsens suk over, at man nåede det – og øjeblikket efter pibler koldsveden frem på panden, fordi det går op for en, at jakken, inklusive tegnebogen med alle overlevelsesnødvendige plastickort og likvider, har fortsat rejsen alene.

Det skete for mig for femten år siden, men dramaet endte lykkeligt. Jeg forestillede mig vanemæssigt det værst tænkelige, men både jakke og tegnebog med uberørt indhold blev et par timer senere indleveret på endestationen, og min tiltro til menneskeheden blev automatisk opgraderet ved samme lejlighed.

I dag var jeg tæt på se mig nødsaget til at støve den gamle misantropi fra før den nævnte hændelse af. Jeg var henne for at fylde benzin på bilen, og da jeg havde betalt, kørte jeg videre til købmanden. Men da jeg skulle til at stå ud af bilen, var tegnebogen væk og absolut ingen steder at se. Tilbage til tanken i en helvedes fart, men her kendte de ikke noget til nogen tegnebog. En eller anden måtte have tilegnet sig den i et ubemærket øjeblik, da jeg lagde den fra mig på disken. Tilbage til privatboligen i en endnu mere helvedes fart og få spærret dankortet.

Da jeg havde sundet mig lidt, syntes jeg alligevel, at jeg ville prøve tanken igen. Nej, stadig ingen tegnebog, men damen bag disken – Vivi – tilbød at se overvågningsbåndet igennem for at få opklaret, hvad der var sket. Og der så man lige så tydeligt mig vandre ud af forretningslokalet med tegnebogen sikkert i hånden.

Altså måtte den være i bilen.

Det var den også. Der må stadig have været både liv og initiativ i den ko, der i sin tid lagde skind til tegnebogen, for en gennemgribende ransagning af bilens indre afslørede, at tegnebogen havde sneget sig ned på gulvet til højre for passagersædet og lagt sig bekvemt og næsten usynligt til rette mellem sædet og døren.

Jeg sender Vivi en dybfølt tak for, at mit forholdsvis milde menneskesyn er intakt. Tænk, at hun gad.

For resten er jeg ikke helt så indædt en modstander af overvågningskameraer, som jeg har været. Og Madames ubeherskede latter tager vel af med tiden.

5 kommentarer

Omvendt jul

12/24/2013

Min morbrors 190SL

En af fordelene ved at have nået min akrofobiske alder er – ud over at butiksansatte under 20 er begyndt at sige De og hr. til en – at det næsten er legitimt at tvangsindlægge sine omgivelser til den samme historie igen og igen. Ingen nænner at afbryde, uanset hvor mange gange de har hørt den, fordi de tror, at man ikke kan huske alle de gange, man allerede har fortalt den. De skulle bare vide! Men jeg har altså én god julehistorie, så hvorfor ikke benytte dagen i dag til at fortælle den en gang til. Det vil samtidig løfte sløret for, hvad en Mercedes 190SL, årgang 1961, har med julen at gøre:

Da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt, hvad der var britisk, og yndede at føre sig frem i engelsk oberst/landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til sit navn.

Der var selvfølgelig tilsvarende stil over juleaften. Påklædningen var smoking og lang kjole, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul med løftet glas og diskrete nik. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen altid stod på engelsk julekalkun all inclusive.

Én jul står særlig klart i min erindring:

Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødt til at køre hen efter en større ovn hos en smed i Ganløse, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til vildfremmede mennesker denne højhellige aften.

Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190SL, der lige nøjagtig havde plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held lige være i ovnen.

På det tidspunkt var klokken allerede mange, og kalkunen skulle have knapt fem timer i den lånte ovn, så vi måtte arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i den et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig adskillige gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: Den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet og slukkede lyset, slukkede hun også for ovnen.

Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele dyret.

God jul.

2 kommentarer