En ganske almindelig motorvej med jævn trafik på en ganske almindelig dag uanset tidspunkt. Du vil gerne forbi ham, der ligger foran dig i overhalingsbanen. Måske kører han for langsomt uden at tænke over det, måske nyder han landskabet, eller måske har han bare 187 betonfliser i bagagerummet, som han skal bruge til sin nye terrasse i sommerhuset.

Hvad gør du? Måske kører du helt op bag ham, så der højst er to centimeter til hans bagsmæk, og demonstrerer på den måde din villighed til at risikere en ulykke, der vil sende jer begge direkte til de evige overhalingsbaner på få sekunder. Eller du giver ham måske hornet og en maskingeværsalve med det lange lys, så adrenalinproduktionen også stiger hos ham. Samtidig kan du kompensere for, at de betragter dig som en grå og inferiør eksistens inde på kontoret. De skulle bare se dig nu i åben kamp med en Corolla.

Og hvis han ikke giver sig, laver du en halsbrækkende overhaling indenom og svinger så tæt ind foran ham som overhovedet muligt, når du er forbi ham, ryster voldsomt på hovedet og banker dig på panden. Så forstår han nok, hvor stor en idiot han er.

Der er selvfølgelig rimelige begrundelser for at gøre som du gør:

1. Du har et døende barn på bagsædet, og det er livsvigtigt, at det kommer på hospitalet snarere end straks.
2. Der er ikke noget punkt 2.

Forestil dig nu, at det er dig, der sidder ved rattet i bilen foran, og der ligger en kraftidiot lige bag ved dig, der blinker og dytter som en besat. Du kører de tilladte 110 kilometer i timen, så du har retten på din side. Det er vigtigt at have ret. Det har idioten bagved ikke. Han overtræder reglerne, men heldigvis håndhæver du dem som den retskafne borger, du er. Du skal nok vise ham, hvordan man kører. Man kunne kalde din adfærd passiv aggression, men du kalder det at være i din gode ret. Du kunne også vælge at trække ind i den inderste vejbane, så han kunne komme forbi. Men hvorfor i alverden skulle du det? Der er kampe, der er værd at kæmpe og krige, der er værd at vinde.

Det er ikke nogen af de ovennævnte. Heller ikke selv om du har en BMW med sænket undervogn og brede dæk.

Jeg rydder op og smider ud og er kommet til de fjerneste og mørkeste afkroge af diverse opbevaringsmøbler. Her befinder sig de uregelmæssige stabler af gul(d)randede papirer, der fastholder løsrevne, men dybe tanker fra et langt livs overvejelser og minder mig om en periodisk mani med at indsamle og nedfælde gode råd til menneskeheden vedrørende allehånde foreteelser.

Hvis man synes, det er sjovt at skrive, men beklageligvis mangler noget at skrive om, kan man altid give sig til at skrive om at skrive. Fænomenet er udbredt blandt bloggere, men for et øjeblik siden kunne jeg konstatere, at jeg kendte fidusen, længe inden jeg anede, hvad en blog var. Jeg iler med at levere dokumentation i form af en tjekliste for håbefulde skribenter, netop genfundet i mine arkiver (altså listen, ikke skribenterne):

1. Afliv alle allitterationer.
2. Præpositioner skal man aldrig afslutte sætninger med.
3. Sky klicheer som pesten.
4. Sammenligninger er lige så slemme som klicheer.
5. Parentetiske bemærkninger (hvor relevante de end er) er unødvendige.
6. Undgå initialord, forkortelser etc.
7. Sammentrækninger er der såd’n set heller ikke brug for.
8. Fremmedord er ikke deciderable.
9. Man skal aldrig generalisere.
10. Gå uden om citater. Som Ralph Waldo Emerson sagde: ’Jeg hader citater. Fortæl mig hvad du ved.’
11. Gentag aldrig dig selv. Lad være med at bruge flere ord end nødvendigt. Det er helt overflødigt.
12. Vulgære ord er noget lort.
13. Vær mere eller mindre specifik.
14. Underdrivelser er altid det bedste.
15. Overdrivelser er hundredeogsytten millarder gange værre end underdrivelser.
16. Sætninger på ét ord? Aldrig.
17. Passiv skal undgås.
18. Man kan ikke både blæse og have rent mel i posen. Man kan heller ikke skrive ordentligt, hvis man blander metaforerne sammen.
19. Hvem har brug for retoriske spørgsmål?
20. Der er ingen grund til at spilde læsernes tid med almindeligheder.

Jeg har tænkt mig at beholde listen, og jeg agter at fortsætte med ikke at overholde, hvad der står på den.

Hvorfor jeg ikke spiller Wordfeud? Fordi jeg aldrig ville kunne bære at tabe.

Update: Hvad skulle man gøre uden Twitter? (retorisk spørgsmål)
@helleras oplyser, at listen er en forkortet og oversat udgave af William Safires The Fumblerules of Grammar.

Rigtige mænd græder jo ikke. Og dog. Der findes situationer, fx begravelser, hvor det nærmest er upassende ikke at græde eller i det mindste fælde en diskret tåre, også selv om man er en mand. Spørgsmålet er bare, hvad det helt nøjagtigt er for tilfælde, hvor det er o.k. at vise, at ens hjerte ikke er gjort af uforgængeligt materiale.

Når jeg tager emnet op, er det fordi det forekommer mig, at min egen tilbøjelighed til at kaste et mere eller mindre gennemblødt håndklæde i ringen er taget til med årene. Om det skyldes, at jeg er blevet voksen og følsom, eller at jeg bare er blevet et sentimentalt gammelt fjols, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald bliver mine tårekanaler skyllet igennem oftere nu end før.

For det første er der visse film, der sætter standhaftige mænd på en hård prøve. Især amerikanerne er eksperter i at få én på gyngende grund ved hjælp af velvalgte og -placerede musikstumper. Her har jeg heldigvis oparbejdet en vis rutine i at bevare fatningen, fordi det er alt for gennemskueligt, at der bliver spekuleret i mine blødeste punkter. Og det går slet ikke an for en mand at sidde og flæbe over en kærlighedsfilm med tydelig adresse til et kvindeligt publikum. Skal man tude over en film, kan jeg kun komme i tanker om en lille håndfuld, hvor det er muligt at bevare værdigheden, hvis man bliver taget på fersk gerning med en fugtig øjenkrog. Finding Forrester, Døde poeters klub, Den grønne mil, den slags.

Men hvordan så med det virkelige liv? Her stødte jeg for nylig på en liste over legitime tårefældningssituationer for mænd, der tog sig nogenlunde sådan ud:

Når du frier til dit livs kærlighed, og hun siger ja.
Når I står ved alteret og lige er blevet viet.
Når du har deltaget i den sidste fodboldkamp, du nogen sinde kommer til at spille.
Når din elskede bil – især den første – bliver totalskadet.
Når din elskede hund eller hest dør.

O.k., tænkte jeg, da jeg nåede til sidste punkt, men hvad så med ens kat? Eller når katten kommer hjem efter seks døgn på farten, hvor man har svævet i total uvished om dens skæbne?

Aj. Det går sgu ikke.

I mange år har jeg haft min gang i en virksomhed, som for ikke så længe siden flyttede sit domicil til nye, arkitekttegnede stål- og glasbygninger i en betonørken uden for byen. Nu ligner det hovedsædet i et forsikringsselskab i stedet for det mediehus, det er. Det stereotype, kønsløse bygningsværk ville garanteret have fået Jacques Tati til at vende begge tommelfingre i vejret, og det ville have kriblet i hans øvrige fingre efter at komme til at lave Playtime II, hvis han ikke så effektivt var afskåret fra det.

Før udflytningen var vi et par hankønsvæsener, der løftede øjenbrynene en anelse over, at nogle af herretoiletterne var udstyret med klemmeanordninger og tilhørende poser beregnet til hygiejnebind. Det gør vi ikke længere, for i det nye domicil er toiletterne ikke kønsopdelte – der er fri adgang for alle trængende overalt, og der hænger poser med unævneligt indhold i hvert eneste aftrædelsesrum.

Man kan vel sige, at der i det mindste er indført toiletmæssig ligestilling på arbejdspladsen, men jeg synes ikke, det er nogen god idé at fraternisere på den måde på toiletfronten. Hvis vi skal opretholde bare et minimum af mystik og respekt – tilsammen kaldet erotik – i omgangen med det andet køn, går det simpelt hen ikke, at der slet ingen hemmeligheder er for høre- og andre sanser. Selv om jeg måske nok kan have en mistanke om, at der ikke er den helt store forskel på maskuline og feminine lydeffekter på det pågældende område, har jeg ikke lyst til at få det dokumenteret så direkte og utvetydigt. Godt nok er der både vægge mellem båsene og døre, der kan lukkes, men som enhver ved, lader lydisoleringen i nybyggeri meget tilbage at ønske.

Jeg mindes med gru et højskoleophold i min tidlige ungdom, hvor der var den samme joviale tilgang til toiletspørgsmålet. En dag, da jeg stod og vaskede hænder efter endt mission, kom holdets mest sexede og indtagende pige ind ad døren, vrikkede forbi mig med et ’hej’ og låste sig inde i et af aflukkerne, hvor der var åbent både foroven og forneden. Øjeblikket efter lød der en eksplosion derindefra, som fik ruderne til at klirre. Behøver jeg at sige, at resten af mit højskoleophold var spoleret på grund af distraherende associationer, der trængte sig på, hver gang jeg så hende? Hvor jeg tidligere havde gjort alt, hvad jeg kunne for at løbe ind i hende, havde jeg nu travlt med at undgå hende for enhver pris.

Kort sagt: jeg er alvorligt bange for, at fælles toiletter er en tikkende bombe under pardannelsen på større arbejdspladser (og højskoler), og på længere sigt vil det gå ud over reproduktionen, der i forvejen er hastigt på retur. Lad os få de kønsopdelte toiletter tilbage, så vi kan sikre menneskehedens bevarelse i hvert fald et par generationer endnu.

Til gengæld er jeg villig til at se igennem fingre med hygiejnebindsposer på herretoiletterne.

Da jeg for uhyrligt mange år siden trådte mine barnlige hjemmesko i udkanten af Aalborg (‘futsko’ på de breddegrader) var der noget, der hed en dagmartærte, som man købte hos bageren om søndagen, når man skulle have gæster. Det var en flerepersoners tung og klistret, rund konstruktion af wienerbrødsdej med nogle mindre, glasurbelagte cirkler ovenpå, og den dryppede uhæmmet af fedtstof, når man spiste af den.

En rødglødende sommerdag i midten af det forrige århundrede, da jeg stod ude på gaden i en københavnsk forstad og betragtede det sørgelige syn af alle vores sammenstuvede møbler, der ét for ét blev båret fra flyttebilen og ind i det tomme hus, som skulle være vores fremtidige hjem, blev jeg af min mor sendt til bageren efter en dagmartærte til kaffen. Jeg var seks år og forbandt ikke ordets første led med et pigenavn, og jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad en tærte var. I øvrigt udtaler nordjyder, som vi jo var, ikke ‘e’ i enden af et ord, så for mig var ’dejmortært’ bare det kodeord, der skulle til for at udløse den aktivitet i en bagerbutik, som var forudsætningen for at man kunne forlade butikken igen med den kage, man havde haft i tankerne, da man sagde ordet.

Men på den fremmede ø, vi var ankommet til, udløste ordet kun måben hos bagerdamen og heraf følgende angst og rådvildhed hos mig. Hun forstod ikke, hvad jeg sagde, og det gjorde ingen forskel, at jeg blev ved med at gentage mit ’dejmortært’. Tårerne var for længst begyndt at brænde bag øjeæblerne, da jeg i sidste øjeblik, inden gråden fik overtaget, opdagede dét, jeg var kommet efter, i vinduet. Jeg pegede på dagmartærten og sagde halvkvalt: ’Så’n én’. ’Nårh,’ svarede damen, ’en smørkage!’ og en sten så tung som kagen selv faldt fra mit hjerte.

Siden har jeg ikke taget hverken ‘dejmortært’ eller ‘dagmartærte’ i min mund, lige så lidt som jeg nogen sinde er stødt på ordet her på højre side af Storebælt. Men hvad skimtede jeg ud af øjenkrogen forleden dag under mit indkøsraid sådan rundt regnet 50 år efter, da jeg på ilsomt fjed passerede bagerafdelingen i Kvickly? Et skilt med følgende ordlyd:

UGENS TILBUD
DAGMARTÆRTER
PR. STK. 34,-

Jeg gennemstrømmedes selvsagt af en varm følelse ved synet af skiltet, men modstod alligevel fristelsen til at hjemføre et eksemplar af den famøse tærte. I den mellemliggende tid har min myndige frue nemlig for længst belært mig om konsekvenserne af at sætte tænderne i den slags dødbringende klumper af transfedtsyrer.

Derfor vil jeg nøjes med at glæde mig over, at afstanden mellem landsdelene også sprogligt er blevet kortere i de mellemliggende år og vente spændt på at høre om de første politianmeldelser mod Kvickly for uagtsomt manddrab på grund af fremstilling og salg af dødbringende tærter. Og i øvrigt bede til, at jeg ikke selv en skønne dag får en i hovedet.

Sagen er, at i de sidste tyve år eller mere har jeg haft det samme nytårsforsæt: jeg vil begynde at ryge.

Jeg satser altid på at blive piberyger. Cigaretter er vulgære og lugter infamt, og der er for meget show-off i en cigar. En pibe er en passende mellemting, hvor man stort set selv kan bestemme lugten i røgeriet, og piber kan være de rene kunstværker. En overgang var jeg stamkunde i de hellige haller hos Anne Julie og Pibe Dan, og jeg har stadig en hel skuffe fuld af lækre, håndskårne sundhedstrusler, der ud over at repræsentere en formue ligger og frister mig jævnligt til at tage den skikkelige uskik op.

For der er ikke bare noget indiskutabelt maskulint, men også noget autoriseret hyggeligt og forsonligt ved piberygning. Der er bare det ved det, at det er fandens besværligt, og derudover er jeg et ekstremt eksempel på mænds manglende evne til at multitaske. Hvis jeg ryger, ryger jeg, og så gør jeg ikke noget andet. Hvis jeg alligevel gør noget andet, går piben ud med det samme. Det gør den for resten som regel alligevel, og så skal der askes og renses og stoppes og tændes igen i én uendelighed. For ikke at tale om de gange hvor man opdager, at det faktisk er asken, man sidder og pulser på, og man så småt begynder at mærke den faretruende prikken i hovedbunden, koldsveden på panden og svimmelheden, der gør én ude af stand til at foretage sig noget som helst fornuftigt eller for den sags skyld ufornuftigt resten af aftenen.

Det er én gang lykkedes mig at holde et stop kørende uafbrudt i næsten tre kvarter. Det var dengang, Nordisk Tobakskollegium af uransagelige årsager inviterede mig til at være æresdommer ved DM i langtidspiberygning som ’den inkarnerede piberyger’, jeg ifølge indbydelsen var. Det må være en spasmager, der har givet dem et falsk tip, men jeg slog til, og i solidaritet med konkurrencedeltagerne, som jeg lige netop kunne ane gennem tågerne nede i salen, bakkede jeg med i de første 43 minutter, da min 3 grams ammunition definitivt slap op. Jeg har dokumentation for bedriften, men ikke for den hudløse tunge, jeg vendte hjem med, og som var skyld i, at jeg ikke kunne smage forskel på en hakkebøf og en piratos i fjorten dage efter.

Ellers er det kun blevet til sporadiske tilløb. Det plejer at gå med mit nytårsforsæt som det plejer at gå med den slags: den første uges tid forløber problemfrit, men så begynder jeg at falde lidt af på den, og inden jeg får set mig om, er jeg tilbage i den gamle skure med ikke at få røget noget som helst.

I år er det gået helt skævt. Vi er nu næsten et døgn inde i det nye år, og jeg har overhovedet ikke fået begyndt endnu. Jeg må nok bide i det sure æble og se i øjnene, at jeg aldrig bliver piberyger.

Jeg har det ikke i mig.

Nå ja, så lad gå.

Vi har én juletradition i vores topersoners kernefamilie. Den foregår 2. juledag, og det er ikke julen, der er anledningen, men en fjern tantes fødselsdag. Hun fejrer den hvert år ved at invitere os på en toptunet julefrokost på Dragørs bedste, dyreste og mest funky restaurant sammen med et par håndfulde andre mennesker i hendes bekendtskabskreds. De samme hvert år.

Traditionen træder i kraft allerede sidst på formiddagen, hvor jeg ifører mig ulastelig mellemgrå habit, højglanspolerede sorte sko, en lyseblå manchetskjorte og et storblomstret silkeslips. Det udløser hver gang den samme, lakoniske kommentar fra Madames side:

– Åh nej.

Inden vi tager af sted, husker jeg at splashe et skvæt Issey Miyake aftershave på kinderne, og Madame minder mig om konsekvenserne:

- Jeg sover ikke sammen med dig, når du lugter som et bordel.

Rejsen til Dragør tager en time og tre minutter, den samme tid som det tager at genopfriske hovedtrækkene i sidste års frokostkonversation. Når vi er kommet frem, hilser vi høfligt på alle, tager plads ved bordet og fortsætter samtalen hvor vi slap sidste år, for jeg får altid svigerdatteren til tantens overbo til bords, og Madame altid hendes mand. Vi ser dem kun den ene gang om året, men efter sytten sæsoner og en hel del flere fadøl og snapse er det ikke småting, vi ved om hinanden. De har nogenlunde samme alder som os, vores afkom er lige gamle, og mens vi har spist os gennem stimer af marinerede sild, hele andefarme og spandevis af risalamande, er børnene flyttet hjemmefra, blevet voksne og sluppet mere eller mindre helskindet gennem diverse forgreninger af uddannelsessystemet. Lageret af samtaleemner er uudtømmeligt, og i tilgift får jeg et resumé af dagens prædiken, for min genbo ved bordet er sognepræst, hvad han for resten skjuler overbevisende godt med et frisprog, der almindeligvis anvendes på helt andre arbejdspladser end hans.

Inden vi tager hjem, konstaterer jeg med tilfredshed, at det ikke bare er deltagerne i vores egen julefrokost, der er de samme som sidste år, men også de tavse spisere ved de andre borde i restauranten: den kendte redaktør fra ugebladet med alle de kendte er en sikker genganger, og heller ikke den rødmossede oberst med verdens mest gennemskuelige hentehår har svigtet denne gang.

På vejen hjem resumerer vi dagens højdepunkter og diskuterer, om manden med hentehåret nu også er oberst, som jeg påstår.

– Han kunne lige så godt være en gas- og vandmester med for højt blodtryk, siger Madame traditionen tro.

Oppustede og vel hjemme bliver vi igen i år enige om at springe aftensmaden over og gå tidligt i seng. Jeg husker at vaske ansigtet omhyggeligt. Jeg lugter ikke af bordel, men muligvis en anelse af kølervæske eller er det dildsnaps? Madame konstaterer, at jeg går an. Og vi nøjes med at sove.

Man skal værne om sine juletraditioner. Ikke mindst når man kun har en enkelt.

Vær venlig at læse overskriften én gang til. Hvis du er nået så langt som hertil og stadig agter at fortsætte, er du med andre ord selv ude om det, hvis du føler, at du spilder tiden.

Sagen er, at min særlige rådgiver i alle vigtige spørgsmål gennem et langt liv, Jeronimus Haengeroev, principielt ikke synes, at man skal skrive blogindlæg om alt det, man ikke bryder sig om, selv om det er en udbredt sport. Somme tider er der bare ingen vej udenom, og derfor har jeg besluttet at stille min blog til rådighed for hans synspunkter. Rent undtagelsesvis, forstås.

Nu kommer det: Jeronimus kan ikke fordrage vittigheder. Jo, selvfølgelig synes han, det er sjovt, når en sætning spontant gribes i luften af en anden, vendes og returneres som et uventet smash i et spil badminton. Det er bare meget få, der behersker kunsten og da som regel kun i heldige øjeblikke.

Hvad der derimod er aldeles usjovt er omhyggeligt konstruerede og på forhånd udtænkte vittigheder. Altså når en eller anden i en forsamling – eller endnu værre: på tomandshånd – begynder med: ‘Det var en russer, en englænder og en dansker, der …’ Så krummer Jeronimus’ tæer sig automatisk under fodsålerne, han bliver fjern i blikket og begynder at tænke på, hvad han skal have med i madpakken i morgen, hvornår han kan få bilen til service, om der er optændingsbrænde nok til i aften eller noget helt fjerde, der kan holde ham vågen, indtil vittigheden er overstået. Men han er ude af stand til at koncentrere sig om at høre efter. Og alligevel er han nødt til at lade som om, at det er en ustyrlig morsom historie, han er blevet tvangsindlagt til, smile forventningsfuldt undervejs og slå en høj latter op til sidst. Hvis han bevarer det stenansigt, der stemmer bedst overens med den sindstilstand, vittigheden forårsager hos ham, overholder han ikke de sociale spilleregler, og han bliver opfattet som uhøflig eller direkte uforskammet.

Man kan træne sig op til at overleve den slags serieproducerede vittigheder, der altid er i omløb, hvis bare det er en mand, der fortæller dem. Det er almindeligt accepteret, at mænd optræder som simple, grove og udannede cementhjerner, når de skal være morsomme. Men når kvinder, der burde være klogere, gør det samme, er det fuldstændig ubærligt – synes altså Jeronimus. Hvorfor det forholder sig sådan, aner han ikke, men han er åben for forklaringer.

For resten er der kun én ting, der er mere kedsommeligt end forudsigelige/umorsomme vittigheder: teorier om, hvad der er sjovt eller ikke sjovt. Lad dette indlæg være et skræmmeeksempel.

Kassedame ved kasse 1: – Ja, det bliver 792,50.

Kunde: – 792! Hold da op! Kan man ikke arbejde det af?

Kassedame ved kasse 2 (vender sig om mod kunde): – Det tager en uge …

En morgen for et par år siden, da jeg kom kørende på Farummotorvejen, fik jeg pludselig øje på en af mine gamle studiekammerater i en bil, der flettede ind fra en tilkørsel. For sjovs skyld lagde mig bagved et stykke tid for at overbevise mig om, at jeg ikke tog fejl. Der var ingen tvivl. Nogle dage senere så jeg ham igen, og møderne på motorvejen fortsatte med jævne mellemrum, uden at han vist på noget tidspunkt lagde mærke til mig. Så skete det en dag, at vi tilfældigvis kørte ind på den samme benzintank, og han stod ud af bilen. Det var ikke ham.

En anden gang kom jeg ud fra den bygning, hvor jeg arbejdede, og fik øje på en fyr, som jeg et øjeblik troede var en fra it-afdelingen. Han var bare ti år ældre og tyve kilo tungere end sidst, jeg havde set ham, og det var få dage siden. Medmindre han havde været utrolig hård ved sig selv, kunne det altså ikke være ham.

I går midt på Rådhuspladsen kom en vildfremmed kvinde op på siden af mig og spurgte skælmsk og med et stort smil, om jeg var ved at være færdig med julegaveindkøbene. Først troede jeg bare, at det var et udslag af den almindelige julegalskab, men efter en absurd ordveksling viste det sig, at hun mente, at vi kendte hinanden fra Randers. Indtil jeg oplyste, at jeg kun har været i Randers én gang i mit liv, og da var jeg otte år gammel.

Men somme tider er der bare ikke noget at gøre.

En skønne dag, da jeg sejlede med Hundested-Rørvig-færgen, lagde jeg mærke til to fyre, der sad og hviskede sammen, mens de nikkede i retning af mig. Efter et stykke tid kom de hen til mig, og den ene af dem spurgte: ’Er det ikke dig med dyrene, ham dér, der tegner i fjernsynet …?’ Efterhånden gik det op for mig, at de troede, at jeg var Jens Olesen. Det benægtede jeg, men de blev ved, og jeg stod fast på, at jeg ikke var Jens Olesen. ’Lad nu bare være,’ sagde den anden, ’det er sgu da dig, det kan vi da se.’ Til sidst løb mit gode hjerte af med mig, og for ligesom at komme dem en anelse i møde fortalte jeg, at jeg en enkelt gang tilfældigvis havde truffet Jens Olesen, men i øvrigt havde vi ikke noget med hinanden at gøre.

’Ja ja,’ sagde den første og så på mig med et smørret grin, der tydeligt signalerede, at ham skulle jeg ikke tro, at jeg kunne løbe om hjørner med, ’den er go’ med dig!’

Så opgav jeg.