Arkiverede indlæg februar, 2012

Tilbage til forside

Motorvejens herskere

02/1/2012

02

En ganske almindelig motorvej med jævn trafik på en ganske almindelig dag uanset tidspunkt. Du vil gerne forbi ham, der ligger foran dig i overhalingsbanen. Måske kører han for langsomt uden at tænke over det, måske nyder han landskabet, eller måske har han bare 187 betonfliser i bagagerummet, som han skal bruge til sin nye terrasse i sommerhuset.

Hvad gør du? Måske kører du helt op bag ham, så der højst er to centimeter til hans bagsmæk, og demonstrerer på den måde din villighed til at risikere en ulykke, der vil sende jer begge direkte til de evige overhalingsbaner på få sekunder. Eller du giver ham måske hornet og en maskingeværsalve med det lange lys, så adrenalinproduktionen også stiger hos ham. Samtidig kan du kompensere for, at de betragter dig som en grå og inferiør eksistens inde på kontoret. De skulle bare se dig nu i åben kamp med en Corolla.

Og hvis han ikke giver sig, laver du en halsbrækkende overhaling indenom og svinger så tæt ind foran ham som overhovedet muligt, når du er forbi ham, ryster voldsomt på hovedet og banker dig på panden. Så forstår han nok, hvor stor en idiot han er.

Der er selvfølgelig rimelige begrundelser for at gøre som du gør:

  1. Du har et døende barn på bagsædet, og det er livsvigtigt, at det kommer på hospitalet snarere end straks.
  2. Der er ikke noget punkt 2.

Forestil dig nu, at det er dig, der sidder ved rattet i bilen foran, og der ligger en kraftidiot lige bag ved dig, der blinker og dytter som en besat. Du kører de tilladte 110 kilometer i timen, så du har retten på din side. Det er vigtigt at have ret. Det har idioten bagved ikke. Han overtræder reglerne, men heldigvis håndhæver du dem som den retskafne borger, du er. Du skal nok vise ham, hvordan man kører. Man kunne kalde din adfærd passiv aggression, men du kalder det at være i din gode ret. Du kunne også vælge at trække ind i den inderste vejbane, så han kunne komme forbi. Men hvorfor i alverden skulle du det? Der er kampe, der er værd at kæmpe og krige, der er værd at vinde.

Det er ikke nogen af de ovennævnte. Heller ikke selv om du har en BMW med sænket undervogn og brede dæk.

33 kommentarer