Arkiverede indlæg december, 2011

Tilbage til forside

Same procedure …

12/26/2011

07

Vi har én juletradition i vores topersoners kernefamilie. Den foregår 2. juledag, og det er ikke julen, der er anledningen, men en fjern tantes fødselsdag. Hun fejrer den hvert år ved at invitere os på en toptunet julefrokost på Dragørs bedste, dyreste og mest funky restaurant sammen med et par håndfulde andre mennesker i hendes bekendtskabskreds. De samme hvert år.

Traditionen træder i kraft allerede sidst på formiddagen, hvor jeg ifører mig ulastelig mellemgrå habit, højglanspolerede sorte sko, en lyseblå manchetskjorte og et storblomstret silkeslips. Det udløser hver gang den samme, lakoniske kommentar fra Madames side:

– Åh nej.

Inden vi tager af sted, husker jeg at klaske et skvæt Issey Miyake aftershave på kinderne, og Madame minder mig om konsekvenserne:

– Jeg sover ikke sammen med dig, når du lugter som et bordel.

Rejsen til Dragør tager en time og tre minutter, den samme tid som det tager at genopfriske hovedtrækkene i sidste års frokostkonversation. Når vi er kommet frem, hilser vi høfligt på alle, tager plads ved bordet og fortsætter samtalen hvor vi slap sidste år, for jeg får altid svigerdatteren til tantens overbo til bords, og Madame altid hendes mand. Vi ser dem kun den ene gang om året, men efter sytten sæsoner og en hel del flere fadøl og snapse er det ikke småting, vi ved om hinanden. De har nogenlunde samme alder som os, vores afkom er lige gamle, og mens vi har spist os gennem stimer af marinerede sild, hele andefarme og spandevis af risalamande, er børnene flyttet hjemmefra, blevet voksne og sluppet mere eller mindre helskindet gennem diverse forgreninger af uddannelsessystemet. Lageret af samtaleemner er uudtømmeligt, og i tilgift får jeg et resumé af dagens prædiken, for min genbo ved bordet er sognepræst, hvad han for resten skjuler overbevisende godt med et frisprog, der almindeligvis anvendes på helt andre arbejdspladser end hans.

Inden vi tager hjem, konstaterer jeg med tilfredshed, at det ikke bare er deltagerne i vores egen julefrokost, der er de samme som sidste år, men også de tavse spisere ved de andre borde i restauranten: den kendte redaktør fra ugebladet med alle de kendte er en sikker genganger, og heller ikke den rødmossede oberst med verdens mest gennemskuelige hentehår har svigtet denne gang.

På vejen hjem resumerer vi dagens højdepunkter og diskuterer, om manden med hentehåret nu også er oberst, som jeg påstår.

– Han kunne lige så godt være en gas- og vandmester med for højt blodtryk, siger Madame traditionen tro.

Oppustede og vel hjemme bliver vi igen i år enige om at springe aftensmaden over og gå tidligt i seng. Jeg husker at vaske ansigtet omhyggeligt. Jeg lugter ikke af bordel, men muligvis en anelse af kølervæske eller er det dildsnaps? Madame konstaterer, at jeg går an. Og vi nøjes med at sove.

Man skal værne om sine juletraditioner. Ikke mindst når man kun har en enkelt.

4 kommentarer

Læs ikke dette indlæg

12/15/2011

08

Vær venlig at læse overskriften én gang til. Hvis du er nået så langt som hertil og stadig agter at fortsætte, er du selv ude om det, hvis du føler, at du spilder tiden.

Sagen er, at min særlige rådgiver i alle vigtige spørgsmål gennem et langt liv, Jeronimus Haengeroev, principielt ikke synes, at man skal skrive blogindlæg om alt det, man ikke bryder sig om, selv om det er en udbredt sport. Somme tider er der bare ingen vej udenom, og derfor har jeg besluttet at stille min blog til rådighed for hans synspunkter. Rent undtagelsesvis, forstås.

Nu kommer det: Jeronimus kan ikke fordrage vittigheder. Jo, selvfølgelig synes han, det er sjovt, når en sætning spontant gribes i luften af nogen, vendes og returneres som et uventet smash i et spil badminton. Det er bare meget få, der behersker kunsten og da som regel kun i heldige øjeblikke.

Hvad der derimod er aldeles usjovt er omhyggeligt konstruerede og på forhånd udtænkte vittigheder. Altså når en eller anden i en forsamling – eller endnu værre: på tomandshånd – begynder med: ‘Det var en russer, en englænder og en dansker, der …’ Så krummer Jeronimus’ tæer sig automatisk under fodsålerne, han bliver fjern i blikket og begynder at tænke på, hvad han skal have med i madpakken i morgen, hvornår han kan få bilen til service, om der er optændingsbrænde nok til i aften eller noget helt fjerde, der kan holde ham vågen, indtil vittigheden er overstået. Men han er ude af stand til at koncentrere sig om at høre efter. Og alligevel er han nødt til at lade som om, at det er en ustyrlig morsom historie, han er blevet tvangsindlagt til, smile forventningsfuldt undervejs og slå en høj latter op til sidst. Hvis han bevarer det stenansigt, der stemmer bedst overens med den sindstilstand, vittigheden forårsager hos ham, overholder han ikke de sociale spilleregler, og han bliver opfattet som uhøflig eller direkte uforskammet.

Man kan træne sig op til at overleve den slags serieproducerede vittigheder, der altid er i omløb, hvis bare det er en mand, der fortæller dem. Det er almindeligt accepteret, at mænd optræder som simple, grove og udannede cementhjerner, når de skal være morsomme. Men når kvinder, der burde være klogere, gør det samme, er det fuldstændig ubærligt – synes altså Jeronimus. Hvorfor det forholder sig sådan, aner han ikke, men han er åben for forklaringer.

For resten er der kun én ting, der er mere kedsommeligt end forudsigelige/umorsomme vittigheder: teorier om, hvad der er sjovt eller ikke sjovt. Lad dette indlæg være et skræmmeeksempel.

2 kommentarer

Hørt i Netto

12/14/2011

09

Kassedame ved kasse 1: – Ja, det bliver 792,50.

Kunde: – 792! Hold da op! Kan man ikke arbejde det af?

Kassedame ved kasse 2 (vender sig om mod kunde): – Det tager en uge …

4 kommentarer

Dobbeltgængeri

12/8/2011

10

En morgen for et par år siden, da jeg kom kørende på Farummotorvejen, fik jeg pludselig øje på en af mine gamle studiekammerater i en bil, der flettede ind fra en tilkørsel. For sjovs skyld lagde mig bagved et stykke tid for at overbevise mig om, at jeg ikke tog fejl. Der var ingen tvivl. Nogle dage senere så jeg ham igen, og møderne på motorvejen fortsatte med jævne mellemrum, uden at han vist på noget tidspunkt lagde mærke til mig. Så skete det en dag, at vi tilfældigvis kørte ind på den samme benzintank, og han stod ud af bilen. Det var ikke ham.

En anden gang kom jeg ud fra den bygning, hvor jeg arbejdede, og fik øje på en fyr, som jeg et øjeblik troede var en fra it-afdelingen. Han var bare ti år ældre og tyve kilo tungere end sidst, jeg havde set ham, og det var få dage siden. Medmindre han havde været utrolig hård ved sig selv, kunne det altså ikke være ham.

I går midt på Rådhuspladsen kom en vildfremmed kvinde op på siden af mig og spurgte skælmsk og med et stort smil, om jeg var ved at være færdig med julegaveindkøbene. Først troede jeg bare, at det var et udslag af den almindelige julegalskab, men efter en absurd ordveksling viste det sig, at hun mente, at vi kendte hinanden fra Randers. Indtil jeg oplyste, at jeg kun har været i Randers én gang i mit liv, og da var jeg otte år gammel.

Men somme tider er der bare ikke noget at gøre.

En skønne dag, da jeg sejlede med Hundested-Rørvig-færgen, lagde jeg mærke til to fyre, der sad og hviskede sammen, mens de nikkede i retning af mig. Efter et stykke tid kom de hen til mig, og den ene af dem spurgte: ’Er det ikke dig med dyrene, ham dér, der tegner i fjernsynet …?’ Efterhånden gik det op for mig, at de troede, at jeg var Jens Olesen. Det benægtede jeg, men de blev ved, og jeg stod fast på, at jeg ikke var Jens Olesen. ’Lad nu bare være,’ sagde den anden, ’det er sgu da dig, det kan vi da se.’ Til sidst løb mit gode hjerte af med mig, og for ligesom at komme dem en anelse i møde fortalte jeg, at jeg en enkelt gang tilfældigvis havde truffet Jens Olesen, men i øvrigt havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

’Ja ja,’ sagde den første og så på mig med et smørret grin, der tydeligt signalerede, at ham skulle jeg ikke tro, at jeg kunne løbe om hjørner med, ’den er go’ med dig!’

Så opgav jeg.

6 kommentarer

Bar røv i december

12/6/2011

Baller

Det er lykkedes mig at finde læ på stranden, men mågen, der hænger i luften lige over mig, kommer ikke ud af stedet, selv om den bevæger vingerne. Det blæser voldsomt, og det er isnende koldt. Jeg står mellem to klitter og ser ud over stranden, som er helt øde, så langt øjet rækker. Skummende bølger slår ind over strandbredden og går larmende i opløsning.

Jeg drejer hovedet væk et øjeblik, og da jeg igen ser ned på stranden, står der en spinkel skikkelse på bredden med ryggen til. Skikkelsen er indhyllet i et tæppe, og efter hårlængden at dømme er det en kvinde. Hun bliver stående og kigger ufravendt ud over havet. Efter et minuts tid giver hun slip på tæppet, som glider ned og lægger sig som en bunke oven på sandet. Nu står hun helt nøgen i kulden.

Hun løber ud i vandet med bævrende balder.

2 kommentarer

Underlige aftenlufte

12/3/2011

Glædelig jul

Julefrokosten er et aftenselskab, og det er mørkt, allerede da jeg ankommer til det fine hotel med udsigt over sundet. Jeg kender kun få af deltagerne, der alle er diskret velklædte og præsenterer deres partnere og sig selv i korrekt rækkefølge. Luften er mættet af parfume og dyr aftershave.

Jeg har fået en kvindelig præst til bords, som skiller sig ud fra selskabet på flere måder. Hendes påklædning er mindre prætentiøs, og hvis hun bruger parfume, har den kun begrænset rækkevidde. I hvert fald bemærker jeg den ikke. Vi taler godt sammen, men efter en halv times tid bliver jeg distraheret af en syrligt-rådden lugt, og hverken jeg eller min borddame lader sig mærke med det. Lugten forsvinder ikke, og det er ikke muligt at lokalisere den. Tilmed tager den til i styrke, og efter endnu et kvarters tid finder jeg et påskud for at gå udenfor og trække frisk luft.

Der er ikke andre på terrassen. Jeg står i den kolde aften og kigger over på parkeringspladsen, der ligger på den anden side af den sjappede græsplæne, jeg skråede over, da jeg ankom. Lugten, som jeg har forsøgt at undslippe, er der stadig.

Jeg bøjer højre ben og vender foden opad, så jeg kan se min skosål. I svangen sidder der en stor, blød hundelort.

4 kommentarer