Arkiverede indlæg oktober, 2011

Tilbage til forside

En begravelse og fire buketter

10/21/2011

Blomsterstafet

Det begyndte med en begravelse. En nær slægtning var død, og Madame og jeg stod for administrationen af højtideligheden, der udløste en overdådig mængde af tilsendte bårebuketter. En af dem gjorde særligt indtryk. Den var fra en gammel ven og tidligere kollega til afdøde, som vi vidste havde opholdt sig i en seng på et plejehjem i årevis.

Vi sendte alle takkekort ud i løbet af de næste to dage, og netop da vi havde postet det sidste, fik vi meddelelse om, at den gamle kollega på plejehjemmet lige var død og skulle bisættes dagen efter. Vi skyndte os derfor at bestille en buket til hans kiste i vores lokale blomsterforretning, der lovede at få blomsterne bragt ud via Interflora.

Sådan kom det ikke til at gå. Dagen efter begravelsen blev vi ringet op af blomsterforretningen, der beklagede mange gange, men nogen havde åbenbart taget fejl af datoen, så blomsterne var kommet for sent af sted. Pinligt for forretningen og ærgerligt for os, men det er den slags, der sker. Vi fik det ordnet sådan, at der i stedet blev sendt blomster til de efterladte.

Som ekstra damage control sendte blomsterforretningen desuden en smuk buket til os. Timingen var perfekt, for om aftenen var vi inviteret ud til middag, og i den almindelige forvirring havde vi glemt alt om en gave til værtinden, så vi tog buketten med. Men da vi ankom, var der også blomster til os på grund det nylige dødsfald i familien. Vi havde med andre ord en ny buket med hjem igen, og da det var blevet temmelig sent, nåede buketten aldrig at blive pakket ud, inden vi kom i seng. Den røg direkte i en vase.

Næste dag skulle vi til frokost hos gode bekendte, og igen var der ingen af os, der havde været forudseende nok til at tænke på værtinden. Men heldigvis havde vi jo stadig en helt frisk, indpakket buket stående i vasen, så …

Om buketten blev dér, hvor vi afleverede den, eller om den fortsatte sin færd ud i verden, er et af de utallige spørgsmål, vi aldrig vil få svar på. På den anden side er det heller ikke noget påtrængende behov.

0 kommentarer

Kunsten at virke klogere II

10/20/2011

Alanis Morissette

Man kan også vælge at være ironisk. Det vil sige, at man siger noget helt andet, end man mener – hvis man altså mener noget. Hvis man ingenting mener, og man ikke har lyst til at indrømme, at man ikke har tænkt nærmere over et bestemt spørgsmål (eventuelt fordi det går langt over ens forstand), er ironi et genialt værktøj. Man skal bare være sikker på, at ironien også bliver opfattet som ironi. Ellers risikerer man selv at komme til at virke endnu mere uvidende, end man er. Det samme gør sig gældende, hvis ens samtalepartner heller ikke er alt for kvik. Ironi forvirrer, og det er en meget, meget dum fornemmelse, når ironien går hen over hovedet på ens tilhørere.

Ægte ironi kan være vanskelig at indkredse. Alanis Morissettes sang Ironic har fx intet med ironi at gøre, selv om den tilsyneladende opregner stribevis af eksempler. Hvis det regner på din bryllupsdag, er det et tilfælde, ikke ironi. Hvis du vinder i lotteriet og dør, inden du når at få pengene, er det held efterfulgt af uheld. Hvis du havner i en trafikprop, når du i forvejen er sent på den, er det bare irriterende. Og hvis en sang påstår, at den handler om ironi, men ikke indeholder for to øre ironi, er det ikke ironi, uanset hvor meget sangen selv insisterer på det. Hvor uintelligent dét er kommer selvfølgelig an på, hvad meningen har været med at skrive den. Hvis Alanis Morissette med vilje har skrevet en sang om ironi, som ingen ironi indeholder, ja så er der måske alligevel ironi med i spillet. Som sagt, ironi er velegnet til at forvirre begreberne.

For resten er det som udgangspunkt en dårlig idé at beskæftige sig med popmusik, hvis man har intentioner om at virke begavet, men der findes undtagelser. TV-2’s frontfigur Steffen Brandt er fx indiskutabelt popsanger, men takket være flittig brug af ironi er det alligevel lykkedes ham at opbygge en aura af klogskab omkring sig, som har placeret ham i klasse med landets førende tænkere. Det er muligt, at han er et exceptionelt klogt menneske, men det forbliver en hemmelighed, for han siger aldrig, hvad han mener, og det han siger, siger han altid med en smørret, uudgrundelig mellemting mellem et grin og et smil, som antyder, at han skam har gennemskuet det hele. Det irriterede mig grænseløst i mange år, lige indtil det gik op for mig, at det er den samme strategi, jeg selv benytter mig af.

Gad vidst, hvor længe den går.

5 kommentarer

Hvis du ikke troede du kunne danse på ét ben …

10/19/2011

Ét ben

… så anskaf dig en kattekradsesøjle med en to centimenter høj, kvadratisk og forholdsvis stor træplade som fundament. Stil søjlen et sted i stuen, tag skoene af og gå rundt i dine egne tanker på strømpesokker, indtil du har glemt alt om træpladen under søjlen. Skridt nu tæt forbi søjlen i rask tempo, så du rammer pladen med lilletåen, løft benet lynhurtigt, tag fat om foden med begge hænder og hop rundt på det andet ben, mens du udstøder en serie hårrejsende forbandelser med stor stemmestyrke. Fortsæt indtil den værste smerte har fortaget sig, og lilletåen er blevet blåviolet og vokset til dobbelt størrelse.

0 kommentarer

Halløj i stillekupeen

10/18/2011

Sandwich

Intercitytoget, Business Class, mandag aften. En mobiltelefon ringer, en mand i grå habit fisker den op af lommen.

– Hej, Skat! (pause) Hvad jeg har spist? Jeg har lige fået en kyllingesandwich. Kyllingesandwich. Nej, kyllingesandwich. KYLLINGESANDWICH. Ja, en kyllingesandwich. Men brødet var tørt. Nej, brødet var tørt … DET VAR TØRT. Ja. Brødet var tørt …

2 kommentarer

Kunsten at virke klogere

10/17/2011

Den frygtelige sandhed

For det første kan jeg ikke understrege kraftigt nok, hvor vigtigt det er aldrig at vise dig offentligt uden briller, også selv om dit syn ikke fejler noget. Briller lægger mindst ti point til din IQ. Jeg troede selv, at det var en gammel kliché, indtil jeg engang blev inviteret til at holde en gæsteforelæsning på Syddansk Universitet (som jeg ikke anede lå i Odense, men det viser kun, hvor sløjt det står til). Løseligt anslået havde 90 procent af tilhørerne briller på, og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke de sidste ti procent brugte kontaktlinser. Mennesker, der ser dårligt, er simpelt hen klogere end gennemsnittet. Jeg har konstateret det ved (nedsat) selvsyn.

Hvis du ikke har haft briller før, vil du blive overrasket over, hvor mange mennesker der pludselig standser dig på gaden for at få forklaret relativitetsteorien, belyst et kvantemekanisk spørgsmål eller fortolket en tekst af Kierkegaard. Men pas på, at brillerne ikke er alt for smarte. Jeg begik selv den fejl engang, jeg skulle have nye briller, at vælge et stel, der viste sig at være tegnet af Danmarks hotteste brilledesigner på det tidspunkt, og jeg mærkede straks et drastisk fald i antallet af semiotiske analyser og matematiske problemstillinger, jeg blev bedt om at gøre rede for eller forholde mig til. Derfor: tænk ‘Frederik Stjernfelt’ eller ‘Tor Nørretranders’, når du går ind i brilleforretningen.

For det andet må du lære at holde mund. Den sikreste måde at afsløre din uvidenhed på er at sige noget. Tavshed vil derimod blive taget som udtryk for dine tankers tyngde, ikke for deres langsomme strøm. Hvis samtalen begynder at kredse om den politiske situation i Malaysia, så lad være med at gå ind i diskussionen, men spørg i stedet, om ikke der er nogen, der har lyst til en drink. Der er ingen, der kan gennemskue, om du forsøger at snige dig udenom, fordi du ikke har begreb om politik, eller om det er fordi, du er dødtræt af at diskutere malaysiernes konflikt med Indonesien efter uafhængigheden i 1963 (tak, Wikipedia).

Det er en god idé at skrive dig et par ord bag øret, som du har fundet i Information, Weekendavisen eller Lettre Internationale. Jeg prøver altid selv at få anbragt ‘pluralisme’, ‘fænomenologisk’ og ‘paradigmeskifte’ så ofte som muligt, hvis jeg skulle havne i intellektuelt selskab. Hvis du gør det tilstrækkelig henkastet, vil man tro, at du ved alt. Og hvis du får igen af samme skuffe, er det tidspunktet at gå over til kun at smile og nikke.

Hvilket bringer mig til det sidste og allervigtigste trick: det gælder om at være enig med folk, hvis du vil have dem til at tro, at du er et geni. For de fleste mennesker er ‘klog’ ensbetydende med ‘tænker nøjagtig lige som mig!’ Så hvis du tror, at uenighed og gode argumenter for dit synspunkt får nogen til at skifte mening og se op til dig, må du være ny her på planeten.

God fornøjelse.

4 kommentarer

Til damerne

10/16/2011

I er alle sammen perfekte

Jeg har lige haft en mailkorrespondance bag om bloggen med en anden mand om kvinders intelligens og udseende. Den kan jeg anstændigvis ikke offentliggøre, men for egen regning vil jeg gerne sige:

I er alle sammen perfekte som I er. Store bryster, små bryster, falske bryster eller ingen bryster. Det betyder ikke noget. Dumme eller kloge, I er altid en fornøjelse. Tykke eller tynde, det kommer ikke mig ved, hvad I spiser.

Hvis jeg skulle give jer et råd, må det blive: lad være med at lytte til et råd, I får af en mand.

Det er meget muligt – eller rettere højst sandsynligt – at vi ikke har reelle hensigter. Det viser historien, og det har ikke ændret sig. Og så lige en sidste ting: hvis I ikke kan passe tøjet, er det tøjet, der er problemet.

0 kommentarer

Blafferen

10/15/2011

KØRER KUN MED TOYOTA

På vejen hjem står der pludselig en ung, kvindelig blaffer i rabatten. Det er som bekendt ikke længere noget, man oplever hver dag, sikkert fordi der er skrevet alt for mange gruopvækkende krimier om sagesløse blaffere, som er blevet overfaldet og lemlæstet af bilister, der tager dem op.

Selv tager jeg aldrig blaffere op, sikkert fordi der er skrevet alt for mange hårrejsende krimier om sagesløse bilister, der er blevet overfaldet og lemlæstet af blaffere. Men i dag er fundamentet lige ved at skride under mine principper. Ikke fordi blafferen er ung og kvindelig, men fordi hun holder et stort skilt ud mod vejen, hvorpå der står med store bogstaver: KØRER KUN MED TOYOTA!

Hun ved altså både, at Toyota er det mest solgte bilmærke i Danmark, og at hvis der er noget, mennesker – herunder bilejere – ikke kan stå for, er det smiger. Tæt på genialt! Havde hun nu skrevet Lamborghini stedet for Toyota, havde hun været småt kørende.

Men jeg tager hende ikke op, for jeg har ikke en Toyota. Desværre heller ingen Lamborghini.

0 kommentarer

Mit liv som seværdighed

10/14/2011

En ganske almindelig torsdag eftermiddag i oktober. Jeg går rundt i mine egne tanker, mens jeg –  forhåbentlig for sidste gang i år – slår græs i lav efterårssol med min økologiske, umotoriserede plæneklipper. På et tidspunkt ser jeg op og får øje på en gruppe mennesker, der står ude på vejen og kigger ind på vores hus. Der er mange træer på grunden, og måske kan de ikke se mig, dem derude, men jeg kan tydeligt se dem. De er midaldrende, og de fleste af dem er kvinder med en rygsæk på ryggen.

Der er forskellige mulige forklaringer, når folk står og stirrer på ens hus, og for det meste er de temmelig foruroligende:

  • Der kan være en politirazzia i gang. Måske ligger de allerede på taget og hvisker i walkie-talkier, eller indsatsstyrken er ved at snige sig ind på mig i kampuniform fra den anden side af huset med deres skarpladte Heckler & Koch-maskinpistoler. Sætningen ’dræbt under flugtforsøg’ melder sig i baghovedet. Jeg har ikke noget ulovligt laboratorium ude i redskabsskuret eller udstyr til at fremstille atombomber, men man har før hørt om fredelige borgere, der er blevet forvekslet med samfundsfjender. Jeg er måske på vej ind i et kafkask mareridt. Er næste stop mon Haag?
  • Der kan være ild i huset, og man har taget opstilling ude på vejen for at iagttage røgen, der bølger tykt ud fra taget. Skal jeg bevare fatningen, eller skal jeg styrte ind og evakuere Madame, kattene og iPad’en og risikere at blive til grin?
  • Der er en spasmager, der har plantet et stort ‘Til salg’-skilt ude på vejen, og nu står der en lyssky religiøs sekt derude og overvejer husets potentiale som hovedkvarter.

Jeg beslutter mig for at gøre noget aktivt, inden jeg kommer i tanker om flere uoverskuelige perspektiver. Jeg træder frem, så forsamlingen ude på vejen kan se mig, holder hånden op som en skygge og stirrer på dem. De stirrer tilbage. Jeg vifter med hånden. De reagerer ikke.

Nå, jeg er åbenbart ved at blive sindssyg. Det er en hallucination. Jeg bilder mig ind, at jeg bliver overvåget af midaldrende kvinder og mænd med kasket og rygsæk, men i virkeligheden eksisterer de ikke. Måske har Madame ret i, at jeg tilbringer for meget tid i hovedet. Måske er det dagdrømmeri, måske en overdosis af Wodehouse-bøger?

Langsomt går jeg ud mod vejen, og da jeg er tæt på indgangen, kommer de hen imod mig. Jeg fortsætter med at gå dem i møde, og til min overraskelse går de ikke pludselig i opløsning.

– Er der noget, jeg kan hjælpe med? spørger jeg med påtaget venlighed.

– Nej, vi beundrer bare taget, svarer en kvinde med knold i nakken. Vi kommer fra den lokalhistoriske forening. Vi er på en lille udflugt, og det er jo ikke så almindeligt med et glastag.

Vi har sandt nok glastag over den gang, der forbinder husets to sektioner. Vores eget påfund, som vi er ovenud (fik I dén?) fornøjede med, men det udgør en forholdvis lille del af huset, og vi har aldrig tænkt på det som en seværdighed.

Inden jeg genoptager plæneklipningen, får jeg et tilbud om at blive medlem af foreningen.

Jeg takker nej.

0 kommentarer

Taktfølelse

10/13/2011

Som alle andre danskere downloadede jeg Spotify i går og gjorde samtidig en interessant personlig iagttagelse. Jeg går ud fra, at det er udtryk for et skift i både temperament og smag. Når jeg lytter til musik, tager jeg sjældent mig selv i at spille luftguitar eller lufttrommer mere. Derimod har jeg bemærket, at jeg er ved at udvikle en tilbøjelighed til lufttaktstok.

Med alderen vil det sikkert give mig mange fornøjelige stunder med beklagelser over, at musikerne ikke følger mine anvisninger.

0 kommentarer

Det søde liv i Frankfurt

10/12/2011

Frankfurt er vel en messe værd

I dag åbner den internationale bogmesse i Frankfurt. Da jeg slog mine folder i forlagsverdenen engang i det forrige århundrede, var årets højdepunkt ikke julefrokosten, men Frankfurt. Ikke så meget på grund af bøgerne som på grund af det gastronomisk-alkoholiske nachspiel med kolleger fra konkurrerende forlag – dem, man havde løbet om kap med hele dagen efter de samme optioner, og som man holdt våbenhvile med om aftenen på byens restauranter og barer. En del fandt sig selv næste morgen i seng med fjenden på det forkerte hotel, for meget kan man sige om forlagsbranchen, men kønsfordelingen blandt redaktører nærmer sig idealet, og den ene gang om året blev gækken slået løs.

Men undskyld, det var et sidespring, om jeg så må sige. Årets bogmesse kommer formentlig til at forløbe som den plejer, både i og uden for hallerne. Med hensyn til hvad der foregår om dagen, ved jeg ikke rigtig. Den bidske britiske forfatter Jenny Diski har for eksempel ikke meget til overs for forlagsvirksomhed og handel med bøger i det hele taget:

I bøgernes verden, som alle andre steder, har kapitalismen sejret. Og tro ikke på, hvad de siger om alle de lødige forfattere, der ser dagens lys. Folk, der ikke er dybt engageret i god skrivekunst, opdager den ikke nødvendigvis, eller de afviser den som usælgelig. De ser sig om efter noget andet og finder det. Og det er det, læserne får.

Uanset om hun har ret eller ej, ville jeg stemme for frankfurtermessens bevarelse, hvis jeg stadig var i branchen. Eller også måtte man gøre noget mere ud af julefrokosterne.

1 kommentar