Arkiverede indlæg november, 2011

Tilbage til forside

Hørt på BogForum

11/11/2011

BogForum

Kvinde: – Hej!
Mand: – Hej!
Kvinde: – Ja, vi ses jo på torsdag …
Mand: – På torsdag?
Kvinde: – Ja, i studiet.
Mand: – Hva’! Har du noget med det at gøre?
Kvinde (efter kort tøven): – Det er mig, der er værten …

2 kommentarer

Ærmer er ikke til at stole på

11/10/2011

Jeg går ind i herreekviperingsforretningen for at se nærmere på den skjorte, jeg har fået øje på i vinduet. Den har nøjagtig den type tern, jeg godt kan lide, men som man næsten aldrig ser mere, og farvekombinationen er perfekt. Stoffet er bomuld, som jeg foretrækker, så det er kun størrelsen,
der kan være tvivl om.

Normalt bruger jeg L, men ekspedienten mener, at jeg i dette tilfælde bør vælge XL, fordi flonel altid kryber lidt i vask. Jeg prøver en XL. Den er for lang på ærmerne, som når halvt ned over hånden, og i det hele taget er skjorten for stor, men ekspedienten fastholder sit argument. Jeg lader mig overbevise og går hjem med størrelse XL.

Jeg vasker skjorten på 40 grader og hænger den til tørre. Næste dag tager jeg den på. Den strammer over skuldrene, og ærmerne når til midt på underarmene.

2 kommentarer

Kvinder, karry og kødgryder

11/9/2011

Karrierekvindens frokost

Engang for ikke forfærdelig længe siden arbejdede jeg i en stor virksomhed med egen fortræffelig kantine. Maden var sund, lækker og veltilberedt hver dag, der blev lavet mad efter kendte kokkes opskrifter og udtænkt eksotiske temauger. I det hele taget blev der udfoldet en mundvandsfremkaldende opfindsomhed, man ikke havde troet mulig i en virksomhedskantine. Den kolde afdeling bestod af salater så fantasifulde og komplekse, at man kun ville kaste sig ud i at kreere noget, der lignede, hvis man havde sat sig for at vinde en konkurrence i Alt for Damerne om en aften på kaffebar med Jamie Oliver. Frokosten var kort sagt et af dagens højdepunkter for flertallet af ansatte, det vil sige mange.

Til daglig var kønsfordelingen mellem sultne kolleger nogenlunde fifty-fifty i den kolde og den varme afdeling, og almindeligvis gled trafikken jævnt, så man ikke behøvede at stå og vente på at komme til. Men en sjælden gang imellem var det første, man fik øje på, når man trådte ind i kantineområdet, en endeløs kø, der snoede sig hid og did ved disken i den varme afdeling, og som kun bestod af utålmodige mænd, gamle som unge, med en tallerken i hånden. ‘Boller i karry!’ hviskede de til hinanden med blanke øjne og vippende bryn, og budskabet forplantede sig som en løbeild ned gennem rækken. Omvendt var der kun kvinder ved salatbaren på de dage, og det var ikke kun dem, der normalt plejede at stå foran én henne hos slagteren og sige: ‘Jeg vil gerne have fem molekyler ekstra mager, usaltet, koff einfri roastbeef i papirtynde skiver…’. Nej, det var kvinder i alle alders- og vægtklasser, der vendte ryggen til den mandlige kødrand og flokkedes om salaterne.

Måske afslører jeg min afgrundsdybe uvidenhed, men jeg vover alligevel spørgsmålet: hvad har kvinder imod boller i karry, og hvorfor er det tilsyneladende det bedste, mænd ved? Er der en indlysende grund? Er det kødgryderne, der med deres kalden minder mændene om barndommens allestedsnærværende mødre og samtidig udgør en trussel mod moderne, emanciperede kvinder og får dem at flygte over til salatbordet, hvor de ikke risikerer, at nostalgiske mænd foreslår dem at skifte karrieren ud med en … hedder det karryere?

8 kommentarer

Et ildevarslende møde

11/8/2011

En mørk og stormfuld aften

Der er kø ved færgelejet. Jeg er på vej til Nordjylland og sidder i bilen og venter på at komme om bord, da der bliver banket på sideruden. Det er en mand, der står med en utændt cigaret i munden. Jeg ruller vinduet ned, og han spørger, om jeg har ild. Det har jeg tilfældigvis, selv om jeg ikke ryger. For at kunne tænde op i brændeovnen har jeg altid en lighter i lommen, så jeg finder den frem og giver manden ild. Han pulser en enkelt gang på cigaretten, siger tak, vender sig om og går tilbage til sin bil.

Nogle timer senere befinder jeg mig et sted i Jylland. Jeg har kørt længe, og da jeg kommer til en rasteplads i Rold Skov, svinger jeg ind på den, standser bilen og står ud for at strække benene. Efterårsmørket er kompakt, og jeg er helt alene på rastepladsen. Jeg går lidt frem og tilbage, og efter et par minutter svinger en anden bil ind og stopper op lige bag ved min. En mand stiger ud uden at slukke motoren, smækker døren og begynder at gå hen imod mig, og han standser ikke, før han står lige foran mig. Jeg bryder mig ikke om situationen.

– Du har vel ikke noget ild? spørger han.

Det er den samme mand.

0 kommentarer

Mit liv som installationskunstner

11/7/2011

Forleden så jeg en hårrejsende historie på nettet om en tysk rengøringskone på et kunstmuseum i Dortmund, som ved en fejltagelse var kommet til at rengøre et plettet gummitrug, der viste sig at være en del af en kunstinstallation til 6 millioner kroner. Nu hvor hun har fjernet pletterne, er kunstværket kaput, fordi det er umuligt at føre det tilbage til sit oprindelige udtryk.

Et øjeblik troede jeg, at installationens ophavsmand var mit store forbillede Marco Evaristti, der på sine gamle dage var nået frem til et mindre spektakulært formsprog, men heldigvis tog jeg fejl. Gennem årene har Evaristti som bekendt spredt lys og glæde på sin vej med guldfisk i blendere, heroin, kanyler, ligposer, henrettelse, rotter, terror, prostituerede, blod, bildæk, smadrede køretøjer, lemlæstede trafikofre, aids, sperm, blodtransfusion, hygiejnebind, skydevåben, bomber, kemikalier, brugte kondomer og lolitadukker. Kritikere har kaldt hans værker hule provokationer og selvpromovering, men intet kunne være mere forkert. Der må trods alt være lettere måder at gøre sig bemærket på end ved egenhændigt at påtage sig det slidsomme arbejde med at levere sæd til over 100 reagensglas i en installation. Seneskedehindebetændelse er ikke noget at spøge med.

Det var et scoop, dengang Evaristti brugte tre millioner på at opkøbe originale malerier og litografier af kunstnergruppen COBRA for selv at male på dem. Til gengæld ærgrer det mig den dag i dag, at han måtte opgive sin plan om at fodre guldfisk med det frysetørrede lig af en henrettet amerikansk fange, fordi fangen desværre fik omstødt sin dødsdom.

Men for nu at komme til sagen har jeg selv ladet mig inspirere af Evaristtis værker her i weekenden med nogle installationer, jeg har arbejdet på i flere minutter. Min tanke er at reaktualisere kunstens relevans i et nutidigt kulturelt rum gennem mit valg af temaer og materialer ud fra den betragtning, at finkulturens æstetiske erkendelse er forankret i en moralsk indstilling, der forudsætter afsavn og afstandtagen fra den naturlige og sociale verdens nødvendigheder. Gennem mine værker vil jeg åbne for æstetisk erkendelse og nye perceptionsformer:

  • Min første installation er en elinstallation. Jeg har sat strøm til en gammel Wegner-stol, og herefter er det op til publikum, om de tør sætte sig i den. De får selvsagt kun muligheden én gang.
  • Jeg har spærret en kat inde i en vaskemaskine. Katten hedder Emma, og installationen har jeg kaldt Trilemma, eftersom publikum har hele tre valgmuligheder: kulørt-, fin- eller kogevask.
  • For en rundelig sum har jeg købt den originale Mona Lisa. Jeg har ikke gjort noget ved selve maleriet, men jeg har hængt det op med lærredet ind mod væggen og bagsiden udad. Herefter kan publikum selv afgøre, om jeg er en skelsættende kunstner, eller om jeg er fuld af fis.

Endelig har jeg en vision om at købe de islandske håndskrifter og tegne tændstikmænd i dem, men det er foreløbig kun på idéplanet.

6 kommentarer

Hvis du er bange for at kede dig om søndagen …

11/6/2011

Stearin i randsyningen

… så gå til fest dagen inden i dine bedste, randsyede sko et sted, hvor man har tændt festblus i aluminiumsfoliebægre og stillet på jorden udenfor. Når du på et tidspunkt går ud for at trække lidt frisk luft, sørg da for at komme til at træde på kanten af et af blussene, så bægeret tipper, og den flydende stearin vælter ud over skoen. Herefter kan du få søndagen til at gå med at kradse den størknede stearin ud af randsyningen hele vejen rundt med en lommekniv.

0 kommentarer

Et mandejob

11/5/2011

Hov!

Da jeg kommer gående hen ad grusvejen, hører jeg ensartede, rytmiske slag, der bliver gradvist kraftigere, mens jeg nærmer mig, og snart kan jeg se, hvad der foregår. I en have står en mand og er ved at fælde et meget højt træ med en økse. Han har hugget et stort, kileformet hak i stammen, og netop som jeg passerer, begynder træet at knage som tegn på, at stammen er ved at brække over.

Manden løber væk fra træet med øksen i hånden, og et øjeblik efter er træet på vej ned mod jorden. Men det når aldrig så langt. På vejen bliver træstammen standset af husets tagudhæng, som den rammer med et tungt bump. Knækkede tagsten rutsjer ned ad det skrå tag og klirrer mod flisegangen foran huset.

Hoveddøren går op, og en kvinde med et forklæde på kommer ud. Hun løber hen over græsplænen med retning mod manden og standser et par meter fra ham. De kigger begge op på træet, der ligger hen over det knuste tag. Derefter ser de på hinanden.

Ingen af dem siger noget.

0 kommentarer

Pist forsvundne danskere

11/4/2011

Borte med blæsten

Lige nu sidder du ikke på din arbejdsplads og læser denne blog, og jeg sidder ikke på mit kontor og skriver den. Vi er her slet ikke. Det er også meget muligt, at det ikke bliver noget særlig godt indlæg, men det betyder ikke så meget, for du læser det jo alligevel ikke. I hvert fald ikke på dit arbejde og ikke lige nu.

Fredag eftermiddag er der ingen, der er på arbejde.

– Han er her ikke i øjeblikket, bliver der sagt, når man ringer. Nej, han er der ikke, for han er taget op i sit sommerhus i Hornbæk.

– Han kan ikke komme til telefonen lige nu. Nej, for han står og svinger med en putter ved ottende hul oppe på golfbanen i Søllerød.

– Han sidder i møde. Ja, hvis man kan kalde det et møde, når man sidder og spiser frokost med sin kone på Meyers Deli i Magasins kælder på Kongens Nytorv, mens man planlægger weekendens indkøb til gæster.

Jeg tænker selvfølgelig ikke på dem, der står i forretning, for de er netop nødt til at være der til at betjene alle dem, der er gået tidligt hjem. Her er stof til en længere afhandling om arbejdsrelateret stress i et fritidssamfund, men da det er fredag, endte det med kun at blive en notits.

2 kommentarer

Den falske frisør

11/3/2011

Hårkunst

Jeg er hos frisøren. Det er det samme sted, jeg er blevet klippet hver måned gennem mange år, og det er altid den samme frisør, der klipper mig. Det er en damefrisørsalon, og alle de ansatte er kvinder, men de sidste to-tre gange har der også været en mand, som jeg ikke har lært navnet at kende på endnu.

Den mandlige frisør plejer at tiltrække sig en del opmærksomhed, både på grund af sin påklædning, sin måde at bevæge sig på, sin stemmeføring og læspende udtale og sin brug af makeup. Jeg har også hæftet mig ved hans evne til at få kunderne til at le. Undertiden har han været i stand til at få hele salonen, både frisører og kunder til at grine højt, så det har været næsten umuligt at stoppe igen.

I dag er den mandlige frisør der ikke, og stemningen i salonen er mat. Ud over den tilbagevendende lyd af klippende sakse høres kun en dæmpet susen fra et par tørrehjelme. Jeg spørger min frisør, om hendes mandlige kollega har fri. Hun tøver et øjeblik og ryster så på hovedet.

– Nej, han er her ikke mere.

– Han har måske fundet et andet sted at arbejde? spørger jeg og forsøger at få øjenkontakt med frisøren i spejlet.

Hun ser stift på mig.

– Han var ikke frisør, siger hun. – Han kunne kun én frisure.

4 kommentarer

Jeg har gennemskuet jer alle sammen

11/2/2011

Cafélegen

For afvekslingens skyld har vi aftalt at holde mødet på en café. Jeg kommer først, er i god tid, og uden at tænke nærmere over det er jeg i fuldt sving med den gamle selskabsleg for ventende og enlige cafégæster: kender du typen?

Fysik og biologi betyder en del, men ikke alt. Vi har en vis kontrol over, hvilken type vi er. Hvis jeg var skuespiller, kunne jeg for eksempel ikke spille eliteroer eller udsmider i en natklub, men det ville ikke være noget problem at være praktiserende læge, violinist eller sidegadevekselerer. Måske skulle jeg ændre lidt ved min fremtoning, og jeg ville være nødt til at undersøge nærmere, hvordan man håndterer en violin, men ellers ville jeg kunne udfylde rollerne temmelig overbevisende.

Vi ifører os vores type på samme måde, som vi ifører os vores tøj. Inden for visse rammer vælger vi at være hurtige eller langsomme, udadvendte eller sky, åbne for påvirkninger eller distancerende. Hvilken type jeg er, signalerer jeg med min kropsholdning, min påklædning, min mimik eller den måde, jeg går på. Skuespillere lever af det, og de gode har et større register at spille på end os andre, men vi gør det allesammen. Vi digter
et image og sælger det så godt, vi kan.

Det er også et image ikke at have noget image, for det er vanskeligt at se ud som en, der er ligeglad med, hvordan han ser ud. Vores type er en rustning og en overlevelsesforanstaltning. Jeg understreger de egenskaber hos mig selv, der får folk til at blive bange for mig, synes om mig eller være ligeglade med mig, alt hvad der får mig til at føle mig tryg. Præcis som alle andre.

Jeg sidder altså der på fortovet og betragter de typer, der kommer forbi: den samfundskritiske kunstmaler, den stressede reklamemand, den bitre, nyskilte mor, den fordrukne journalist, den gamle skørtejæger, andengenerationsindvandreren med den høje uddannelse. Overvejer et øjeblik at skrive et stykke, hvor alle de forskellige typer af en eller anden grund er lukket inde i det samme rum, siger grove ting til hinanden, skændes, græder og ender med at blive klogere på hinanden og verden. Men stykket er vist allerede skrevet, og med lidt held slipper jeg for nogen sinde at se det.

Vi tror, at vi kan gennemskue hinanden. Men der er tonsvis af undersøgelser, der viser, at folk ikke kan se forskel på en hæderlig person og en svindler. Man kan høre, mærke og se, når et barn på syv år pynter på sandheden, men ikke når en ejendomsmægler på fyrre gør det. Hvis hun er ude på at snyde dig, gør hun det. Man kan afsløre hende ved at sætte sig ind i tingene, men det er en kedelig beskæftigelse, så vi forlader os på instinkterne. Derfor er den bitre, nyskilte mor, jeg lige har spottet, utvivlsomt en bitter, nyskilt mor, selv om hun lige så godt kunne være en succesfuld designer med fritidshus i Provence og et forrygende kærlighedsliv.

Jeg tager en slurk af mit glas, og tanken strejfer mig: hvor ofte har man egentlig ladet sig imponere af folk, der var ude på at imponere en i stedet for at blive imponeret af folk, der var grund til at blive imponeret af?

Længere når jeg ikke. Min aftale er dukket op og har sat sig over for mig med sin latte. Mødet kan begynde.

11 kommentarer