Arkiverede indlæg januar, 2012

Tilbage til forside

Når mænd græder

01/20/2012

03

Rigtige mænd græder jo ikke. Og dog. Der findes situationer, fx begravelser, hvor det nærmest er upassende ikke at græde eller i det mindste fælde en diskret tåre, også selv om man er en mand. Spørgsmålet er bare, hvad det helt nøjagtigt er for tilfælde, hvor det er o.k. at vise, at ens hjerte ikke er gjort af uforgængeligt materiale.

Når jeg tager emnet op, er det fordi det forekommer mig, at min egen tilbøjelighed til at kaste et mere eller mindre gennemblødt håndklæde i ringen er taget til med årene. Om det skyldes, at jeg er blevet voksen og følsom, eller at jeg bare er blevet et sentimentalt gammelt fjols, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald bliver mine tårekanaler skyllet igennem oftere nu end før.

For det første er der visse film, der sætter standhaftige mænd på en hård prøve. Især amerikanerne er eksperter i at få én på gyngende grund ved hjælp af velvalgte og -placerede musikstumper. Her har jeg heldigvis oparbejdet en vis rutine i at bevare fatningen, fordi det er alt for gennemskueligt, at der bliver spekuleret i mine blødeste punkter. Og det går slet ikke an for en mand at sidde og flæbe over en kærlighedsfilm med tydelig adresse til et kvindeligt publikum. Skal man tude over en film, kan jeg kun komme i tanker om en lille håndfuld, hvor det er muligt at bevare værdigheden, hvis man bliver taget på fersk gerning med en fugtig øjenkrog. Finding Forrester, Døde poeters klub, Den grønne mil, den slags.

Men hvordan så med det virkelige liv? Her stødte jeg for nylig på en liste over legitime tårefældningssituationer for mænd, der tog sig nogenlunde sådan ud:

Når du frier til dit livs kærlighed, og hun siger ja.
Når I står ved alteret og lige er blevet viet.
Når du har deltaget i den sidste fodboldkamp, du nogen sinde kommer til at spille.
Når din elskede bil – især den første – bliver totalskadet.
Når din elskede hund eller hest dør.

O.k., tænkte jeg, da jeg nåede til sidste punkt, men hvad så med ens kat? Eller når katten kommer hjem efter seks døgn på farten, hvor man har svævet i total uvished om dens skæbne?

Aj. Det går sgu ikke.

15 kommentarer

Erotikken er død

01/12/2012

04

I mange år har jeg haft min gang i en virksomhed, som for ikke så længe siden flyttede sit domicil til nye, arkitekttegnede stål- og glasbygninger i en betonørken uden for byen. Nu ligner det hovedsædet i et forsikringsselskab i stedet for det mediehus, det er. Det stereotype, kønsløse bygningsværk ville garanteret have fået Jacques Tati til at vende begge tommelfingre i vejret, og det ville have kriblet i hans øvrige fingre efter at komme til at lave Playtime II, hvis han ikke så effektivt var afskåret fra det.

Før udflytningen var vi et par hankønsvæsener, der løftede øjenbrynene en anelse over, at nogle af herretoiletterne var udstyret med klemmeanordninger og tilhørende poser beregnet til hygiejnebind. Det gør vi ikke længere, for i det nye domicil er toiletterne ikke kønsopdelte – der er fri adgang for alle trængende overalt, og der hænger poser med unævneligt indhold i hvert eneste aftrædelsesrum.

Man kan vel sige, at der i det mindste er indført toiletmæssig ligestilling på arbejdspladsen, men jeg synes ikke, det er nogen god idé at fraternisere på den måde på toiletfronten. Hvis vi skal opretholde bare et minimum af mystik og respekt – tilsammen kaldet erotik – i omgangen med det andet køn, går det simpelt hen ikke, at der slet ingen hemmeligheder er for høre- og andre sanser. Selv om jeg måske nok kan have en mistanke om, at der ikke er den helt store forskel på maskuline og feminine lydeffekter på det pågældende område, har jeg ikke lyst til at få det dokumenteret så direkte og utvetydigt. Godt nok er der både vægge mellem båsene og døre, der kan lukkes, men som enhver ved, lader lydisoleringen i nybyggeri meget tilbage at ønske.

Jeg mindes med gru et højskoleophold i min tidlige ungdom, hvor der var den samme joviale tilgang til toiletspørgsmålet. En dag, da jeg stod og vaskede hænder efter endt mission, kom holdets mest sexede og indtagende pige ind ad døren, vrikkede forbi mig med et ’hej’ og låste sig inde i et af aflukkerne, hvor der var åbent både foroven og forneden. Øjeblikket efter lød der en eksplosion derindefra, som fik ruderne til at klirre. Behøver jeg at sige, at resten af mit højskoleophold var spoleret på grund af distraherende associationer, der trængte sig på, hver gang jeg så hende? Hvor jeg tidligere havde gjort alt, hvad jeg kunne for at løbe ind i hende, havde jeg nu travlt med at undgå hende for enhver pris.

Kort sagt: jeg er alvorligt bange for, at fælles toiletter er en tikkende bombe under pardannelsen på større arbejdspladser (og højskoler), og på længere sigt vil det gå ud over reproduktionen, der i forvejen er hastigt på retur. Lad os få de kønsopdelte toiletter tilbage, så vi kan sikre menneskehedens bevarelse i hvert fald et par generationer endnu.

Til gengæld er jeg villig til at se igennem fingre med hygiejnebindsposer på herretoiletterne.

8 kommentarer

Tung var min barndoms tærte

01/9/2012

05

Da jeg for uhyrligt mange år siden trådte mine barnlige hjemmesko i udkanten af Aalborg (‘futsko’ på de breddegrader) var der noget, der hed en dagmartærte, som man købte hos bageren om søndagen, når man skulle have gæster. Det var en flerepersoners tung og klistret, rund konstruktion af wienerbrødsdej med nogle mindre, glasurbelagte cirkler ovenpå, og den dryppede uhæmmet af fedtstof, når man spiste af den.

En rødglødende sommerdag i midten af det forrige århundrede, da jeg stod ude på gaden i en københavnsk forstad og betragtede det sørgelige syn af alle vores sammenstuvede møbler, der ét for ét blev båret fra flyttebilen og ind i det tomme hus, som skulle være vores fremtidige hjem, blev jeg af min mor sendt til bageren efter en dagmartærte til kaffen. Jeg var seks år og forbandt ikke ordets første led med et pigenavn, og jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad en tærte var. I øvrigt udtaler nordjyder, som vi jo var, ikke ‘e’ i enden af et ord, så for mig var ’dejmortært’ bare det kodeord, der skulle til for at udløse den aktivitet i en bagerbutik, som var forudsætningen for at man kunne forlade butikken igen med den kage, man havde haft i tankerne, da man sagde ordet.

Men på den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, og det gjorde ingen forskel, at jeg blev ved med at gentage mit ’dejmortært’. Tårerne var for længst begyndt at brænde bag øjeæblerne, da jeg i sidste øjeblik, inden gråden fik overtaget, opdagede dét, jeg var kommet efter, i vinduet. Jeg pegede på dagmartærten og sagde halvkvalt: ’Så’n én’. ’Nårh,’ svarede damen, ’en smørkage!’ og en sten så tung som kagen selv faldt fra mit hjerte.

Siden har jeg ikke taget hverken ‘dejmortært’ eller ‘dagmartærte’ i min mund, lige så lidt som jeg nogen sinde er stødt på ordet her på højre side af Storebælt. Men hvad skimtede jeg ud af øjenkrogen forleden dag under mit indkøbsraid sådan rundt regnet 50 år efter, da jeg på ilsomt fjed passerede bagerafdelingen i Kvickly? Et skilt med følgende ordlyd:

UGENS TILBUD
DAGMARTÆRTER
PR. STK. 34,-

Jeg gennemstrømmedes selvsagt af blandede følelser ved synet af skiltet, men modstod alligevel fristelsen til at hjemføre et eksemplar af den famøse tærte. I den mellemliggende tid har min myndige frue nemlig for længst belært mig om konsekvenserne af at sætte tænderne i den slags livstruende klumper af transfedtsyrer.

Derfor vil jeg nøjes med at glæde mig over, at afstanden mellem landsdelene også sprogligt er blevet kortere i de mellemliggende år og vente spændt på at høre om de første politianmeldelser mod Kvickly for uagtsomt manddrab på grund af fremstilling og salg af dødbringende tærter. Og i øvrigt bede til, at jeg ikke selv en skønne dag får en i hovedet.

6 kommentarer

Dér røg det forsæt

01/1/2012

06

Sagen er, at i de sidste tyve år eller mere har jeg haft det samme nytårsforsæt: jeg vil begynde at ryge. Jeg satser altid på at blive piberyger. Cigaretter er vulgære og lugter infamt, og der er for meget show-off i en cigar. En pibe er en passende mellemting, hvor man stort set selv kan bestemme lugten i røgeriet, og piber kan være de rene kunstværker. En overgang var jeg stamkunde i de hellige haller hos Anne Julie og Pibe Dan, og jeg har stadig en hel skuffe fuld af lækre, håndskårne sundhedstrusler, der ud over at repræsentere en formue ligger og frister mig jævnligt til at tage den skikkelige uskik op.

For der er ikke bare noget indiskutabelt maskulint, men også noget autoriseret hyggeligt og forsonligt ved piberygning. Der er bare det ved det, at det er fandens besværligt, og derudover er jeg et ekstremt eksempel på mænds manglende evne til at multitaske. Hvis jeg ryger, ryger jeg, og så gør jeg ikke noget andet. Hvis jeg alligevel gør noget andet, går piben ud med det samme. Det gør den for resten som regel alligevel, og så skal der askes og renses og stoppes og tændes igen i én uendelighed. For ikke at tale om de gange hvor man opdager, at det faktisk er asken, man sidder og pulser på, og man så småt begynder at mærke den faretruende prikken i hovedbunden, koldsveden på panden og svimmelheden, der gør én ude af stand til at foretage sig noget som helst fornuftigt eller for den sags skyld ufornuftigt resten af aftenen.

Det er én gang lykkedes mig at holde et stop kørende uafbrudt i næsten tre kvarter. Det var dengang, Nordisk Tobakskollegium af uransagelige årsager inviterede mig til at være æresdommer ved DM i langtidspiberygning som ’den inkarnerede piberyger’, jeg ifølge indbydelsen var. Det må være en spasmager, der har givet dem et falsk tip, men jeg slog til, og i solidaritet med konkurrencedeltagerne, som jeg lige netop kunne ane gennem tågerne nede i salen, bakkede jeg med i de første 43 minutter, da min 3 grams ammunition definitivt slap op. Jeg har dokumentation for bedriften, men ikke for den hudløse tunge, jeg vendte hjem med, og som var skyld i, at jeg ikke kunne smage forskel på en hakkebøf og en piratos i fjorten dage efter.

Ellers er det kun blevet til sporadiske tilløb. Det plejer at gå med mit nytårsforsæt som det plejer at gå med den slags: den første uges tid forløber problemfrit, men så begynder jeg at falde lidt af på den, og inden jeg får set mig om, er jeg tilbage i den gamle skure med ikke at få røget noget som helst.

I år er det gået helt skævt. Vi er nu næsten et døgn inde i det nye år, og jeg har overhovedet ikke fået begyndt endnu. Jeg må nok bide i det sure æble og se i øjnene, at jeg aldrig bliver piberyger.

Jeg har det ikke i mig.

10 kommentarer