Arkiverede indlæg oktober, 2011

Tilbage til forside

Hold nu kæft

10/31/2011

Shhh...

Når man altid har arbejdet i kommunikationsbranchen, kan det virke besynderligt og selvmodsigende, hvis man for det meste befinder sig allerbedst, når man er alene og ikke behøver at kommunikere med nogen. Ikke desto mindre er det sådan, jeg ofte har det. På den anden side er tilværelsen fuld af selvmodsigelser. Den overlæge, der udskrev mig fra hospitalet, da jeg fik fjernet blindtarmen, havde for eksempel en pakke grøn Cecil stikkende op af brystlommen. Og sådan er der så meget.

Jeg nævner hospitalsopholdet, fordi det var her, det for alvor gik op for mig, hvor meget jeg sætter pris på ensomhed og ordløse stunder. Det er ikke meget privatliv, man har, når man i en uge skal ligge på en femsengsstue med fire, måske fem storsnorkere (hvoraf den femte er uinteressant i denne sammenhæng, eftersom det var mig selv). Men også om dagen er ikke-støj en mangelvare, og man kommer til at holde meget af sine medbragte, overdimensionerede og meget synlige hovedtelefoner, som man kan tage på, når man vil signalere, at man ikke er tilgængelig. Ingen kan jo se, at de ikke er sluttet til noget som helst, og at det ikke er en interessant udsendelse på P1 om salamandres kønsliv, man lytter til, men bare stilheden.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at mit forhold til fester er problematisk, især dem, hvor man stort set ingen kender, og hvor smalltalken er den eneste gangbare kommunikation. Sammenlagt har jeg tilbragt utallige timer på terrasser og i baghaver på jagt efter et par minutters ensomhed, for det bliver sjældent til mere end et par minutter ad gangen. I løbet af forbløffende kort tid er der altid nogen, der opdager en, og et øjeblik efter har man selskab af en anden festdeltager, der påstår, at han også hader smalltalk, men på ingen måde lever op til påstanden. Fem minutter senere har alle dem, der tror, at de endelig har spottet festens cool kids, indfundet sig, og så står vi alle sammen som sild i en tønde på terrassen med skuldrene oppe om ørerne og hakker tænder, mens vi overbyder hinanden i enighed om, at smalltalk ved gud er det latterligste tidsspilde i verden. Indtil vi opdager, at vi ikke selv har andet at byde på og sjosker tilbage til festen – hvis den da ikke er afgået ved døden i mellemtiden.

Nej, det er sådan set ikke, fordi jeg ikke bryder mig om at være sammen med andre mennesker, men jeg vil bare gerne selv have indflydelse på hvornår, og jeg foretrækker små, sluttede selskaber. Med andre ord: fordi jeg ikke har lyst til at være i stue med 87 af dine nærmeste venner, betyder det ikke, at jeg ikke synes om dig. Lad os drikke en kop kaffe sammen, men lad være med at tage nogen med, og lad os holde det under en time.

9 kommentarer

En kort afbrydelse

10/30/2011

Atju

Det er en fin restaurant, og selv om der er mange gæster, er her næsten tyst. To tjenere cirkulerer lydløst rundt mellem bordene og bliver på skift opslugt og udklækket af en svingdør bagest i lokalet. Der føres lavmælte samtaler, og det er ikke muligt for mig at høre, hvad der bliver sagt ved bordet ved siden af mit, selv om der er mindre end en meter imellem bordene.

Uden grund går samtalen pludselig i stå samtidig ved alle borde, og der bliver fuldstændig stille i restauranten. End ikke lyden af knive og gafler, der nu og da rammer tallerkner, bryder stilheden. Som på tælling holder alle tilfældigvis en pause i spisningen.

Så er der en af gæsterne, der nyser. Ikke et almindeligt nys, men et ubehersket nys, der lyder som en mellemting mellem et spontant latteranfald og et hjerteskærende angstskrig. Ved et af bordene sidder en ung kvinde i selskabskjole mellem tre andre personer og snapper efter vejret. Så kaster hun hovedet bagover og nyser én gang til, denne gang endnu mere gennemtrængende og hæmningsløst end første gang. Ingen af gæsterne ved de andre borde lader sig mærke med noget.

Et øjeblik efter høres igen knive, gafler og summende stemmer.

4 kommentarer

Rolig, jeg voldtager dig ikke

10/29/2011

Hvis du er en mand, kender du sikkert situationen. Klokken er 10-11 om aftenen, det er mørkt, og du er på vej hen til din bil, der står parkeret på en næsten uoplyst villavej. Tyve meter foran dig går en kvinde. Hun sender dig et hastigt blik over skulderen. Der er ingen andre på vejen. Der er fuldstændig stille, bortset fra dine fodtrin, som du pludselig synes smælder urimelig højt mod fortovsfliserne.

Du har en tydelig fornemmelse af, at kvinden er utryg ved, at du går bag ved hende, men du kan ikke vide det med sikkerhed, og det vil næppe berolige hende at spørge om det. I går i samme retning, og måske vinder du lidt ind på hende, fordi du har travlt, eller bare fordi du tager større skridt end hun gør. Du synes, hun begynder at gå stærkere, selv om det muligvis er indbildning.

Du er et ganske almindeligt menneske uden voldelige tilbøjeligheder, men du kan ikke fortælle hende det. Du er bare tilfældigvis kommet til at gå bag ved hende, fordi du skal hen til din bil, lige som hun sikkert skal hen til sin. Måske er hun alligevel ikke så betænkelig ved situationen, som du tror, men du vil aldrig få det opklaret. Sandsynligvis er hun skræmt på et eller andet plan, og på en eller anden måde er du et potentielt røvhul, fordi et mikroskopisk mindretal af mænd i tidens løb har opført sig idiotisk.

Det ligner jo ikke noget.

0 kommentarer

Mørkeleg

10/28/2011

Kæmpen

Der er mange fordele og få ulemper ved at være høj. Høje personer bliver oftere forfremmet end deres mindre høje medmennesker, de har større chancer for at ende som statsoverhoved, og de kan nå ting på højtsiddende hylder. Undertiden må de bøje sig ned for at høre, hvad andre siger, men det må være til at leve med.

Ham der sad foran mig i biografen var høj. Meget høj. Jeg er 1,80, så jeg er hverken-eller, men jeg havde glædet mig til filmen, og da reklamerne og trailerne var forbi, lænede jeg mig til venstre for at få et glimt af lærredet. Herved fik jeg fornøjelsen af min sidemands aftershave, som jeg ikke brød mig om, så jeg prøvede i stedet at læne mig til højre – en manøvre, der fik Madame til at at tro, at jeg var ude på noget og hviske ’ikke her!’ (hvilket er svært at gøre i en biograf, så kun adressaten hører det).

Samtidig lænede manden foran sig også til højre. Hvorfor må guderne vide, for med den højde kunne han se til Sverige. Måske havde han fået krampe, fordi blodet var for længe om at bane sig vej helt ned i benene, men i hvert fald måtte jeg læne mig til venstre, når han lænede sig til højre, og omvendt.

Det udløste en begyndende uro på rækken bag mig. Objektivt set var jeg uskyldig og kunne umuligt gøre for, at den kropsdel, kæmpen foran mig sad på, åbenbart kløede. Men jeg havde det alligevel, som når man gør noget ureglementeret i trafikken, man er tvunget til at gøre, hvorefter man bliver dyttet og rystet på hovedet ad af andre bilister, der ikke kan se sammenhængen. Man har lyst til at forklare, hvorfor man gjorde, som man gjorde, men da man sidder i en bil, ender man med at sidde og tale til indersiden af forruden og føle sig åndssvag, frustreret eller begge dele. I biografen ender man med at indse, at det er bedst at holde sin kæft.

Det fik mig til at overveje, om ikke ekstremt høje mennesker også burde have en særlig høj grad af social ansvarlighed. Burde de ikke sidde bagest i biografen og allerhelst på sidste række? Eller nøjes med at se film, der har et begrænset publikum? I det mindste kunne de vel krumme sig lidt sammen.

Eller bare sidde stille.

Hvis nogen er interesseret, kan jeg godt oplyse om titlen på filmen. Men spørg mig ikke, hvad den handlede om.

8 kommentarer

Forklædt som voksen

10/27/2011

Kort møde

Jo, det er ham. Det er hans måde at gå på, jeg først lægger mærke til. Rastløst, hurtigt og samme kropsholdning. Så genkender jeg hovedfaconen og næsen. Der er ingen tvivl. Det er min gamle legekammerat hjemme fra vejen, der går frem og tilbage mellem den mørkegrønne Passat og containeren med småt brændbart. Håret er ikke kulsort som dengang. Det er blevet gråt ligesom mit eget.

Han har også fået øje på mig. Hver gang han henter en affaldssæk i bilen, kigger han over på mig i forbifarten. Lidt for længe.

Det bliver mig, der tager beslutningen. Da hans blik igen strejfer mit, fastholder jeg det, går direkte hen imod ham og rækker hånden frem.

– Hej, Jens!

Hans ansigt tør op.

– Jeg syntes nok …, siger han. – Så du er også ved at muge ud?

Vi forklarer hver især vores grunde til at være her. Han har overtaget sine forældres sommerhus heroppe og er ved at lave nyt køkken. Induktionskomfur. Vi opregner, hvor mange forældre vi har tilbage og udveksler karriereforløb, børn, svigersønner og -døtre.

Pludselig er det hans far, jeg står og taler med. Den samme tandstilling, den samme stemme, den samme udtale. Måske er det også en smallere udgave af min far, han lige har mødt på en blæsende, kold containerplads. Det var tinsoldater, rulleskøjter og rundbold, vi havde til fælles, men nu er vi voksne og taler om det, voksne taler om. Vi stiller spørgsmål og svarer eller bortforklarer. Ind imellem ler vi. Vi er for gamle eller for blufærdige til at grine.

Efter ti minutter trækker det op til en afrunding.

– Jeg kommer sgu forbi en dag, siger han, og vi skriver vores adresser ned på papirlapper og bytter.

– Det var hyggeligt!

Vi løfter armen til farvel og sætter os ind i vores biler. Og ved begge at det ikke bliver til mere.

0 kommentarer

Nå, han skulle lige pisse

10/26/2011

En by i provinsen

På det lille torv foran slagterbutikken står en mand i blåt arbejdstøj med ryggen til og støtter sig til en husgavl med den ene hånd. Den frie hånd kan man ikke se, men efter armens vinkel at dømme befinder den sig et sted i skridthøjde foran manden. Det er myldretid, og der kommer mange mennesker forbi, men alle har travlt med ikke at se manden, bortset fra et ungt par, der stopper op et kort øjeblik.

– Nå, han skulle lige pisse, siger fyren til sin kæreste. Så går de videre.

Slagteren står og kigger ud på manden gennem butiksruden, da jeg træder ind i forretningen.

– Det koster lige en tusse, siger han og nikker ud mod torvet, inden han ekspederer mig.

Et par minutter senere er jeg ude på gaden igen. Manden står stadig med ryggen til, men nu har han begge hænder foran sig. Han går lidt ned i knæ to gange hurtigt efter hinanden, vender sig om, fumler med den øverste bukseknap og slingrer langsomt ned ad gågaden.

En by i provinsen en ganske almindelig mandag.

0 kommentarer

Møde med den herskende klasse

10/25/2011

Forsvind!

Endnu en indtagende, solrig eftermiddag med halvnøgne træer og døende blade i prægtige farver. Vi kører gennem Madames barndomsland i Holte, da hun insisterer på at blive sat af på en smal villavej for at tage billeder af kanoklubben, mens jeg venter i bilen. Når jeg siger smal vej, er det fordi der er så lidt plads, at jeg ser mig nødsaget til at køre op over kantstenen og lade to hjul hvile nænsomt på det yderste af fortovet for det tilfælde, at der skal dukke en anden bil op, som vil forbi. Da jeg har gjort det, ruller jeg vinduet ned og sætter mig til rette for at indsnuse den friske, kølige efterårsluft og nyde synet af de smukke, hvide palæer og feudalborge, der omgiver mig på alle sider.

Der går rundt regnet et minut, så bliver jeg brat revet ud af mine tanker af en dyb, snøvlende kvindestemme, der lyder som en vellykket imitation af Karen Blixens. Stemmens indehaver er da også omtrent gammel nok til at have gået i parallelklasse med baronessen, og selv om hun ikke bærer hat, besidder hun den samme selvbevidste myndighed. Den tøver hun ikke med at anvende, og jeg lytter til et indigneret foredrag om min formastelige parkering og krænkelse af den private ejendomsret, efterfulgt af omfattende beklagelser over det hærværk, jeg netop har forøvet mod hendes egenhændigt nyrevne grusfortov.

Fra min omgang med politivedtægter ved jeg, at jeg er i min gode ret og er et øjeblik fristet til at påpege hendes fejltagelse. Men jeg vælger ikke at sige noget. Orker det ikke. Nænner det ikke.

Jeg finder et andet fortov at holde på.

0 kommentarer

Mystikken breder sig ved kasse 3

10/24/2011

Bip

Mine varer passerer scanneren i supermarkedet med et bip, og kassedamen ekspederer dem videre ad transportbåndet. Jeg står for enden og lægger varerne ned i indkøbsposen, efterhånden som de ankommer. Pludselig standser båndet. Jeg løfter hovedet og kigger hen på kassedamen. Hun er ung og har et stykke tyggegummi i munden, som hun er holdt op med at tygge på. Med den ene hånd holder hun et rødkålshoved op i luften.

– Hvad er det nu, det er, det her? siger hun. Er det et hvidkål?

Under henvisning til farven oplyser jeg, at jeg bestemt mener, at der er tale om rødkål.

– O.k., siger hun, slår op i sin varefortegnelse, taster nogle tal ind på kasseapparatet og genoptager bipningen.

Kort efter går transportbåndet igen i stå. Denne gang er det et glas grønne oliven, der er skyld i afbrydelsen. Kassedamen stirrer på kasseapparatets display og siger:

– ’Varen eksisterer ikke’. Hun ser spørgende på mig.

Jeg har ingen forklaring og trækker på skulderen.

– Så er det måske et fatamorgana, foreslår jeg.

Kassedamen får en dyb rynke i panden.

– Et hvaddd?

8 kommentarer

Liget i bagagerummet

10/23/2011

Whodunit?

Jeg har set det utallige gange før, og i går skete det igen: bedst som jeg kommer kørende på en øde landevej, ser jeg en herresko ligge i vejsiden. Ikke et par, kun én sko, og igen må jeg spørge mig selv: hvordan er en enlig sko havnet dér, og hvor er den anden sko blevet af?

Man kan forestille sig, at to, eventuelt flere personer kommer kørende i en bil, og pludselig kommer en mandlig passager i tanker om, at skoene klemmer i en sådan grad, at det er uudholdeligt at have dem på så meget som et sekund længere.

Vedkommende affører sig herefter resolut den ene sko, ruller vinduet ned og kyler skoen ud. Den anden sko lider samme skæbne, men først et par kilometer længere henne, eftersom bilen er i bevægelse.

Det kan også være, at skoen tilhører en blaffer, som har stået i vejkanten og er blevet taget op af en forbipasserende bil. Beklageligvis er bilens fører så utålmodig, at han træder på speederen, så snart blafferen har stukket venstre ben ind i bilen og anbragt sig på sædet, men inden han har nået at få højre ben med sig og smækket døren i. Den pludselige acceleration får højre sko til at flyve af, og bilens fører er ikke indstillet på at vende om for at samle den op igen.

Jeg indrømmer, at begge situationer kan forekomme en anelse søgte. Men så er der kun én mulighed tilbage:

En person har af en eller anden grund besluttet sig for at gøre det af med en anden person. Efter at have slået vedkommende ihjel må morderen skaffe sig af med liget, hvilket ikke er helt enkelt. Der går en rum tid, før han bliver enig med sig selv om, hvad han vil stille op med sit offer, men omsider bestemmer han sig for at stoppe liget ind i bagagerummet på sin bil og køre langt ud på landet med det, hvor han har en flismaskine af prima kvalitet stående. I mellemtiden er rigor mortis uheldigvis indtruffet, så det ikke er muligt at bøje liget tilstrækkelig meget sammen til, at bagsmækken kan lukkes, og morderen må køre af sted i nattens mulm og mørke med ligets ben stikkende ud af bagagerummet. Han har ikke bemærket, at snørebåndet på offerets ene sko er gået op, og da bilen kører over et bump på landevejen, falder skoen af. Hvad morderen har tænkt, da han er nået frem til sit bestemmelsessted og har opdaget, at liget pludselig manglede en sko, kan man kun gisne om.

Det kan også være, at jeg bare ser for mange dårlige krimier i fjernsynet.

0 kommentarer

Jeg kan desværre ikke komme til festen

10/22/2011

Nej tak

Jeg kan desværre ikke komme til festen, fordi jeg allerede har en aftale den dag. Jeg er frygtelig ked af det.

Jeg kan ikke komme til festen, fordi jeg har brækket benet. Jeg kom kørende i min bil, da en BMW mage til din med sænket undervogn og lavprofildæk brasede lige ind i siden på mig. Lårbenet gik midt over, og den sidste uge har jeg været pumpet med morfin og Valium. Det siges, at jeg er meget underholdende at høre på i den tilstand, men jeg vil nødig stjæle fokus fra jeres nye spabad. Held og lykke med partyet.

Jeg kan ikke komme til festen, fordi oliven er det eneste, du serverer. Oliven er på sin vis o.k., men ikke hvis man har glemt at spise hjemmefra. Ville det ødelægge det hele, hvis der også var lidt brød og ost? Så slap du måske for, at folk gik på rov i køleskabet. Hils din søde kone.

Jeg kan ikke komme til festen, fordi der bliver drukket for meget og sagt for meget vrøvl. Det er helt i orden, at du stadig synes, at fulde mennesker er sjove at høre på, men jeg bryder mig ikke om at blive prikket i brystet hele tiden, når jeg taler med nogen, fordi de vil være sikre på, at budskabet trænger ind. Jeg er sikker på, at I får en fin aften uden mig.

Jeg kan ikke komme til festen, fordi jeg skal være sammen med nogle andre mennesker. De inviterede godt nok senere, end du gjorde, men jeg føler mig bedre tilpas i deres selskab. Vi skal bare ud at spise lidt sammen og måske i biografen bagefter. Eller bare sidde og sludre om stort og småt og fortælle, hvad vi har oplevet siden sidst. Lyder det ikke meget hyggeligere end at sidde i en limegrøn lædersofa med knæene oppe over øjenhøjde og høre på en hurtigtalende kvinde, jeg sikkert burde kende, som fortæller om en ny eau de toilette, hun har købt til sin kæreste? Men tak for, at du tænkte på mig.

Jeg kan ikke komme til festen, fordi jeg før har været til en af dine fester.

3 kommentarer