Mellem mennesker findes der en dobbelt afstand. En fysisk og en bevidsthedsmæssig. Et er vores hud, der afgrænser os fra omverden, definerer vores kroppe og vores ansigt udadtil. Den anden afstand er den bevidsthedsmæssige, og den finder jeg ret interessant fordi den er usynlig og kræver den enkelte bevidstheds mod for at vise sig, komme til syne og for at gøre sig synlig overfor den anden. Jeg mindes en gammel studiekammerat, som engang sagde til mig: ”Laila, du lægger dig selv ud på et bræt overfor andre.” Hvortil jeg responderede: ” Så må de lære, at gå udenom”.
Selvfølgelig skal man passe på sig selv, som min kammerat også mente, jeg skulle blive bedre til at gøre, men den dag i dag mange år senere, er jeg stadigvæk hudløs ærlig omkring mig selv – selvfølgelig med situationsfornemmelse! Men fremmede mennesker jeg af og til møder og får en snak med, siger alle det samme til mig; ”Du skal passe på dig selv.” efter de har sagt, at jeg er et meget imødekommende og måske også lidt naivt væsen. Som en mand sagde til en koncert til mig; Du skal passe på dig selv, for ikke alle mennesker er lige gode.” Det er faktisk tit at jeg hører det. ..
Jeg aldrig blevet udsat for noget grimt pga. min imødekommenhed eller mit filantropiske livssyn. Hvad er det da jeg skal passe på med?
Den dobbelte afstand, der findes mellem os alle, har selvfølgelig sine fordele og ulemper, som alt andet i livet. Men den bevidsthedsmæssige afstand man har til det andet menneske, kan man manipulerer med og give indtryk af at man er en helt anden, end den man virkelig er. Og netop denne bevidsthedsmæssige afstand er et filter, som hos mig er meget hullet! Som et fiskenet. Omvendt har jeg, da jeg var syg for mange år tilbage, også oplevet, at den fysiske afstand blev udvisket mellem min krop om omverden og andre mennesker. Jeg oplevede, at min krop flød sammen med omverden eller et andet menneske. Jeg kan hilse og sige, at det er en virkelig ubehagelig oplevelse eller tilstand. Som om at jeg ikke var noget i mig selv. At jeg ingen identitet havde, hverken som krop eller som bevidsthed. Som plejer, at sige, så røg jeg dengang på en mental retræte, hvor jeg af og til så verden fra en nyfødt babys blik eller krop.
Den bevidsthedsmæssige afstand mellem jeg og omverden er pga. dens ”hullede tilstand” ekstremt fintfølende og opfangende, hvilket jo siger sig selv. Mit panser er ikke lavet af metal, men af et fiskenet! Der findes, tak skæbne, mange højt sensitive, som jeg, men en ting kunne være dejligt og det er , at Jean-Paul Sartre vil få ret en dag. At vi en dag alle bliver bedre til at være gennemsigtige overfor hinanden. Uanset hvilket panser man er udstyret med, så kræver det ikke andet end mod og styrke, at turde delagtiggøre andre og fremmede i ens sindstilstande og tanker.
Jeg tror næppe, at det vil ske i mit liv, men en ting er sikker og det er, at de sensitive på det tidspunkt i fremtiden vil kunne boltre sig helt uden stress og angst blandt alle de andre, som ikke er så sensitive, som de. Tænk dig en verden, hvor mennesker ikke mere er bange for hinanden. En verden, hvor mennesker ikke mere er bange for at tabe ansigt overfor hinanden.
Tænk dig en verden, hvor der ikke mere findes dobbelte afstande mellem mennesker, men kun en enkelt, nemlig den fysiske, mellem mennesker.

Nu vil jeg læne mig tilbage i sofaen og drømme videre:-)

Snakkes

Det var et livstegn, that’s all I need! Ikke stresse for min skyld.

Kh
Lene K

Tak for omsorgen, men der ingen grund til bekymring. Jeg lover, at jeg skal se, hvad jeg kan gøre.

Jeg savner Dem her på bloggen. Jeg har ingen skade af at læse gamle indlæg, så det gør jeg, men et livstegn fra Dem ville være dejligt.
Skal man til at være bekymret, eller har De bare travlt med livet for tiden?

Bedste hilsener
Lene K

Jo kortere tid man opholder sig på vejen – jo mindre er risikoen for uheld.

Derfor gælder det under alle forhold om at køre så hurtigt som muligt.