Arkiverede indlæg november, 2011

Tilbage til forside

Skyggen i badeværelset

11/29/2011

Vid og sans

Ud af den ene øjenkrog ser jeg pludselig en mørk skygge, der glider hen over badeværelsesgulvet med lynets hast, men da jeg vender mig om, kan jeg ikke få øje på noget. Jeg lægger tandbørsten fra mig og gransker gulvet minutiøst. Der er intet unormalt at se. For en sikkerheds skyld ser jeg også efter bag ved håndklædereolen, der står næsten helt inde i det ene hjørne. I samme øjeblik jeg rører reolen, farer skyggen diagonalt hen over gulvet igen og bliver standset af det modsatte hjørne, der forhindrer den i at komme videre. Nu sidder der en skovmus i hjørnet og kigger op på mig.

Jeg rækker ud efter et håndklæde. Det er min plan at fange musen ved at kaste håndklædet hen over den, men musen er for hurtig. Før håndklædet rammer gulvet, er den er igen ovre under håndklædereolen. Tror jeg. Jeg kan ikke finde den.

Efter ti minutters søgen opdager jeg, at musen sidder og kryber sammen bag radiatoren på det beslag, der holder radiatoren fast til væggen. Her kan jeg ikke nå den, og jeg henter et kosteskaft, som jeg kan stikke ind i mellemrummet mellem radiatoren og væggen og pirke til musen med. Inden kosteskaftet strejfer den, er den væk igen og sporløst forsvundet.

Jeg tager stakken med håndklæder og giver mig til at folde hver enkelt håndklæde ud efter tur. Det tager yderligere fem minutter og giver ikke noget resultat.

Så hører jeg en lyd. En lille lyd, bare en svag skraben. Den kommer fra toilettet, og da jeg slår låget op, ligger musen og gisper i vandkanten. Jeg løber ud af badeværelset for at hente noget at fiske den op med.

Da jeg kommer tilbage, gisper musen ikke længere. Den ligger livløs i vandet.

6 kommentarer

Det farlige liv på nettet

11/27/2011

Seler og livrem

Hvis man vil være lykkelig, er der tre ting, man skal undgå at skifte ud alt for ofte, fordi det giver en farlig masse bøvl: sin ægtefælle, sin bopæl og sin computer. De to første punkter kan man altid indrette sig efter med lidt snilde. Det er punkt tre, der er udfordringen. En computer begynder at degenerere fra det øjeblik, man tilslutter den, og blive langsommere og langsommere for hver dag. Man opdager det ikke, fordi det sker så småningom, og efter et par år har man vænnet sig til, at man kan gå ud og lave en kop kaffe i den tid, der går fra man har tændt computeren, til at man kan komme til at se sin mail. Man ved godt, at det ikke er, som det skal være, men man skyder det fra sig, fordi man ved af erfaring, hvad der venter en, hvis man giver computeren dødsstødet og skal til at rigge en ny til. Og kaffen skal man jo have alligevel. Og så travlt har man jo heller ikke. Og den fungerer jo trods alt efter hensigten. Sådan da.

I sidste uge var jeg nået dertil, hvor jeg kunne tilberede en treretters menu og indtage den uden at være helt sikker på, at computeren var klar til brug, når jeg også havde vasket op og drukket en kop kaffe. Så nu har jeg fået ny computer.

Egentlig gik det forbløffende hurtigt med at få flyttet filer og programmer over. Det, der tog tiden, var at registrere, huske, holde rede på og indtaste brugernavne og koder på hvad som helst. Og så var det, jeg kom til at tænke på, hvor lidt vi stoler på hinanden, når det gælder computere og internetforbindelser. Når vi ikke sidder ved computeren, er det utroligt så meget tillid, vi har, især når det er bekvemt for os at have tillid. Om sommeren, når det er for varmt, lader jeg gladelig døren stå åben ud til haven om natten, og i princippet kan hvem som helst vade ind. Vi sætter os ind i bilen og bevæger os med mindst en kilometer i minuttet på stærkt trafikerede veje fyldt med mennesker, der befinder sig i en ukendt følelsesmæssig og kemisk tilstand. Hele tiden kommer vi så tæt på dem, at bare en lille, utilsigtet bevægelse kan slå os og en hel masse andre mennesker ihjel, og alligevel gør vi det, fordi det er hurtigere end at tage bussen. Vi har tillid. Og det mest utrolige af det hele er, at det som regel går godt. Der sker ikke noget, og vi slipper levende fra det. Vi spiser på restauranter uden først at inspicere køkkenet. Vi sætter os op i flyvende metalcylindre og rejser tusindvis af kilometer og stiger ind i taxaer med folk ved rattet, som vi overhovedet ikke kender. Måske har de skumle hensigter, og der er ingen Norton eller McAfee til at redde os.

Det er et under, at nogen af os overhovedet har overlevet så længe som det tager at lave en kop kaffe.

2 kommentarer

Liv og død i overhalingsbanen

11/25/2011

Wroom

I bakspejlet kan jeg se en sort bil nærme sig med stor fart, og på et øjeblik ligger den så tæt bag ved mig, at jeg ikke kan se nummerpladen. Bilen forsøger at presse mig, men jeg har ikke mulighed for at sætte hastigheden op. Foran mig kører en halv snes andre biler i kø på landevejen, som er smal og bugtet, oversigtsforholdene er dårlige, og der kommer hele tiden modkørende biler. Føreren af den sorte bil bag mig ryster demonstrativt på hovedet.

På et lige stræk er der pludselig fri bane overfor, men der er en høj bakke forude. Den sorte bil flytter sig i et ryk over i den modsatte vejbane, passerer mig med brølende motor og fortsætter med at overhale de næste biler. Kort før bakken er der et helle. Den sorte bil kører venstre om, og et øjeblik efter er den på vej op ad bakken, mens den overhaler den ene bil efter den anden.

Lige inden den når toppen, vokser førerhuset på en lastbil op bag bakken. Den sorte bil speeder op og fortsætter direkte mod lastbilen, der tænder alle projektører. De øredøvende kompressorhorn på taget tuder uafbrudt. Jeg ser for mig, hvordan den sorte bil frontalt rammer lastbilens kølergitter og forestiller mig lyden af metal mod metal og glas, der knuses. Men det sker ikke. I sidste øjeblik får den sorte bil presset sig ind foran den forreste bil i køen og forsvinder op over bakken. Lastbilens horn høres stadig.

To kilometer længere henne er der rødt lys. Jeg stopper og giver mig til at vente på grønt bag ved den sorte bil.

7 kommentarer

Blokeringer

11/23/2011

Stop

Når mit vækkeur ringer om morgenen, har jeg som regel en vågneblokering, for jeg vil hellere sove videre, end jeg vil stå op. Lidt senere får jeg gerne en barberingsblokering, for jeg kunne godt bruge tiden til at kigge i avisen i stedet for. Inden jeg når på arbejde, har jeg også haft en køreblokering, for jeg vil hellere sidde på sædet ved siden af og læse en god bog eller kompensere for den søvn, jeg blev revet ud af tidligere på morgenen.

Når jeg kommer hjem igen, bliver jeg ofte overmandet af en madlavningsblokering. En gang om ugen får jeg både en rengøringsblokering og en vaskeblokering, og hvis jeg ikke allerede nu var ved at være træt af ordet, kunne jeg sagtens fortsætte et stykke tid endnu med at opremse flere blokeringer, jeg jævnligt lider af. Men jeg ved, at jeg ikke vil møde megen forståelse for alle mine blokeringer hos mine omgivelser, så jeg ender med at gøre det hele alligevel.

Hvordan kan det være, at den eneste anerkendte form for dovenskab er skriveblokering?

3 kommentarer

Blodig formiddag

11/21/2011

Damn!

Det varme vand i vaskekummen får spejlet til at dugge. Jeg tørrer spejlet af med håndklædet, og et øjeblik efter står jeg igen ansigt til ansigt med mig selv. Den nederste halvdel af ansigtet er dækket af barberskum, bortset fra læberne. I højre hånd holder jeg skraberen, som jeg lige har sat et nyt barberblad i. Jeg har barberet mig på den måde i mere end tredive år. Det er ikke noget, jeg har lært af andre. Jeg har fundet ud af, hvordan man bærer sig ad ved at forsøge mig frem, og jeg har aldrig skåret mig.

I går opdagede jeg, at den måde, jeg har barberet mig på i alle årene, er helt forkert. En illustreret artikel i et blad beskrev i detaljer, hvordan en korrekt vådbarbering skal udføres. Det meste stemte overens med min egen metode, men på ét punkt har jeg hver dag begået den samme fejl. Barberbladet skal følge skæggets groretning under hele barberingen, men under hagen har jeg altid ført skraberen imod groretningen. Desuden er jeg ikke sikker på, at jeg altid har holdt barberbladet i en vinkel på nøjagtig tredive grader som foreskrevet.

I dag har jeg sat mig for, at jeg vil følge artiklens anvisninger. Jeg fører skraberen op til højre kind, hvor jeg altid begynder, lader barberbladet trænge gennem skummet i en vinkel på tredive grader og trækker skraberen nedad. Barberbladet glider let de første tre centimeter, men stopper derefter brat. Det har sat sig fast i huden, og jeg mærker en sviende smerte.

Jeg lægger skraberen fra mig på kanten af vaskekummen, bøjer mig forover og skyller skummet af ved at pjaske vand på kinderne med begge hænder. Da jeg har tørret ansigtet, river jeg et hjørne af et stykke toiletpapir og presser det mod flængen. Det hvide papir bliver hurtigt helt rødt.

Jeg skifter det og bestemmer mig til at blive hjemme.

4 kommentarer

De galante pindsvin

11/19/2011

En blandet fornøjelse

Vi var et lille, sluttet selskab, der havde forvildet os ind på en semimondæn restaurant nord for København. Sådan et sted, hvor tjeneren andægtigt redegør for en hvilken som helst rets tilblivelse i detaljer, fra råvarernes indlevering i køkkenet om morgenen over kokkens eksistentielle kvaler sidst på eftermiddagen til det endelige, sublime resultat, der nu befinder sig på tallerkenen foran en. Vinen skænkes op i elegante, alt for rummelige glas, men kun så bunden netop er dækket, og man må gribe til selvtægt, når tjeneren har vendt ryggen til.

Vores tjener overholdt ritualerne til punkt og prikke. Til at begynde med. Men én flaske vin er lige i underkanten til fire, der kender hinanden godt og ikke har set hinanden længe, og da vi kom til flaske nummer to, indtraf katastrofen.

Det viste sig at være etablissementets sidste flaske Ripasso, vi havde delt, hvorfor man desværre så sig nødsaget til at anbefale os en anden vin af en fuldstændig anden herkomst og karakter. Eftersom vi ikke havde noget andet valg, accepterede vi forslaget, og da der stadig var en anelse tilbage i glassene, da vi bestilte den supplerende flaske, blev der stillet fire friske glas på bordet ved siden af de fire, der stod der i forvejen. Herefter blev der hældt op. Det gik fint med de tre første glas, men ved det fjerde, som var mit, blev vores tjenende ånd øjensynlig ramt af et mentalt strømsvigt og mistede overblikket over de otte glas. Jeg fik derfor skænket op i mit gamle glas oven i Ripassoen, uden at tjeneren registrerede fejltagelsen. Det gjorde vi andre til gengæld, og vi skulle lige til at fremsætte en indigneret protest i kor – der var trods alt tale om en ikke helt ubetydelig udskrivning – da vores blikke i et nanosekund strejfede hinanden og hjalp os til en rask beslutning: ‘Vi bider smerten i os og siger ingenting!’ lød den uhørlige, men utvetydige musketered. Vi nænnede ganske enkelt ikke at udsætte vores mundskænk for ydmygelsen.

Den mindeværdige oplevelse er årsagen til, at jeg nu uimodsagt kan gøre gældende, at en utilsigtet Ripasso/Beaujolais-sammenstikning under de rette omstændigheder og med lidt god vilje smager ganske fortrinligt, for det ville aldrig falde nogen med forstand på de dele ind at efterprøve påstanden.

Til gengæld er jeg ikke sikker på, at den kollektive overbærenhed ville have indfundet sig med helt samme styrke, hvis ikke tjeneren havde været både munter, behagelig, ung, smuk og … af hunkøn.

2 kommentarer

Tænder ikke på et kys

11/18/2011

Kys det hele fra mig

Det er uden for byen. Køreplanen på busstoppestedets stander oplyser, at der er næsten en halv time til næste bus, og jeg sætter mig hen i læskuret for at vente. Ved siden af mig sidder en ældre mand på min egen alder, men vi siger ikke noget til hinanden. Han kigger lige ud i luften og indbyder ikke til hyggesnak. Der er næsten ingen trafik, hverken på vejen eller på fortovet.

Da vi har siddet i tavshed i nogle minutter, kommer en kvinde i en lang frakke gående imod os fra venstre. Hun er langt væk, men efterhånden som hun nærmer sig, kan man høre de nedfaldne blade på fortovet rasle om benene på hende for hvert skridt, hun tager. Ellers er der helt stille.

Det er svært at afgøre kvindens alder, men da hun er helt tæt på, viser det sig, at heller ikke hun er helt ung. Hun går på en selvsikker, målrettet måde, og det lader ikke til, at hun har tænkt sig at slutte sig til os. Det er, som om hun har fået øje på noget længere henne ad fortovet, som optager hende. Men nu, hvor hun er lige ud for læskuret, drejer hun uventet til højre og styrer direkte imod os. Hun stiller sig op foran manden ved siden af mig, bøjer sig ned og kysser ham hårdt på munden.

– Hvem er De? siger han forundret og trækker sig væk.

Hun retter sig op, vender sig om og går videre.

5 kommentarer

En ignorants bekendelser

11/16/2011

Andagt

Som barn hadede jeg at gå på museum. Desværre tyder noget på, at jeg er gået i stå i min udvikling på et tidligt tidspunkt, for det har ikke ændret sig mærkbart med årene. Den stillestående luft, alle spadseredragterne og den dødlignende atmosfære giver mig stadig åndenød, og tiden slæber sig af sted som en gangbesværet dræbersnegl, der forsøger at slå tiden ihjel uden større entusiasme. Måske skyldes mit ubehag, at hovedattraktionen på de fleste museer er malerier, og her følger en tilståelse, som bør forblive en hemmelighed mellem dig og mig af hensyn til det image, jeg forsøger at skabe mig: malerier har aldrig kunnet aftvinge mig bare en svag skygge af interesse andet end som et dekorativt indslag i boligindretningen. Somme tider.

Jeg er sikker på, at det kan være en overordentlig hyggelig beskæftigelse at stå og male på et stykke lærred for den, der fører penslen, og måske kan vedkommende endda stive selvtilliden en smule af, når det lykkes at få figurerne på lærredet til at ligne noget, der kan genkendes fra virkeligheden. Medmindre selvfølgelig, at penselføreren fra starten har givet afkald på den mulighed ved at bekende sig til den nonfigurative kunst, hvor det kan være fuldstændig ligegyldigt, hvad det ligner, bare man selv er fornøjet med farvesammensætningen og penselstrøgenes placering i forhold til hinanden. Heller ikke den fornøjelse kunne jeg drømme om at underkende, men beklageligvis er der endnu ingen, der har formået at få den til at forplante sig til mit følelsesregister. Kort sagt: malerier siger mig ikke noget som helst, og jeg ved godt, at jeg er en ignorant, but that’s the way it is.

Alligevel hænder det – som nu i går – at jeg frivilligt betræder en museumsbygning, hvor der hænger malerier på væggene. Når man lever i et parforhold, hører det med til arrangementet, at man af og til gør noget sammen, som den anden har lyst til, uden at man nødvendigvis selv er ovenud begejstret. Man gør det, fordi man sætter pris på selskabet, og på et tidspunkt bliver balancen forhåbentlig genoprettet. Noget for noget.

I den forbindelse har jeg udviklet en effektiv overlevelsesstrategi, som jeg gerne videregiver:

Mine studier i selvhjælpslitteraturen har lært mig, at man altid skal give sig selv en belønning, når man har ydet en særlig indsats eller overstået noget ubehageligt, og det er vigtigt at kende belønningen, inden man giver sig i kast med projektet, så man har noget at se frem til. Derfor aftaler jeg altid med Madame på forhånd, at vi afslutter den museale horisontudvidelse med at indtage et udsøgt måltid på museets som regel udmærkede spisested.

Desværre ligger der en times ørkenvandring eller mere forude, inden vi når så langt, men jeg har opdaget, at man kan afkorte tiden mentalt ved hjælp af en lille gætteleg. I stedet for at betragte malerierne på væggen, studerer jeg det udtryk, der står malet i ansigterne på museumsgæsterne, når de ærefrygtigt bevæger sig fra den ene ophængte ramme til den anden. Herefter går det ud på at gætte, hvem af de besøgende, der er til stede udelukkende af interesse for kunstværkerne, og hvem af dem, der kun er med, fordi de har lavet den samme aftale med deres ledsager som jeg. Det giver altid nogle interessante diskussioner, når vi er i mål og har sat os til rette med kniv og gaffel, og vinen perler i glasset.

Louisianas restaurant er kongen, men cafeen på Ordrupgaard er heller ikke af vejen.

2 kommentarer

Genfærdet på benzintanken

11/14/2011

Dingdong

Jeg trykker på ’Sort Kaffe Stor’ på benzintankens kaffemaskine, der er opstillet tæt ved ind- og udgangen. En kværn går i gang, og kort efter begynder det at dampe ud af de to dyser og dryppe ned i det papkrus, jeg har anbragt under dem. Det går langsomt, men duften er liflig, og jeg glæder mig allerede til at tage en kop nybrygget, skoldhed kaffe med ud i bilen.

Mens jeg står og ser mig om efter et låg til kruset og en serviet, åbner den todelte dør sig, ledsaget af en dingdong-lyd. Der kommer ingen ind ad døren, og der går ingen ud ad den. Lidt efter lukker døren automatisk, men et øjeblik efter går den op igen. Der er stadig ingen mennesker i syne, og fyren bag disken lader sig ikke distrahere af dørens dingdong, selv om det er en meget gennemtrængende lyd. Døren lukker i.

Omsider er kaffen færdig, og jeg sætter plasticlåget på kruset. Igen siger det dingdong, og døren går op. Ingen kommer ind ad den. Ingen går ud. Så smækker den i, jeg vender mig om, og den går op igen. Dingdong.

Det går op for mig hvorfor.

4 kommentarer

Støver det stadig?

11/13/2011

De higer og søger ...

Så endte det alligevel med, at jeg pudsede hornbrillerne, iførte mig den gamle, sildebensvævede tweedjakke og tog på BogForum, for den slags trækker jo altid i en gammel læsehest. Ikke så meget på grund af bøgerne og alt gøglet, men det er altid hyggeligt at trave en runde i manegen og hilse på gamle kolleger, så man kan forvisse sig om, at der stadig er verdener, hvor alt står stille, og intet forandrer sig. Sådan er det, og sådan skal det være. Bogverdenen tegner sig stadig for en pæn share, når det gælder blege, verdensfjerne særlinge, den lugter stadig af gammel skuffe, og alligevel har den samtidig et skær af glamour over sig. Lidt i hvert fald.

I et svagt øjeblik kan man godt komme til at længes tilbage, og så er det, at der er brug for at minde sig selv om, hvordan det var at være forlagsredaktør. De fleste mennesker har en forestilling om, at sådan en sidder fordybet fra morgen til aften ved sit skrivebord og redigerer bøger, og alting foregår adagio ma non troppo. Not! En forlagsredaktør tilbringer dagen med at besvare mails, tage telefoner, koordinere kalendere, slukke ildebrande, nurse forfattere og sikre sig, at alle de andre afdelinger og trykkeriet foretager sig det, de skal. Det gør de ikke. Imens vokser bunkerne med manuskripter støt, og aftenerne og weekenden går med at ræse mere end læse dem igennem.

Fritid er med andre ord ikke et begreb, der opereres med i forlagsredaktørens tilværelse. Til gengæld er lønnen lav, men ganske vist væsentlig højere end en gennemsnitsforfatters. Det er muligvis en slags kompensation for, at det altid er forfatteren, der løber med æren for de sproglige ansigtsløftninger og behændige omrokeringer i teksten, som han tror er hans egne, men i virkeligheden er et resultat af redaktørens lyssky virksomhed. En forlagsredaktør, der ikke kan leve med mørkets gerninger og trives under anonymitetens kåbe, har valgt den forkerte profession.

Det glamourøse er med andre ord til at overse. Eller rettere var til at overse, for man kan håbe på, at et og andet trods alt har ændret sig i mellemtiden. Dengang for tyve år siden var der godt nok ind imellem redaktører, der fik arbejdstiden til at gå med at hænge ud på cafeerne og rende til reception med Suzanne Brøgger og Ib Michael i ét væk. Men der var med garanti flere, der stjal mælk og toiletpapir på kontoret for at få økonomien til at hænge sammen og kun gik til receptioner, fordi der var gratis pindemadder.

0 kommentarer