Du danske sommer

af Uffe Jerner 13. juli 2015

For lidt siden tog jeg et billede, som skulle have ligget lige herover. Det viser vores terrasse set fra havedøren og det lille cafébord, der står derude med to dybe, hånddekorerede tallerkener på. Tallerkenerne er fyldt med nyplukkede danske jordbær, overhældt med fløde og drysset med vanilje og kakaonibs. I baggrunden ser man haven, der har de smukkeste grønne nuancer, solen kan fremtvinge på en dansk sommeraften i tæt samarbejde med de høje træer, der sørger for diverse skyggeeffekter. På billedet kan man også ane en stor keramikkrukke med en knaldrød fuchsia, der er på kanten til at være for meget, men lige nøjagtig går an, fordi den mangefarvede hortensiabusk bagved, og rododendronen lidt længere tilbage, der er afblomstret, men vældig, minder den om, at den ikke skal komme for godt i gang.

Lige om lidt sætter min yndlingshustru og jeg os på hver sin side af bordet for at nyde jordbærrene, som vi har gjort det hver dag i denne måned, men aldrig i så dekorativ en kulisse og aldrig så frydefuldt. Det kan man ikke se på billedet, og blandt andet derfor er billedet udeladt. Men også fordi mine fotografiske evner lader meget tilbage at ønske, når det gælder om at gengive solsortens aftensang.

Jeg må gøre mig mere umage næste gang.

Din kommentar

Livet er for kort til lange underbukser

af Uffe Jerner 3. februar 2015

Snelandskab
Sådan tænkte jeg i hvert fald engang. Men så sidder man en dag i sin landlige afsondrethed og kigger ud ad vinduet på sneen, der falder og falder og fornemmer tiden, der går og går, og ens kone spørger om ikke man vil med ud og indtage det hvide landskab, mens det stadig kan lade sig gøre. Inden vi sner inde, og mens det stadig er smukt.

Egentlig sidder man lige så godt, og sneen har dæmpet alle lyde, som i øvrigt er få herude i vandkanten. Man har mest lyst til at tænde op i brændeovnen, skutte sig og finde en bog i reolen, der ender godt og tilbringe eftermiddagen i den røde chesterfield med en kop udmærket te inden for rækkevidde. Men det går jo ikke. Man må have frisk luft, og man er nødt til at røre sig, man skulle jo nødig svinde helt ind. Så man siger nødtvungent ja og håber på, at det lyder, som om man mener det oprigtigt.

Så tager man godt med tøj på, for der er ikke noget, der hedder dårligt vejr. Den store, tykke uldsweater fra dengang i Skotland, polarekspeditionsjakken med den pelskantede hætte, de terrængående støvler med skistøvlesnøring, halstørklæde, vanter. Man træder ud ad hoveddøren og indser, at det ikke går med de tynde jeans, man har på. Og så er det, at ens kone minder en om de lange, sorte underbukser i økologisk uld, man købte for en formue engang for længe siden for alle tilfældes skyld, og som man har været for forfængelig til at skænke en tanke sidenhen. Måske skulle man tage dem på.

Man gør det modvilligt og stævner ud i kulden, og da man et par timer senere vender tilbage i skumringen til den veltempererede brændeovn, er man blevet så afhængig af den lune og lådne lårbeklædning, at man beholder de lange underhylere på, fryder sig over uforudsete små glæder og erkender, at ens kone havde ret.

Vinteren er for lang til korte underbukser.

2 kommentarer

Så bliver det ikke kedeligere

af Uffe Jerner 1. januar 2015

strandbred
Min ungdoms nytårsaftener husker jeg mest for den tykke, krudtrøgsmættede luft, der slog én i møde, når man trådte udenfor, de øredøvende og sønderlemmende kanonslag med skræmmende korte lunter, sanseløst berusede mennesker i alle aldre, skænderier mellem par, kvindegråd og bræk på fortovet. De sene, tænderklaprende frostnætter, man tilbragte på isglatte, øde hovedveje i desperat håb om at få fat i en taxa, så man kunne komme hjem og sove, inden det blev lyst. Men der kom aldrig en taxa, der ikke var optaget. Især husker jeg den halve måneds forventninger op til den store fest, der aldrig blev indfriet.

Det er længe siden.

I går var det en grå og finregnvåd eftermiddag, da vi satte os ud i bilen. Inden vi nåede frem et kvarter senere, skinnede solen. Sparsomt, som den har for vane sidst i december, men nok til at hæve humøret hos mig og husets frue, som på grund af et døgns stillesiddende ikke-aktivitet havde dårlig samvittighed og var blevet enige om at bevæge os ud i landskabet på årets sidste dag for at optjene lidt point på den slunkne motionskonto. Bestemmelsesstedet var Roskilde fjord og projektet en slentretur langs vandkanten, ikke andet.

Madame fik smukke, livsbekræftende billeder med solglimt i vandspejlet til Instagram, og jeg fik frisk luft nok til at blive overbevist om, at jeg stadig var i live. Et par aldrende, hundeluftende damer på vores egen alder, der ønskede os godt nytår, var de eneste mennesker, vi mødte. En times tid i naturen og mudder på støvlerne, der skulle bankes af, inden vi igen satte os til rette og lod os transportere tilbage til udgangspunktet, det var det hele.

Resten af dagen i stikord: Irish coffee med fordelagtigt blandingsforhold, et kig i avisen, en time tilbragt i køkkenet med at frembringe en forholdsvis fornuftig menu, hvori der hverken indgik torsk, østers eller hummer, et enkelt glas rødvin til maden, dronningens nytårstale for traditionens og de satiriske kvaliteters skyld, en fin film fra harddiskrecorderens lager og endnu et glas vin. Ingen champagne klokken tolv. På det tidspunkt var Madame, som er A-menneske i ekstrem grad, for længst blevet opslugt af dynerne, og hvem har lyst til at skåle nytåret ind med sig selv, når man egentlig er ret ligeglad med champagne. Til gengæld en stilfærdig cognac i selskab med to katte, der lå og undrede sig over skyderiet udenfor. Her var vi sådan set på linje.

Kort sagt en begivenhedsløs dag uden sindsoprivelser af nogen art. Masser af tid. Sådan må nytårsaftensdag og -aften gerne være for min skyld.

Nå jo, jeg gik på Twitter lige inden midnat for at tage temperaturen på omverdenen og havnede i en konkurrence om, hvem der var Danmarks kedeligste mand. Jeg vandt.

2 kommentarer

Særheder

af Uffe Jerner 15. august 2014

doer
Jeg får lyst til at fortælle om en ven, jeg har kendt i mange år, og som jeg har boende hos mig. Lad os kalde ham Christian. Min ven Christian fungerer udmærket i det daglige. Det har ikke været nødvendigt at foretage ændringer i boligindretningen, og han er ikke på nogen særlig diæt. Men han har et neurologisk-adfærdsmæssigt problem.

Han kender ikke selv den kliniske betegnelse for lidelsen, og han er ikke indstillet på at opsøge en læge for at få stillet en nøjagtig diagnose, for han har den dybeste mistillid til læger. Hans problem relaterer sig til døre, især døre der fører ud til det fri. Han kan blive stående og stirre på en dør i flere minutter, før han går ud. Selv om døren står på vid gab, og det er hans mening at gå ud, tøver han. Når han er kommet ud, kan han fi nde på at vende om og gå ind igen. Det er noget af en belastning for de øvrige medlemmer af husstanden, fordi Christian er ude af stand til at forklare, hvorfor han pludselig ombestemmer sig. Somme tider kan han virke mistænksom over for verden udenfor, hvad man egentlig godt kan følge ham i, men han er også mistænksom over for det, der foregår indenfor. Han finder lige så ofte på at vende om, når han lige er trådt ind, og gå ud igen.

Både når han er inde, og når han er ude, virker han helt normal, men han har altså en slags dørtrinsneurose, en angst for at forlade sit eget hjem og for at træde ind i det til trods for, at han er omgivet af mennesker, der holder af ham og sørger for alle hans fornødenheder.

Sagen er, at Christian ikke er et menneske, men en kat, og hans rigtige navn er Sofus Højben. Hans adfærd er ganske normal for en kat, og det giver anledning til at stille spørgsmålet: Hvor normale er katte? Katteejere prøver altid at finde årsager, der kan forklare deres kattes særheder, men sandheden er formentlig bare, at katte har en skrue løs. Alligevel omgiver masser af mennesker sig med katte. Jeg har hørt om folk, der kører rundt i deres bil med sytten katte på bagsædet.

Næste spørgsmål: Hvor normale er katteejere? Jeg er katteejer, og skal jeg være ærlig, er min kats særhed med hensyn til dørtrin ret uskyldig i sammenligning med min egen irrationelle modvilje mod fx at tale i telefon eller min generelle mistillid til førere af tyske biler af mærket BMW.

Måske holder vi simpelt hen katte, fordi de har færre særheder, end vi selv har.

6 kommentarer

Godt der stadig er mænd til

af Uffe Jerner 20. marts 2014

hveps
Det kan ikke udskydes længere, selv om jeg har gjort mit bedste. Nok sætter jeg stor pris på haven, men jeg kommer aldrig til at blive begejstret for havearbejde, og nu er det flere måneder siden, det stormede sidst. De knækkede træer ligger stadig, hvor de lagde sig, og jo mere foråret trænger sig på, jo flere indirekte, uudtalte opfordringer fra mine nærmeste omgivelser fornemmer jeg. For det er mig, der ved, hvor motorsaven er, og det er mig, der er manden i huset. Der er ingen vej udenom.

Jeg henter saven i skuret, rigger den til og kontrollerer, om den kan starte. Det kan den. Så tager jeg de tykke, lune arbejdshandsker ned fra tørresnoren, klemmer dem fast under armen og sætter kurs mod de faldne træstammer med motorsaven i den ene hånd og hvad jeg ellers kan tænkes at få brug for i den anden. Jeg lægger motorsaven fra mig igen for at iføre mig arbejdshandskerne. Da højre hånd er vel inde i handsken, mærker jeg en skarp, ubestemmelig smerte, som om der ligger en torn inde i handsken, men smerten tager til og bliver hurtigt uudholdelig, og jeg flår handsken af igen. Det er ikke en torn. Det er en kæmpestor hveps, der sidder fast på fingeren og vrikker med bagdelen. Det gør helvedes ondt, og fingeren bliver tykkere og tykkere.

Nu har jeg den perfekte undskyldning for at udskyde projektet med opsavningen i hvert fald til i morgen. Men jeg gør det ikke. Jeg gennemfører, hvad jeg har sat mig for. Man er vel en mand.

9 kommentarer

Fredløs

af Uffe Jerner 13. januar 2014

Time out
I mit stille sind kan jeg engang imellem undre mig over, hvordan det er lykkedes Madame at få uddelegeret alle huslige indkøb til en ægtefælle, der afskyr at gå i butikker. Ikke desto mindre har det været sådan i adskillige år, og for at begrænse forbandelsens omfang har jeg valgt at få det overstået på en fast ugedag, nærmere bestemt om mandagen. Illusionen om, at jeg har hele resten af ugen til fri disposition, er meget værd.

Hver mandag arbejder jeg mig derfor igennem de otte obligatoriske butikker – det vil sige dem med de uundværlige dagligvarer – plus det løse i form af fire-fem specialbutikker, som det er nødvendigt at betræde på grund af særlige omstændigheder eller behov, der er indtruffet eller opstået i ugens løb – urmageren, skomageren, apoteket osv. Som regel skal jeg desuden på biblioteket og betale bøder, og posthuset plejer også at have et par pakker liggende, som man har forsøgt at aflevere, mens der ikke var nogen hjemme, hvis man skal tro, hvad der står på sedlen.

Og så en destination, som fortjener sit eget afsnit, fordi den uden konkurrence er rutens højdepunkt, og som jeg af samme grund aldrig springer over: Shell-tanken. Ikke fordi jeg nødvendigvis mangler benzin, men et par liter er der vel altid plads til, og det giver mig et bæredygtigt påskud for lige at komme til at købe en kop udmærket kaffe og en croissant som et dulmende plaster på det åbne, væskende indkøbssår. Kort sagt en velfortjent belønning, som jeg tildeler mig selv, umiddelbart inden jeg sætter kursen mod den sidste forretning på ruten, den lokale købmand. Vejen, der fører derhen, går nemlig gennem den smukkeste skov med den hemmeligste og fredeligste rasteplads i verden, som kun jeg kender. Her kan jeg sidde helt for mig selv på alle årstider med dampende kaffe, knasende croissant, slukket motor og nedrullet vindue, snuse ind og samle nyt livsmod. På den måde overlever jeg mirakuløst hver uge det endeløse indkøbsraid.

I formiddags, da jeg sad på min rasteplads og tænkte på ingenting, akkompagneret af stilheden, trillede en falmet-rød Toyota ind og standsede op, motoren blev slukket og vinduet rullet ned. Croissanten havde jeg spist, men der var stadig en halv kop kaffe tilbage og mindst to minutters, nu tabt, uforstyrret ro. Et øjeblik overvejede jeg at stå ud af bilen og gå hen og spørge føreren af bilen, om han nogen sinde havde hørt om privatlivets fred og dets ukrænkelighed, og hvad fanden han egentlig bildte sig ind. Og om han ville være så venlig at forsvinde. Omgående. Men jeg var for tung om hjertet. Kunne kun lige nøjagtig tage mig sammen til at starte bilen og køre slukøret hjem.

Jeg har stadig ikke vænnet mig til min nye status som fredløs. Vi bliver nok nødt til at have en alvorlig ægteskabelig snak om, hvem der køber ind for fremtiden.

7 kommentarer

Altid til tjeneste

af Uffe Jerner 10. januar 2014

Uudgrundelig
Mens jeg sidder ved skrivebordet og forsøger at sætte ord sammen ved hjælp af tastaturet foran mig, begynder Spike Jones at tale til mig. Jeg genkender straks henvendelsesformen: mjavus ordinari, den almindelige smalltalk. Det er med andre ord ikke noget vigtigt, det kan sagtens vente.

I øvrigt er Spike Jones kun en kat. Han vejer 5 kilo mod mine 75. Jeg har ingen kløer, men jeg kan skrive med ti fingre, konstruere sætninger og køre bil. Han har ingen tommelfi ngre, et begrænset ordforråd, og han ejer ikke noget transportmiddel. Så hvem bestemmer farten?

Men han mjaver ikke bare én gang. Han mjaver og mjaver og mjaver. Han går frem og tilbage foran mig og hen oooover tttttastatuuuuuuuuuret. Han forsøger at få øjenkontakt.

Da det ikke er muligt at frembringe udødelig prosa med en mishagsytrende kat traskende hvileløst omkring på bordet, giver jeg op og stiller ham det nærliggende spørgsmål:

– Jamen, hvad er der i vejen, Mr. Jones?

Øjeblikkelig springer han ned fra bordet, slår over i sin ’hurtig, hurtig, der er nogen, der er ved at drukne i søen’-dans og bener målbevidst hen mod døren, men forsømmer ikke at se sig jævnligt tilbage og løbe lidt hen imod mig for at sikre sig, at jeg er med: ’Skynd dig for fanden, der er ingen tid at spilde!’

Tøvende følger jeg efter. Havde det på fornemmelsen. Det drejer sig om madskålen.

Jeg bøjer mig ned og lader fingrene løbe gennem foderet.

– Se her, Mr. Jones, der er masser af mad tilbage. Ingen af de her budgetundergravende Hills Science Plan-piller med kyllingesmag er over 4 timer gamle. Og undskyld, jeg nævner det: Du er en kat.

Men nej. Det er åbenbart ikke bare, fordi det lugter forkert. Han cirkler uroligt rundt om mig: ’Gift, gift, mit personale er ude på at forgive mig! Hjælp mig, en stakkels, forsvarsløs, neutraliseret hankat. Hvordan kan man nænne det?’

Jeg ved, hvad det indebærer. Hvis jeg går tilbage til min Mac, vil han følge efter, og det hele kan begynde forfra. Så jeg hælder mere dyrlægegodkendt foder op i skålen.

Hvorefter han går sin vej. Med overdrevent langsomme bevægelser. Lidt efter lægger han sig ned på siden og begynder at slikke sig. Mad? Interesserer ham ikke.

Jeg udstøder et brølus frustrati. En naiv katteejers velkendte nødråb.

5 kommentarer

Mirakler er hverdagskost

af Uffe Jerner 9. januar 2014

Wroom!
På benzintanken er der to rækker af standere, der danner tre baner til kundernes biler. Da jeg er færdig med at tanke fra rækken længst væk fra butikken og skal ind og betale, må jeg altså krydse de to af banerne.

I den første er der ingen biler. I den anden holder en bil nogle meter fra mig med motoren i gang, men den vender bagenden til og er tilsyneladende ved at køre ud fra tanken i retning væk fra mig. Da jeg er lige ved at være nået over til butikken, speeder bilen pludselig op og kommer drønende baglæns direkte imod mig og er så tæt på, at sidespejlet strejfer mit ærme. Han har ikke set mig. Der sker ikke noget, men havde jeg været et halvt sekund langsommere, var indlægget her måske aldrig blevet til noget.

Da jeg fik min normale puls igen, havde jeg en fornemmelse af, at der måtte være nogen et eller andet sted, som havde holdt hånden over mig.

Et mirakel.

Dudley E. Littlewood, der var matematiker ved universitetet i Cambridge, fik en lov opkaldt efter sig. Han ræsonnerede som så: Et menneske har måske en oplevelse i sekundet, hvilket rundt regnet giver en million oplevelser pr. måned. Hvis man som Littlewood definerer et mirakel som en hændelse, der er så usædvanlig, at den måske indtræffer for hver millionte hændelse, vil man statistisk set opleve et mirakel om måneden. Så måske er et mirakel ikke rigtig noget at tale eller skrive om. Dertil kommer, at man selvfølgelig skal tænke på, at den millionte hændelse jo lige så godt kunne vise sig som miraklets absolutte modsætning.

Men jeg er nu glad for, at det faldt ud til min fordel denne gang.

Og jo, det var en BMW med brede fælge og sænket undervogn.

2 kommentarer

Ægget der forsvandt

af Uffe Jerner 7. januar 2014

Æggedans

Som uofficiel rekordindehaver i lænestolesidning kommer jeg i sentimentale stunder til at tænke tilbage på lænestolene i mit liv. For eksempel købte jeg engang i midten af firserne for 400 kroner gennem en annonce i Politiken et originalt, sort læderæg, som passede perfekt til min stramme, maskuline og asketiske ungkarlestil.

Så blev jeg gift, men Arne Jacobsens æstetik faldt ikke umiddelbart i Madames mere autentiske og rustikke smag, og Ægget blev derfor lånt ud til en bekendt, som ikke havde noget imod at have det stående. I øvrigt manglede han en stol.

Som årene gik, blev min myndige frue lidt mere tolerant og funky hvad møbeldesign angår og mente nu, at det nok godt kunne gå an at lade det forstødte møbel indgå i boligindretningen, hvis jeg da stadig insisterede.

Altså ringede jeg til stolens midlertidige administrator for at aftale hvordan og hvorledes. Og derved blev det.

– Den brasede sammen for et par år siden, oplyste han, – så jeg kørte den på affaldspladsen.

Det er jeg ham på sin vis taknemmelig for. For i mellemtiden er stolens værdi jo steget med rundt regnet 19.000 procent til 76.385 kroner ifølge pålidelig prisliste, og hvem bryder sig om at få skumle, bjærgsomme gæster, mens man ikke er hjemme, bare på grund af en stol – som man ikke har mere, når man kommer hjem igen?

Ikke jeg.

Din kommentar

Kunsten at tigge

af Uffe Jerner 3. januar 2014

Håndklaver
Der sad en ung, slavisk udseende og meget smilende harmonikaspillerske på en ølkasse foran supermarkedet og spillede, så jeg aldrig har hørt noget lignende. Selv om jeg ikke er nogen stor ynder af harmonikamusik, var jeg så overvældet af hendes talent, at jeg blev stående i ti minutter for at se og høre hende bearbejde det malabariske instrument. En sand virtuos. Hun fik sin tyver, og det gjorde hun i øvrigt også af de fleste andre forbipasserende.

Ellers er det sjældent nogen nydelse, når der står en bedrøvelig harmonika- eller violinspiller af diffus herkomst foran Kvickly lørdag formiddag. Undertiden er det en vild overdrivelse at tale om musik, medmindre det er totalt avantgardistisk freestyle, man har i tankerne. Der bliver trykket, hevet eller filet rubato, molto enerverende, så man får fandens travlt med at komme hen i bilen og smække døren hårdt i. Selvfølgelig drejer det sig heller ikke om musikken, men om de penge, det giver at pirke til velbjærgede danskeres dårlige samvittighed, når de kommer ud fra supermarkedet med deres svingende fulde indkøbsvogne. Forretningskonceptet bygger på medlidenhed, ikke på talent.

Det er sådan set i orden, og det er en ærlig sag at tigge. Det kan være nødvendigt. For min skyld må hvem som helst gerne komme rejsende hertil og tjene en årsløn (eller hvor meget det efterhånden er blevet til ifølge pølsemanden på den anden side af gaden) på syv minutter. De behøver ikke være de rene sataner på en harmonika, bare de ikke lader, som om de kan noget, de ikke kan. Et skilt, hvor der står ’Jeg kan hverken spille på det ene eller det andet, men gi’ noget alligevel’, og jeg punger gladelig ud.

Hvilket minder mig om en nat i min glade ungdom på det gode værtshus Parnas. Vi sad nogle stykker omkring et bord og drak øl, da der kom en ældre mand hen til os og fremviste sin håndflade, hvorpå der lå en flunkende ny femkrone. 

– Er der ikke en af d’herrer, der kan spæde fem kroner til? spurgte han og tilføjede hurtigt: – Så har jeg ti!

Det fik han.

Din kommentar